Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
F angevogteren.
Væk med alt det Græs af Muren!
Skynd jer noget, een, to, tre! —
Gamle Skurk, ej mer Naturen,
Sten og Stænger skal du se.
Den 29de April 1835.
Der er en Sjæl i denne Albu.
Der er en Sjæl i denne Albu,
Gudindekraft i dette Ivnæ,
Selv Trykket af din lille Finger
Kan skabe Digtere af Fæ.
t
Kort sagt, der er i dine Lemmers
Bevægelige Harmoni —
1 hver din Stilling er en Verden
Af Billedkonst og Poesi.
Men ogsaa som paa Billedstøtten
Og paa et yndigt, Maleri
Er Læberne bestandig stumme —
O gjør dem dog lidt mere fri!
Der kunde komme fra din Læbe
Et Ord — et Ja — en Vellyd blot,
Der overgaar alt hvad i Verden
Poeter kalde skjønt og godt.
Maj 1835.
Det var den høje, hede Dag.
Det var den høje, hede Dag.
Jeg vandred i en Ørk; som Vand,
Der krølles af et Aareslag,
Løb rislende omkring min Fod
Det letbevægelige Flyvesand.
Kun hist og her en Palme lod
I det uendelige Blaa
Sin Fjerbusk vaje. Søvnig saa
Jeg Caravanen drage hen;
Forbrændt af Solen, blændet, sløv,
Hensank jeg i det varme Støv.
Umulig jeg beskrive ved
Det Øde og den Kjedsomhed,
Jeg følte, nær ved at forgaa
Som et halvvissent Straa.
Jeg vilde rejse mig, men sank igjen,
Besindelsen svandt næsten bort:
Da i det samme jeg fornam som noget
Haardt
Ved Siden af mig, som en lille Stump
I Sandets Dynge — greb og fandt en
graahvid Klump.
Jeg løfted den. En Skorpe sprød,
Som under mine Hænders Tryk
I fine, løse Sandskorn flød,
Gav efter, viste mig et Ben,
En Hofte, nydelig, skjøndt Sten,
Og alabasterbleg en Ryg
Med — hvad jeg højstforundret saa —
To sammenlagte Vinger paa,
To lange, fine, spæde, smaa.
Og da jeg pusted Sandet væk,
Som skjulte Nakken, skued ret
Omridsene af Hovedet,
De sælsomklare Ansigtstræk —
Mit Hjerte slog. Vel var det Sten,
En Barneskabning; men saa ren,
Saa levende har ingen Haand
Af Marmor mejslet Skjønhed ud.
Det var et Liv, det var en Aand,
Som gjennemtrængtes her af Sten.
En pludselig Idé jeg fik,
Det var mig tydeligt, som sagt,
Det faldt som Skjæl fra mine Blik:
Det var ej Sten, ved Konstens Bliv
Vakt til et koldt, udvortes Liv —
Nej, nej! det er en Petrefact,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
