Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ved Dandsen siden var det mig,
Han valgte sig igjen;
Jeg hørte den forførende.
Den hulde Røst igjen;
Han forte mig til Siden hen
Og hvisked med et Suk,
At aldrig, aldrig saa han før
En. som han fandt saa smuk.
0, hvorfor sagde han dog det?
Han smigred sagtens — men
Hvergang han gik, hvor længtes jeg
At høre ham igjen!
Mig undred, at hvert Selskab blev
Mig til en tom Allarm,
At Vejen kjeded mig, naar ej
Jeg gik den ved hans Arm.
Ak, jeg har g jættet Grunden nu!
Hvi mon jeg nødig kom
Til mine Søstres Samlingsplads,
Men helst gik ene om?
Hvi krøllede jeg vel mit Haar?
Hvad gjorde, at jeg glad
Paa det studerte, han fandt smukt?
Hvad — uden Elskov? hvad?
0, kjende Verden, Mænd især,
Det har jeg lært for sent!
Jeg troede, hvert et Smil var sandt,
Hvert Ord alvorligt ment.
Han talte om sin Kjærlighed —
Jeg det for Sandhed tog
Og drømte ikke om, hvor tidt
Hans Røst alt før bedrog.
Han smiler til en Anden nu
Og siger hende alt
Det Søde, ak! som fordums Tid
Jeg troede mig kun gjaldt.
0, hun er ogsaa meget smuk!
Jeg dadler ej hans Smag
Og tvivler ej, hun vindes let
Ved et saa sødt Bedrag.
Thomas Haynes Bayly.
Kj ærlighed i Ord og Gjerning.
0. ej den Elskovsed, du svor,
Kan lindre al min Nød,
Vis mig i Gjerningen dit Ord,
Hvis du ej vil min Død!
Forgjæves du befaler Ro
Og Stilhed i mit Bryst;
Gjenkjærlighed, det maa du tro,
Kun skatfer Fred og Trøst.
Og kan jeg ej dit Hjerte faa,
Er det ej dit — tilgiv!
Min Elskov kan, vil ej forgaa,
Men vel mit arme Liv.
Aphra Behn.
Fordømte Vaar!
Fra Vindvet saa jeg hen til hendes,
Saa længe Vinteren vared nys;
Vi elskede uden at kj endes,
I Luften krydsedes vore Kys.
Igjennem disse Qviste glade
Vi stirred til hinanden hen;
Men du gjengiver Træet Blade —
Fordømte Vaar! er du alt der igjen?
Nu dine Skygger for mig skjule
Den Lysets Engel, huld og blid,
Som jeg har set til sultne Fugle
At kafete Korn ved Juletid.
Hun kaldte dem, og deres Hoppen
Var Elskovsvinket for en Ven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
