231 (Aarestrups samlede digte)

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Vi ere Syv af William Worthworth - Mønstringen ved Midnat af J. Ch. v. Zeditz

scanned image

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Den lille Pige svarte mig:
»Syv Sødskende er vi;
Paa Kirkegaarden ligge To,
Der hvor du gik forbi.« —
»Hast ej saameget, lille Glut!
Snart kan du springe hjem.
Naar To er lagt i sorten Muld,
Saa er I jo kun Fem.« —
»De grønne Grave kan du se,«
Gav Pigen mig til Svar;
»Tolv Skridt vel fra min Moders Dør
Jevnsidos Plads de har.
Min Strømpe der jeg strikker tidt,
Mit Lin jeg sømmer der
Og sidder ned og synger for dem
Under de grønne Træer.
Og, Herre! mangen Aftenstund,
Naar Solen er saa rød,
Ta’r jeg min lille Spølkum med
Og spiser der min Grød.
Først døde lille Elsebeth,
Hun sukkede saa haardt,
Til Gud gjorde hende Pinen kort,
Saa gik lille Elsbeth bort.
Paa Kirkegaarden blev hun lagt,
Og rundt om Graven — ej!
Der leged hele Sommeren
Min Broder Hans og jeg.
Og dengang Sneen kom, og man
Paa Isen kunde glide,
Blev Broder Hans nødt til at gaa;
Han ligger ved hendes Side.« —
»Naar To er borte, hvor mange Rest?
Sig det, men ikke lyv!«
Den lille Pige svarte blot:
»O Herre! vi er Syv.« —
»To af dem er jo døde, Glut!
Og deres Sjæl i Himlen.«
Men det var spildte Ord, for hun
Blev fast ved Sit og sagde kun
Som før: »Nej, vi er Syv!«

William Wordsworth.

Mønstringen ved Midnat.

Tambouren staar af Graven,
Naar Midnatstimen kommer,
Og slaar sin dybe Hvirvel,
Gaar op og ned og trommer.

De kjødløse Dødningarme
Med Trommestokkene klirre;
Tappenstreg og Reveille
Slaar han, saa Ruderne dirre.

Den Tromme klinger sælsomt,
Den dundrer ham om Skuldren,
Saa de gamle, døde Soldater
Vaagne ved dens Buldren.

De, som det høje Norden
Dybt under Isen strækker;
De, som Italiens Muldjord
For lummerhedt bedækker;

Og de, som Nildyndet skjuler
Og Sand paa Arabersletten,
De stige af deres Grave
Og lede om Bajonetten.

Og ved den tolvte Time
Trompeteren sig hæver
Og stiger til Hest og blæser,
Saa hele Byen bæver.

Da komme paa luftige Heste
De døde Rytterskarer,

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Project Runeberg, Sat Dec 9 01:01:45 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/aarestrups/0235.html

		Aarestrups samlede digte / 231 (1913) Author: Emil Aarestrup With: Otto Borchsenius Table of Contents / Innehåll \| << Previous \| Next >>
	Project Runeberg \| Catalog \| Recent Changes \| Donate \| Comments? \|