Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Videnskabsdyrkningen som Religionsudøvelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gud selv. Ligesom Tingene altsaa kun have nogen
Virkelighed, forsaavidt de deeltage i det guddommelige Væsens Kraft,
saaledes have de ogsaa kun ved samme noget virkeligt Godt.
At stræbe efter det Gode, kan derfor ikke være andet, end at
stræbe efter at tilegne sig saa meget som muligt af det
guddommelige Væsen. Den strenge Vibenskab siger os da, hvad
Religionens Ven maatte ønske: at den rette Maade at stræbe
efter det Gode, er en Gudsdyrkelse.
Det er let at see, at vor Sædelære, fra dette Synspunkt
betragtet, forvandler sig til Religion, i det dens høieste
Grundsætning er, at vi med Gud for Øinene skulle stræbe
at vedligeholde saa fuldkomment som muligt det
Guds Billede, vi bære i os.
Det guddommelige Væsens ubetingede Selvstændighed
efterligne vi ved den faste Villie, aldrig at gjøre vort aandelige
Væsen til Middel for noget fremmed Øiemed. Her som
overalt ligger Fornuftens faste Mitpunkt imellem to onde og
ufornuftige Yderligheder: til den ene forfalder Selviskheden,
der behandler sin blotte endelige Særegenhed, som om den var
det sande Selvstændige: i den modsatte befinde sig de Svage,
som med nedrigt Trællesind hengive sig som Middel for Andres
vilkaarlige Øiemed.
Den guddommelige Naturs uendelige skabende Kraft
efterligne vi, skjøndt i vor Svaghed, ved en Virksomhed, der stræber at
sætte Aandens Præg paa Alt, hvad der omgiver os; hvorved
vi da holde os ligesaa langt borte fra en Mennesket vanærende
dorst Uvirksomhed, som fra en hensynsløs eller skadelig
Kraftfortæring.
Det guddommelige Væsens indvortes Harmoni er i sin
selvstændige rolige Beskuelse Fornuft, i sin Virksomhed
Kjærlighed, dog begge væsentligen uadskillelige; Navnet paa
begges fulde Forening er Viisdom i Ordets høieste og mest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
