- Project Runeberg -  Ned med Vaabnene /
24

(1891) [MARC] Author: Bertha von Suttner
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. 1859

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

24 NED MED VAABNENE.
Det var formeget, jeg troede — jeg skulde bli gal
af Smerte.
„Aa, bliv, Arno, bliv!“ stammede jeg.
„Hr. Premierløjtnant — nu er Klokken strax 7 !“
Endnu et Kys — det allersidste — og han
var væk.
# *

*


Plukke Charpi, læse Aviser og se paa Landkartet,
stikke op Hærens Veje med Knappenaalsfaner, det var
min og mine bekjendtes Beskjæitigelse i de Dage. Man
spiste, drak, sov, læste og arbejdede lidt som ellers,
men det gjaldt ligesom ikke — Telegrammerne fra
Italien var det eneste af virkelig Betydning.
Mine bedste Ojeblikke var naturligvis de Dage, jeg
fik Brev ira Italien. De var korte, at skrive Brev
havde aldrig været hans Sag; men de bragte mig jo
den vidunderlige Efterretning, at han levede uskadt.
Regelmæssig kunde naturligvis ikke Efterretningerne
komme, Postforbindelserne blev ofte afbrudt.
Naar der var gaaet flere Dage hen, uden at jeg
havde hørt fra Arno — med hvilken Angst læste jeg
ikke da Fortegnelsen over de dede.
Første Gang jeg læste denne Liste og ikke fandt
Navnet „Arno Dolzky“, foldede jeg mine Hænder og
takkede Gud ; men mine egne Ord klang med en skur
rende Mislyd i mine Oren. Jeg saa atter igjennem
Listen ; fordi Adolf Schmidt og Kail Møller og mange,
mange andre, bare ikke Arno Dotzky, var døde, derior
takkede jeg Gud. Hvis de, der dirrede af Angst for
Schmidt og Møller, havde læst Navnet Dotzky istedet,
saa var deres Tak steget lige saa brændende mod
Himlen. Hvorfor skulde min Tak være Gud nere vel
behageligere end deres ? Ja, det var Grunden til det
Mishag, jeg følte ved min egen Taksigelse: det var
hovmodigt og anmassende af mig at tro, at Gud af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:45:53 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/vaabnene/0030.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free