Asbjørn løb fra sin Hytte
Alt til den vildeste Ørk,
Hvor Ravnene skreg efter Bytte,
Og Skoven var bællene mørk.
Det var ene og alene, skjøn Ellen,
Fordi det huede ham,
I de øde, afsides Kløfter
At kunne tænke paa dig!

Han løb fra sin Viv, som jamred,
Han løb fra de klynkende Smaa
Derud, hvor Tordenen hamred
I Klippestenene graa.
Det var ene og alene, skjøn Ellen,
Fordi det huede ham,
I Enrum at kunne sukke
Og kunne tænke paa dig!

Han løb paa de saarede Fødder,
Han havde ej Krumme af Brød;
Han aad de beskeste Rødder
Og fristede Livet med Nød.
Det var ene og alene, skjøn Ellen,
Fordi det huede ham
Langt bedre, end dø, at hungre
Og kunne tænke paa dig!

Han følte sig stærk og tapper,
En rejsende Mand blev qvalt,
Med hans sølvspændte Sko og hans Knapper
Var Vinterens Nødtørft betalt.
Det var ene og alene, skjøn Ellen,
Fordi det huede ham
At være Morder, naar bare
Han kunde tænke paa dig!

De kunde ej tæmme ham Kraften,
Hvor det kom an paa at slaas;
Man greb ham en maaneklar Aften,
Henstrakt ved den skummende Fos.
Det var ene og alene, skjøn Ellen,
Fordi det huede ham,
En rolig og lykkelig Time
At kunne tænke paa dig!

Han lagde sit Hoved paa Blokken,
Ingen Naade blev ham forundt.
Alt Bødlen greb ham ved Lokken —
»Holdt,« raabte han, »blot et Secund!«
Det var ene og alene, skjøn Ellen,
Fordi det huede ham
Endnu engang, under Øxen,
At kunne tænke paa dig!

Naturen i vort Nord,
Den du saa tidt besang,                        
Den kan idag ej lønne