Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Prolog
til en dramatisk Forestilling til Bedste
for de vandlidte Jyder.
Vort Hjem er paa den lave 0,
Ombeltet højt af Sund og Sø;
Vi bygge nær ved Havets Rand,
Hvor i den fredelige Strand
Sig spejler Bonden med sin Plov.
Og Mark og Enge, Lund og Skov.
Vi glædes ved det skjønne Blaa,
Hvor Skibene i Bølgen gaa;
Vi fiske langs den grønne Kyst
Og drage Voddet op med Lyst;
Vi elske* Havet, hvor saa frit
Sig Blikket strækker milevidt;
Vi prise, som en Skjald har sagt,
De Danskes Vej til Ros og Magt.
Om ogsaa høres Dybets Brum,
Og Stranden rejser sig med Skum;
Og Nattestorme buldre hen —
Uvejret, ved vi, tager af. igjen;
Vi hilse Morgensolen fro,
Vi lægge os saa trygt til Ro.
Men tænk! om Havet —■ mod sin
Agt
Drevet af fjerne Strømmes Magt
Og af Orkanens Svøbeslag,
Af Drivis fuldt og knuste Vrag,
Brød ind — brød over os — og brat
Ombrused os med Dødens Nat,
Opstødte Gulvet i vort Kammer,
Udslukked Arnens gjæstfrie Flammer,
Tilintetgjorde Markens Grøde
Og lagde Gaard og Hus og Alting
øde —
Ak, at vi aldrig Sligt opleve!
Men vore Brødre, ved vi, bleve
Nys Ofre for det vilde Vand,
Der brød med Rædsel over Jyllands
Strand.
Husvilde, hjelpeløse, uden Eje
Maa de nu vandre Armods tunge Veje,
Paa deres ødelagte Marker fryse
Og for en mørk, forstyrret Fremtid
gyse.
Et Haab, et eneste, er kun tilbage:
At man vil ynkes over deres Nød og
Klage.
Tak derfor, alle I, som her
Fra Lollands Egne, fjern og nær,
Med villig Haand, af knapt Erhverv,
Har bragt medlidende sin Skjærv,
Har følt, at i den store Nød
En Landsmand deler rask sit Brød
Og giver hen hvad han formaar,
At lindre sine Brødres Kaar.
Og Tak især, I ædle Danneqvinder,
Som følte, at hvor Taaren rinder,
Der maa den fine, bløde Haand erindre
Sin gamle Skik, at læge og at lindre,
Der maa den ej i Skjødet hvile,
Men fuld af Virksomhed og Ømhed ile
_ Som dobbelt yndig, dobbelt stærk —
At øve Gavmildhedens Værk.
— Tiltakke tag da ogsaa med et Spil,
En Leg, hvormed vi gjerne bidrog til,
At Gaven, der saa villigen blev bragt
Og paa Veldædighedens Alter lagt,
Foruden Hjertets indre Løn,
Der er saa stor, saa himmelsk og saa
skjøn,
Kan bringe eder alle — ak, tilgiv!
En ubetydelig, en ringe
Aften-Tidsfordriv.
1839.
Patriotisk Elegie.
Der var en Tid, mit Fædreland
Var rigt paa Ros og Hæder —
Nu er det Tid, da hver en Mand
Fast af Forsagthed græder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
