Du, som hist i Logen
Imod Marmorguden
Sværmersk læner Nakken
Med Kastanieknuden!

Ingen Dandser ser du,
For hvis hvide, stramme
Silkeklæder tusind
Tændte Lamper flamme.

Ej Parquettets Herrer
Ser du Haaret purre,
Ej i første Rang de
Smaa Blondiner kurre.

Selv ej Prindsen ser du
— Skjøndt han tror det sikkert —
Med de sorte Barter
Og den gyldne Kikkert.

Ja, du hører neppe
Contrabassens Brummen,
Disse Paukers Hvirvel,
Disse Bratschers Summen.

For din Tanke maler
Sig en anden Scene —
O. der gad jeg være!
Du og jeg — alene!

Se, vort lille Taffel spejler
Sig i Floden; se Forellen
Pynter Fadet med sin sidste,
Stive, gratiøse Sprællen!

Se, Tokajervinen gløder
I de tindrende Krystaller
Skjønnere, end selv i sine
Druers duftomflorte Skaller!

Og Orangens søde Skive
I din Purpurmunds Indfatning
Fik for Tabet af sin Guldhud
En guddommelig Erstatning.

Ak, for Tabet af saameget
Vinker os nu Sydens Fjelde,
Vinker os det gamle Kloster,
Vinker os den dunkle Celle.

At ikke jeg forlængst har hængt mig
Om hendes Hals, om hendes Knæ
Og i mit Raseri har vovet —
Ja, hun maa tro, jeg er af Træ.