Jeg vidste dengang ikke,
Men lærte det for silde,
At du er streng som hine
Rødttattoverte Vilde,

Om hvilke jeg har læst, at
Et Steds — Gud ved, hvor Øen
Coralbygt netop spejler
Sin Palmebusk i Søen —

Er det en Lov, at den, som
I Andres Skygge træder
Og navnlig i en Dames,
Anses for en Forræder,

Der har sit Liv forvirket
Og, skal han Naade have,
Dog i det mindste bøder
Sin Levetid som Slave.

Velan, jeg er din Slave;
Det kan ej andet være.
Men stærk maa Bojen laves,
Som denne Hals skal bære.

Du finder, skal jeg længe
I Fangenskabet sukke,
Tro mig, i dine Arme
Kun et forsvarligt Lukke.

Du siger, at paa Bænken,
Vendt imod Solen Ryggen,
Sad du forleden Aften
Ensom i Lindeskyggen.

Og paa den dybe Himmel,
Hvis Blaat begyndte graane,
Saa man den blege Runddel
Af Nattens fulde Maane.

Og for den store Ugle,
Der sad just i Alleen,
Som du alene, læste
Du højt i Odysseen.

Du læste længe om den
Blaaøjede Athene,
Og Fuglen sad som naglet
Til Lindetræets Grene.

Du siger, du blev bange
Tilsidst, da i det Dunkle
Dens gule Blik begyndte
At dreje sig og funkle.

Du løb. — Jeg ser den stirre,
Den lykkelige Ugle,
Og jeg forstaar, hvorfor nu
Den skyer de andre Fugle;

Hvorfor saa stum den sidder,
Mens alle Stjerner tindre,
Med Næbet imod Brystet;
Dens Lyst er at erindre.