Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skynd dig Vingen, Ørn, at strække
Over hine Bjerges Række
Med et evigt Snelag paa!
I, hvis spæde Struber fylde
Markerne, som Ax forgylde,
Med Canzoner, der fortrylle.
Op i Luften, Lærker smaa!
Spejd fra Bjerget og fra Byen,
Spejd fra Egens Top og Skyen,
Stir mod Horizontens Rand —
Ser I ingen Støvsky fyge,
Ser I ingen Hjelmbusk stryge,
Ingen Hest, hvis Flanker ryge.
Strakt mod Hjemmet med min Mand?
Victor Hugo.
Slangestumperne.
Jeg drømmer vaagen Dag og Nat, med
Feberglød,
Forgjæves stiger Sukket;
Min Albaide har alt længst i Gravens
Skjød
De brune Øjne lukket.
Hun var kun femten Aar, mig tro, mit
Liv, min Lyst,
En Blomst, en smækker Stængel;
Naar Armene hun korsed paa sit nøgne
Bryst,
Hun lignede en Engel.
En Dag jeg vandred om i Tanker, hvor
en skjøn
Havbugt med Siv sig fletter,
Og saa paa Sandet der en Slange, gul og
grøn,
Spraglet med sorte Pletter.
Af Øxen vel i tyve Stumper skilt, laa
den
Levende sonderhugget,
Og Havets hvide Bølgeskum, som drev
derhen,
Rødt sig tilbagevugged.
De smukke Ringe alle sig i Sandet
skjød,
Vred sig og krymped sammen,
Og Blodet farved mere brændende og
rød
Langs Nakken Purpurkammen.
De skilte Stumper med en Dødens Higen,
som
Anstrengelsen snart dræber,
Krøb og hinanden skjælvende i Møde
kom.
Som til et Kys to Læber.
Og da med Ynk jeg skued paa den
dræbte Krop,
En Ynk, som Ingen svigter,
Slog Hovdet med de tusind Tænder Øjet
op
Og sagde til mig: »Digter!
Ynk mest dig selv! Dig Saaret man
for-giftigst gav.
Dig mødte grusomst Hugget;
Din Albaide har alt i sin Grav
De brune Øjne lukket.
Din unge Stræben segned ogsaa brat;
Dit Liv og dine Tanker
Omkring et Minde nu, en kold, begravet
Skat,
Adskilte, syge vanker.
Din Aand, hvis Ungdomsmod dig hæved
højt og smukt,
Der, lig en Sommersvale,
Snart tog i Skyerne sin kjække Vinge-
flugt,
Snart strøg de dybe Dale —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
