Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
han tillige med den, han skyldte Takken for
sin Frelse, uden for Herregaarden. Jørgen var
fri, den ærlige Tater havde holdt sit Ord, og de
skiltes fornøjede fra hinanden. Kruse vandrede
hjem til sin Hytte, Math tog Vejen ind i Skoven
og forsvandt ned i Kæmpegraven.
Samme Nat.
En mørk og sørgmodig Stemning hvilede
over Beboerne i Jørgens Hytte. Den gamle Ton-
ne laa paa sit yderste; Liv og Død kæmpede med
hinanden, og den sidste begyndte endelig at
gøre sit Herredømme gældende. Ved Oldingens
Leje brændte en Lampe paa et lille Træbord og
kastede en mat, usikker Flamme hen over hans
indfaldne Ansigt. Men Tonne saa ikke Lyset
længere; en glasagtig Hinde havde draget sig
over hans Øjne og for stedse berøvet dem det
venlige, godmodige Udtryk, som de plejede at
give hans Ansigtstræk; kun disse Træks Skøn-
hed formaaede selv ikke Døden at forstyrre.
Paa hans høje Pande havde Fromhed præget
sit Stempel, og med en tillidsfuld, hengiven Ro-
lighed saa Oldingen sin Gæsts Ankomst, han
frygtede den ikke, og endnu i dette Øjeblik for-
maaede hans trøstende Ord at udøve deres Virk-
ning paa Jørgens Kone, som sad ved hans Side
paa Sengekanten og græd højt. I en Krog af
Stuen, hvor Lysskæret kun halvt formaaede at
gennemtrænge Mørket, sad tre smaa Børn paa
Gulvet ved Siden af hverandre og betragtede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
