- Project Runeberg -  Raskolnikow /
748

(1889) [MARC] Author: Fjodor Dostojevskij Translator: Holger Sinding - Tema: Bibliothek for de tusen hjem
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

748

De var alene, ingen saa dem; vagten havde vendt
sig bort.
Hvorledes det skede, det vidste han ikke selv,

— men pludselig forekom det ham, som om nogen

havde grebet ham og kastede ham ned for hendes
fødder. Han græd og omfavnede hendes knær. i

Hun hlev i første øjeblik heftig forskrækket og

bleg som døden. Hun sprang op og stirrede
skjælvende paa ham. Men allerede øieblikket efter havde
hun fattet alt; hendes øine straalede af en uendelig
lykke, hun forstod ham. Der var ingen tvil om, at

han elskede hende, elskede hende grænseløst, og at
— endelig, endelig var den time slaat da. ...

De vilde tale, men kunde ikke; deres øjne stod
fulde af taarer. Begge var de blege og elendige; men
i disse sygelige, blege ansigter straalede allerede en
ny fremtids morgenrøde, opstandelsen til et nyt liv.
Kjærligheden havde opvakt dem hertil, og den enes
hjerte indesluttede i sig uudtømmelige livskilder for
den andens.

… De besluttede at vente og være taalmodige.
Endnu var der syv aar tilbage, og i dette tidsrum,
hvormegen uudholdelig kval og hvormegen uudsigelig
lykke! Men nu var han gjenfødt og vidste det,
følte det gjennem sit hele væsen, med hele sin
nyopvakte aand og sjæl, og hun — hun levede jo bare
i ham.

Samme dags aften, efterat kasernen var lukket,
laa Raskolnikow paa sin briks og tænkte paa Sonja.
Det havde denne dag endogsaa forekommet ham, som

om alle tugthusfangerne, tidligere hans. fiender, saa
paa ham med ganske andre blikke end før. Han be-

gyndte endogsaa selv at snakke med dem og fik
venlige svar. Det forundrede ham, men var da dette
ikke ganske naturligt, maatte da ikke overhodet
alting nu bli anderledes?

Han tænkte paa Sonja, mindedes, hvorledes han

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat May 4 23:37:04 2024 (www-data) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/raskolnik/0750.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free