Som den gyldne Sol frembryder |
|
1. | Som den gyldne Sol frembryder gennem den kulsorte Sky og sin Straaleglans udskyder, saa at Mørk’ og Mulm maa fly, saa min Jesus af sin grav og det dybe Dødsens-Hav opstod ærefuld af Døde imod Paaske-Morgenrøde! |
2. | Tak, o store Sejerherre, Tak, o Livsens Himmelhelt, som ej Døden kund’ inspærre i det helvedmørke Telt! Tak fordi at op du stod og fik Døden under Fod! Ingen Tunge kan den Glæde med tilbørlig Lov udkvæde. |
3. | Jeg kan finde i mit Hjerte, at min Sjæl har Trøst deraf, som kan lindre al min Smerte, naar jeg mindes kun din Grav og betænker, hvor du laa udi Dødens mørke Vraa, og stod op med Kraft og Ære! Hvad kan større Glæde være! |
4. | Ligger jeg paa Syndens Veje, ligger jeg i Armod ned, ligger jeg i Sygeleje, ligger jeg i Usselhed; ligger jeg fortrængt, forhadt, og af Verden slet forladt, skal jeg Hus i Graven tage, o, der er dog Haab tilbage! |
5. | Synd og Død og alle Pile, som fra Helved skydes kan, ligge brudte ved din Hvile udi Gravens mørke Land! Dér begrov du dem og gav mig en sikker Trøstestav, at ved din Oprejsnings Ære jeg skal Sejerspalmer bære. |