Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Fredstid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
45
NED MED VAABNENE.
Kammerater, saa vilde jeg sikkerligen ikke ha talt til
Dem derom. Det er ikke noget sørgeligere end at faa
vide, at vore Kjære har lidt en kvaliuld Død; men det
var ikke Tilfældet her.“
„De letter en Sten fra mit Hjerte! Fortæl!“
~Jeg vil ikke for Dem gjenta de dumme Fraser,
med hvilke man plejer at troste Soldaters Efteriadte.
Jeg forstaar ikke rigtig, hvad man mener, naar man
siger: Han dede som en Helt. Den virkelige Trost
kan jeg gi Dem. Han døde uden at tænke paa Døden.
Han var saa overbevist om, at intet ondt vilde hænde
ham. Vi var meget sammen, og han fortalte mig ofte
om sin Familjelykke, viste mig Billedet af sin skjønne,
unge Hustvu og sit Barn og bad mig besøge sig i sit
Hjera, ~naar Kampagnen var ude“. I Slaget ved Ma
genta stod jeg ved hans Side. Jeg formaar ikke at
skildre Dem Slagets Scener; Mænd med krigersk Sjæl
blir saa grebne ai Krudtdampen og Kuglaregnen, at de
ikke fatter, hvad der foregaar omkring dem. En saadan
Mand var Dotzky! Hans Øjne gnistrede, han var i fuld
Krigsbegejstring. Det kunde jeg, den koldblodige, se.
Da kom en Granat og faldt ned et Par Skridt fra os,
og da Uhyret exploderede, styrtede 10 Mand sammen,
deriblandt Datzky. De ulykkelige udstødte et Jammer
skrig; men Dotzky skreg ikke, han var død. Jeg og
et Par andre Kammerater bøjed.j os ned for at hjælpe,
hvis Hjælp var mulig, men forsent. De var alle døende,
sønderrevet paa det forfærdeligste.
Dotzky aandede ikke. hans Hjerte stod stille, og ud
af hans Side væltede Blodet i saadanne Strømme, at
man ikke behøvede at frygte, at han skulde komme til
sig seiv igjen.“
~Frygte!“ spurgte jeg grædende.
~Ja, ti vi maatte lade dem ligge hjælpeløse paa
Slagmarken. Bag os stormede Kavaleriet frem, og He
’stene tr;impede hen over de døende. Lykkelig den be
vidstløse!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
