Lover Gud! — I Barndoms stille
Urtegaard han ført os har,
Ledet til sin Kundskabskilde,
Hvor den strømmer ren og klar.

Lover Gud! — Hvorhen vi træde,
Hver en Blomst, hver Fuglerøst
Gav han Magt til os at glæde,
Saa vi aldrig savne Lyst.

Lover Gud! — Han har os givet
Nøjsomhedens ædle Skat;
Hvo som gjemmer den i Livet,
Lykken aldrig har forladt.

Lover Gud! — Naar Marken blegner,
Naar Naturen har sin Høst,
Naar alt Løv fra Træet signer,
Dvæler Vaaren i vort Bryst.

Lover Gud! — Vi vanke roligt
Ved hans Haand i Verden ud;
Alt omkring os er fortroligt,
Alt er skjønt — vi gaa med Gud!

Ved Lysets svage Lue, bag lukte Vindvesskud,
Sad Trine i sit Kammer og sukkede til Gud
For hendes Mand, som sejled i Storm paa vilden Sø;
Et Aar var gaaet, siden han drog fra Danmarks 0.

Det spæde Nor hun lagde alt i sin egen Seng,
Paa Gulvet var der redt til hendes raske Dreng.
Saa løste hun sit Haar og læste Aftenbøn;
Hult fra det Fjerne hørte man Havets Drøn.

Stormen slog om Gavlen, og Tagsten blæste ned,
I Lyset Høvlespaanen sig krumte bleg og bred.
Men Trine stod for Sengen med et uroligt Sind,
Hun vilde glemme Vejret, i Dynen hyllet ind.

Hun turde ej Lyset slukke: »O Torsten, hvor mon du
Omflakker i Havsnød paa Bølgerne nu?«
Hun syntes høre Skud og de Forlistes Skrig,
I Kamret var der fuldt af Vand og blege Lig.

Da løde Trin; fra Døren sprang Klinken op i Hast,
Ind traadte en Mand med dristigt Øjekast,