Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bund og så gennemsigtig en klarhed i deres indre.
For sådanne virkede mangelen på afslutning i Et
dukkehjem blot som en befrielse, Vildandens indre
uendelighed som en betagende trolddom, Solness’
tårnsymbolik som den deiligste poesi. De elsker i
Ibsen den stadige forskydning og fordobling af
synspunkter, den forfatterens ironi, der på ethvert punkt
slipper læseren ud af hænde, de drages af den næsten
krakilske mistænksomhed, den ufredsstiftende tilintetgørelseslyst,
den altopløsende syre, som er i denne
ånd. For en oprørsvilje som Georg Brandes har
vi set, hvordan lige fra de første samtaler mellem
Skule og baglerbispen Ibsen har betydet »menneskeåndens
revolutionering«. Og for en af de ganske
unge ironikere og mystikere, for Helge Rode, er hans
alderdoms digtning en uudtømmelig brønd af visdom.
Har man ret i at sige, at vi danske er et særlig kritisk
og ironisk folk, så tror jeg også, vi har særlige betingelser
for at forstå og nyde Ibsen fra denne side.
Men så har dernæst til alle tider Ibsen haft sine
måske bedste og mest trofaste læsere blandt alle slags
psykologisk interesserede. En så dyb og sikker sjæleforsker
som Julius Lange var rent ud betagen
af Bygmester Solness og Hilde, en så skarpsindig og
øvet psykolog som H. Høffding var levende optaget
f. eks. af John Gabriel Borkmann. Blandt vore forfattere
er det også psykologerne, som interesseres mest:
J. P. Jacobsen beundrede Ibsen og glædede sig meget
ved at vide Niels Lyhne vurderet af mesteren. En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
