Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hele Tilværelsen eet Fornuftrige - 3. Den moralske Naturs lige Grundvæsen i det hele Verdensalt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det her fremfatte, som blot vil have det oplyst, hvorledes et
altomfattende Fornuftrige kan bestaae med de enstige Væseners
Frihed; dette ville vi forsøge.
Forsaavidt Mennesket tænker, er han fri. Hans Frihed
voxer med hans Tænkning. Uden denne staaer han under den
ubevidste Naturs Love. Aldeles frigjort eller aldeles Naturtræl
er Mennesket aldrig, han svæver mellem begge, kun med høist
ulige Nærmelser til den ene eller til den anden af disse Tilstande.
Den frie Tankevirksomhed er dog kun paa en betinget Maade
unddraget Naturens Love, som jo ere eet med Tilværelseslovene.
Det kunde vel synes, at de enstige Væseners Frihed maatte
stride mod de almindelige Loves Herskab; men dette Skin
forsvinder ved Sagens nærmere Betragtning. Vel er det
aabenbart, at den frie Villie ofte frembringer Handlinger, som
ikke blot i sig selv ere fordømmelige, men ogsaa i de
nærmeste Virkninger stride mod det, som ellers skulde følge af
de almindelige Fornuftlove. Det kunde da synes, at Gud
kunde ved de endelige Væseners Misbrug af deres Villie nødes
til selv at foretage vilkaarlige Handlinger, Handlinger, som maatte
ligge udenfor den evige Fornuftorden; men herved er det at
betænke, at ligesom det Fornuftstridige, der ofte indsniger sig i
Tænkningen, omsider tilintetgjør sig selv, om det end har
vedligeholdt et Sandhedsskin gjennem mange Tidsaldere, saaledes
vil ogsaa det Fornuftstridige i Menneskenes øvrige frie
Virksomhed tilintetgjøre sig selv. Tænkningen maa ifølge sin Natur
virke efter de evige Naturlove, saaat dens ufornuftige Udskeielser
stride imod dens Grundvæsen; heri ligger der allerede en
Stræben til at svække det Ondes Kraft i den Villende selv.
Desuden opfordres han ved hele Tilværelsens Fornuftighed,
med hvilken han staaer i uopløselig Vexelvirkning, til at lade
sine Tanker indordne sig i dens Gang, saa at den frie Villies
Beslutninger med en vis Almindelighed indflettes i det Heles
Fornuftharmonie, uagtet den ikke er selvstændig god; men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
