0, hvis jeg var en Tømmermand,
Jeg bygged en rummelig Skranke
Og tog et Stykke Kridt i Hand
Og skrev paa Indgangens Planke:
        Enten, eller!

I, som vil kjæmpe Tidens Dyst,
Herfrem, I Riddere alle!
Tal det ud med tydelig Røst:
For hvilken Sag vil I stride og falde?
        Enten, eller!

For Fyrstens Magt eller Folkets Vel?
For Aandens Sol eller Præstepraasen?
Republikaner eller Træl?
Ja eller nej, kun ingen Vaasen!
        Enten, eller!

Rustningen være sort eller hvid,
Til Venstre I, til Højre disse —
Dødsfjender kun tør træde hid,
Kampen er Liv og Død tilvisse.
        Enten, eller!

I Herrer Ifald, Dersom, Naar,
Betingelsesvis og Paa en Maade!
Her hedder det: helt med Hud og Haar,
Vi ville for Pladsen alene raade.
        Enten, eller!

Bliv ude, I os forstyrre vil,
I Abekatte med Halvpartsmening!
Morer det jer, saa se kun til;
T danne Tilskuerpladsens Forening.
        Enten, eller!

Og naar den Sidste med kløvet Skal,
Der eller her, bløder af Skrammen,
Saa ved I, hvem I følge skal,
Vi gjør det af for hele Krammen.
        Enten, eller!

Men jeg er ingen Tømmermand,
Jeg kan ej nogen Skranke bygge,
Jeg lader det gaa, som gaa det kan,
Tilsidst maa det dog fremad rykke:
        Enten, eller!

I To, som kom
Skyldfri fra Himlens Luft, I Glade!
Hvad kan I bede om,
Hvad Synd skal eder Gud forlade?

Hvad drev jer vel
Fra Himmelrummets Glands at flygte?
Kan eders rene Sjæl
Den Gud, I ej fortørned, frygte?

I ved ej af
Den Brøde, vi maa sukke over;
I kjende ej til Straf,
I To fra Dybet ovenover.

Den Lod traf jer
At synge frit hvad Brystet evned,
Og Himmelloftet nær
At qvidre hen et Lovsangslevnet.

Hæv jer fra Jord
Højt over Landet, over Vandet;
Deroppe syng i Chor
I Hvælvingen, af Haand ej dannet!

Men vil I smukt
Med os en Andagtstime øve:
Lær mig den rene Flugt,
Giv mig en høj Begejstrings Prøve!

0, kunde jeg
Med udstrakt Vinge over Vrimlen