Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Foran det fyrstelige Sæde
Stod Skaalen, fyldt med Aprikoser,
En Krukke med Bjergkildens Væde,
Og rundtom dufted Irans Roser.
En Slave vifted fra hans Pande
Guldvingede Inseeters Sværme,
En anden stænked Ambra-Vande,
For Solen holdt en Tredie Skjerme.
Han bladed i Ferdusis Skrifter,
Nær var han slumret ind omsider —
Dog pludselig han Farve skifter,
Og Haanden hen mod Dolken glider.
»Hvad«, raaber han, »hvad ser mit Øje?
En ukjendt Skabning hid sig vover?
Mon foran Slottets gyldne Fløje
Min kongelige Livvagt sover?
Dog, nærm dig kun! Jeg ser, du vender
Dig logrende imod din Herre:
Armodens Blik i dig jeg kj ender
Og vil dig ej Adgangen spærre.«
En fattig Mand, pjaltet og støvet,
Faldt ham til Fode med sin Klage
Og bad om Hjelp, som han behøved,
Den Forurettede og Svage.
»Af dine Hoffolk,« lød hans Stemme,
»O store Hersker! maa du vide,
Indfinder sig hos mig derhjemme
En ung Person ved Nattetide.
Mig kaster han med Haan paa Døren :
Min Kone, skjøn som Maanens Straale,
Ej finder Tid at undfly, førend
Hun maa hans Kys og Favntag taale.
Hans Navn jeg ikke ved og kjender;
Men han er smuk, kostbare Ringe
Har han i Øren og paa Hænder,
Hans Skjæg er sort som Ravnens Vinge.
Jeg gyser i min lave Hytte,
Naar Mørket falder paa mod Aften —
Hvo skal mig Svageste beskytte?
Kun du, o Mægtige! har Kraften.
Jeg tør ham ikke efterstræbe;
Til Daggry i mit Hus han bliver,
Imens jeg bider i min Læbe
Og Haaret af mit Hoved river.
0 Hersker! er det med dit Minde,
At slig en Gjerning mod mig øves,
Og maa din Billighed ej finde,
At Tugt og Revselse behøves?«
»Gak bort,« bød Sultan Mahmuds
Stemme,
»Gak bort og lad mig atter vide,
Naar han indfinder sig derhjemme,
Forstyrreren ved Nattetide!«
Som ham befalet, bringer snarlig
Den Arme Budskab. Kongen svøber
Sig i sin Kaabe, skrider varlig
Forbi sin Vagt, der ej ham røber.
Alene vandre de til Huset
De lange Gader, krumme Veje,
Igjennem Dyndet, over Gruset,
Til Arbejdsmandens usle Eje.
»Træd varsomt, Konge, gjennem
Døren!
Den er saa lav. Her er mit Kammer;
Det var saa lunt, saa roligt, førend —«
»Ti«, byder Kongen, »med din
Jammer !
Se dette dragne Sværd! det plejer
At gjøre Fyldest, hvor det kommer;
Lad ham ej glæde sig ved Sejr,
1 Natten nærmer sig hans Dommer!«
En Lampe brændte kun — den
slukker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
