Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Nattetanker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
som Søvnen skænker
til dem, der tyr
til dens bløde Lænker,
mer værd end Guldet,
som Solen stænker
hver Dag paa Muldet;
thi magisk skinner
det gennem Natten
af Maaneskatten,
der lødigt rinder
med Sølvglans ud over mørke Vande
— et Diadem om en Havfrupande!
Kahytsjomfruen, der var falden lidt hen,
manglede endnu den ene Dame og var lidt urolig
for Køjen og de ventede Drikkepenge. Hun for
derfor noget forskrækket, men dog samtidig beroliget
op, da den unge Dame med et straalende Smil, som
om al Nattens Maaneglans tindrede i de mørke Øjne,
kom ned ad Trappen og sagde: »Vil De kalde paa
mig, naar vi er ved Indsejlingen til Bugten.«
Saa kastede hun sig i Køjen, men Søvnen vilde
ikke komme.
Hun hørte Vandets Skvulpen mod Skibets Sider
og den underlig sukkende Lyd, der særtegner et
Skibs Gang gennem Bølgerne. Hun hørte Snorken
og Talen i Søvne; nu græd et Barn, nu bad en
Dame om Vand. Dog det generede hende ikke
altsammen. Hun laa i sine egne Tanker og saa hele
sit foregaaende Liv for sig . . .
Det stille Hjem i København, hvor Faderen,
den blege, magre Adjunkt sad og rettede Stile den
meste Tid, han var hjemme, mens Moderen samtidig
havde nok at gøre med at passe Huset og reparere
Tøjet. Et fredeligt og lykkeligt Hjem, og dog et
kæmpende Hjem. Thi Faderens beskedne Indtægter
forslog kun lige til Livets Ophold.
Hun saa tydeligt en Vinteraften Moderen gaa
hen til Faderen, der sad ved sin lille Studerelampe
i et Hjørne af Spisestuen — det var hans Arbejds-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
