Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Læren - Universet — Makrokosmos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
251
Religionerne begynder gjerne skapelseshistorien med
„noget“ som eksisterende nemlig rummet, selv om det er
„øde og tomt“.
Det er tidens ophav, da intet var,
Ei sand, ei sø ei svale bølge,
Ingensteds fandtes jord eller høien himmel,
Det var et uhyre gap uten vekster.
Volusspaa.
I Navadiya hymnen i Vedabøkerne skildres den første
tid saaledes:
Der var ingen død, derfor var der intet udødelig;
der var ingen forskjel mellem nat og dag. Det Ene aandet
i sig selv uten aandedræt; foruten det var intet. Mørke
var der; i begyndelsen var dette et hav uten lys med
en spire som var skjult i kaos. Da fødtes kjærligheten
ved „tapas’“ kraft. I begyndelsen utbredte der sig gjen
nem det en elskende længsel; av denne blotte tanke frem
kom den første sæd. De vise som har gjennemsøkt det
forgangne med eftertænksomt sind fandt heri bindeleddet
mellem det som er og det som ikke er.
Egyptens Hermes siger: Av Gud fremspringer evig
heten, evigheten gjør verden, verden gjør tiden og tiden
gjør fødsel.
Der var en tid da himmel og jord ikke eksisterte,
men kun et ubegrænset rum i hvilket hersket absolut
übevægelighet. Alle synlige ting og alt som har eksi
stense blev født i det rum av et mægtig princip som var
selveksisterende og av sig selv utviklet sig selv og som
bragte himlene til at dreie sig og opholdt det universelle
liv (Lao-Tsze).
I ødet hvor „tilværelsen“ boet uten tegn, og hele
universet endnu laa sovende skjult i upersonlighet, eksi
sterte et væsen uten „jeg“ eller „du“-het, skildt fra al
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
