Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Er Konst naturligvis ej udelukket,
Saalidt som Konstneren, men begge to
Ivjærkomne Gjæster — og blandt
smukke Formaal
Medfølelse et af de skjønneste.
Nu traf det sig netop, en Konstner,
ung,
Men færdig paa sit Instrument — som
De
Vil faa at høre -— sidder fast i Isen,
I\an ikke naa sit kjøbenhavnske Hjem,
Sin unge Hustru, sine vakre Børn,
Men drives ubarmhjertig nok tilbage
Til Odins gamle Stad, berøvet Hjelp,
Berøvet Virksomhed. Alt, hvad han har,
Er hans Talent og Konstens Vaaben-
mærke:
»Ein leerer Beutel im blauen Felde!«
Hvad ønskeligere Motiv for os
Til Sammenkomst, til venligt
Stævnemøde?
Gjensidigt ydes vore Præstationer;
Han: Bidrag til vor
Aftenunderholdning,
Og vi: vort Bidrag til hans
Vinterrejse.
Dermed er Alle tjent — og Konstens
Musa,
Der skjuler sig i Aften, halv undseelig,
M aaske engang vil skjænke os sit Blik
Fuldt af Erkjendtlighed og Velbehag!
Februar 1850.
Naar jeg i Enrum færdes.
Naar jeg i Enrum færdes,
Med stille Grublen vanker —
Da er min Sjæl lysvaagen,
Da sværme mine Tanker.
Fordoblet min Bevidsthed
Det smukke Virvar maaler,
Som det Uendelige
Omkring min Pande straaler.
I Skjønheds underfulde
Mysterier bevandret,
Har jeg dit Væsen hos mig.
Frigjort, men ej forandret.
Let flagrer Psychevingen
Paa dine Skulderblade,
Og dine Lokker slynges
Udødelige, glade.
Du tager mig ved Haanden,
Som Dantes Beatrice,
Og vil mig Himlens Engle
Og Saligheden vise.
Kun naar en Ven mig møder
Og, som han tror, opliver —.
Og naar jeg Selskabskredsen,
Som man ha:r sagt, henriver —
Saa er det, som om Livet
Fordulgt tilbagestrømmer;
Det saakaldt Virkelige,
Det tror jeg at jeg drømmer.
Det vexler og forsvinder,
Det hyller sig i Taager —
Da er det, Sjælen blunder,
Og Legemet kun vaager.
Den 26de April 1850.
Mortensaften.
Det Gamle vil vi ej forsmaa,
Fordi det Nye Plads vi give,
Det Gamle nemlig og det Graa,
Som ved at holde sig i Live,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
