Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137
Han traf Bramer ved Udkanten af Skoven,
idet han vilde gaa ind ad Gangstien, der førte op
til Gaarden. Det nedslagne og mod Sædvane be-
drøvede Udtryk, som den gamles Ansigt røbede,
spaaede intet godt, og Jan blev staaende stille i
nogen Frastand uden at tiltale ham.
Bramer havde ogsaa tilstrækkelig Grund til
sin Kummer. Han, der saa at sige kun levede i
og for sit eneste Barn, undgik ikke at bemærke
den Forandring, som i den sidste Tid var fore-
gaaet med hende; hans forskende Øjne saa Ro-
serne blegne paa hendes Kinder, og en pinlig
Uro gennemfor ham ved Tanken om, at den
frygtede Fjende, som han haabede at have be-
sejret, atter skulde vende tilbage.
I et saadant Øjeblik var det, han mødte Jan,
der, efter i nogen Tid tavs at have betragtet
ham, traadte nærmere. Overrasket for Bramer
op af sine Drømmerier.
»De her?« udbrød han og rakte ham Haan-
den.
»Jeg havde i Sinde at gaa til Dem for at
høre, hvorledes det stod til deroppe.«
»Tilsyneladende godt,« svarede Bramer med
et Suk, og den bekæmpede Smertes Udtryk laa
tydeligt til Syne i hans mandige Aasyn, »men en
indre Frygt siger mig, at hun lider mere, erid vi
tror. Følg med op, jeg ved, det vil glæde hende
at se Dem.«
Det var en smuk, stille Aften. I Generalin-
dens Dagligstue brændte en Lampe, der ud-
bredte et svagt Lys i det store Værelse, Maanen
skinnede ind gennem det aabne Vindue, dens
blide Skær blandede sig paa en forunderlig
Maade met} Lampens og gav Stuen et vist me-
lankolsk Udseende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
