Karether rulled i Sandet
Foran det snehvide Hus,
Som spejlte sig omvendt i Vandet
Med Trappernes Blomsterkrus.

Nysgjerrig stod jeg paa Flisen,
Hvor Skyggen af Skyerne løb,
Hvor spraglet, under Markisen,
Paa Ruden en Kaalorm krøb.

Jeg fulgte Ormens Exempel,
Jeg gjennem Ruderne saa
Ind i det duftende Tempel,
Som Himmelhvælvingen blaa.

Der saa jeg dig selv, indsovet —
Kun sagte Aande du drog —
Og om det drømmende Hoved
Dine egne Arme du slog.

Der saa jeg dig selv, indsovet
Paa Sophahyndernes Pragt —
Højt over det drømmende Hoved
De blændende Arme lagt.

Med Hænderne paa Ryggen
Og Næsen sat i Skyen
Belærte mig en Herre
I — dog du kjender Byen,

At der maa altid gives
Et vist Slags Folk, som byde,
Og derfor ogsaa altid
Et andet Slags, som lyde;

At hines vanskelige
Forretning er at herske,
Og disses derimod blot
Det simplere at tærske.

Det var hos hine derfor
En medfødt Ret at straale,
Saavel som hos de andre
En medfødt Tvang at taale.

Det nytted ej at blæse
Friheds- og Ligheds-Luren,
Det var nu engang saadan
Indrettet af Naturen.

Man kunde føle Fryd ved
At trælle og at trænge,
Saavel som ved at jage
Og tælle sine Penge.

Man havde meget godt af
Som Supplikant at bukke;
Set fra det fromme Standpunkt,
Endogsaa af at sukke.

Der var en egen Vellyst,
Som ej man burde laste,
I at subordinere
Sig selv og underkaste.

Kort sagt, man maatte tilstaa,
Et vist koldsindigt Væsen,
Et fornemt Kast med Hovdet,
Et nobelt Snit paa Næsen