Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 35-36 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Sø, gjorde ikke Hs. britiske Majestæt og hans Ministre
mildere sindet imod hans amerikanske Undersaatter.
Tværtimod, ikke blot gjorde de hans Planer til intet,
men de bidrog til, at en udmærket britisk Indretning
snart kom paa Afgrundens Rand. Det Ostindiske
Kompagni i London befandt sig i stadig Tilbagegang, og
dets Bestyrelse regnede ud, at det kunde Kompagniet
takke Amerikanerne for. Thi Kompagniets kostbare Te
dyngedes op i Pakhusene, da Indførslen til
Amerika i Virkeligheden var stoppet, og det var det
samme som betydelige Indtægtstab, saa betydelige, at
Kompagniet snart maatte gaa fallit.

Da kom Georg III Kompagniet til Hjælp med en
fiks Idé. Lad os indrette det saaledes, sagde han,
at Amerikanerne kan faa Kompagniets Te billigere
end den, de smugler ind fra Holland og andre Steder.
Vi sætter Kompagniet i Stand til at sælge den billigt
ved at godtgøre det Tolden, naar det udfører sin
Te fra England til Amerika. Derved vil Teen blive
saa billig, at Regeringen kan lægge en Indførselstold
af 3 d. (3 Pence er lig 23 Øre) paa Pundet. Paa den
Maade bliver alle glade, Amerikanerne faar deres Te
billigere, end de er vant til, Kompagniet faar sin Te
solgt, Regeringen faar sine 3 d. pr. Pund, og —
hvad der er det vigtigste af det hele — den opnaar
praktisk Amerikanernes Anerkendelse af Regeringens
Ret til at paalægge dem indirekte Afgifter. Naar
Principet først var anerkendt, skulde de nok
bagefter faa Lov at spytte i Bøssen.

Kongens geniale Opfindelse var altsaa i
Virkeligheden kun et plumpt Forsøg paa ved pekuniær
Fordel at lokke Amerikanerne til at opgive deres
nedarvede Rettigheder, deres Frihed og Selvstændighed.
Selv den ellers saa føjelige Lord North fandt, at det
ikke var rigtig fin Politik; men, sagde han, det kan
ikke nytte at sige noget derimod. Kongen vil have
det saaledes.

Underretningen om Regeringens nye Planer naaede
i Løbet af Eftersommeren ud til Amerika, samtidig
med Meddelelsen om, at flere Skibe, ladede med Te,
vilde afgaa fra England, saaledes at de kunde naa
de fire Hovedpladser: Boston, New York,
Philadelphia og Charleston inden Aarets Udgang. Og paa
samme Tid kom der officiel Udnævnelse til en Del
Agenter i de nævnte Havnebyer, som skulde
modtage Teen.

Fig. 27. Gengivelse af Th. Jeffersons Udkast til Uafhængighedserklæringen.

Men Amerikanerne lod sig ikke narre. De havde
en medfødt fin Næse for alt, hvad der lugtede af
den kongelige Enevælde, og de vidste, hvad der
plejer at ske, naar man giver en vis Mand blot en
Finger. De besluttede alle som én ikke at række
Kong Georg saa meget som en Finger. Den Frihed,
deres Forfædre med Opofrelse af deres gamle Hus
og Hjem havde fundet og forsvaret i den nye
Verden, skulde de vide at bevare. Kongen skulde faa
mærke, at han havde at gøre med frie Mænd og
ikke med Slaver.

Den Høflighed, Besindighed og Ro, som havde
udmærket deres hele Optræden, og som staar i den
stærkeste Modsætning til Regeringens overmodige og
udfordrende Tone, gør sig gældende ogsaa her. Man
enedes straks om kun at gaa frem ad lovlig Vej, og
paa et stort Møde i Philadelphia blev det vedtaget,
at enhver, som lossede eller modtog den ventede
Te, vilde blive betragtet som Landsforræder.
Samtidig opfordrede Forsamlingen alle Kompagniets
Agenter til at frasige sig deres Hverv — hvorved man
vilde opnaa, at der ikke fandtes en eneste Modtager,
saa at Teen ikke kunde losses op — og forestillede
dem, hvad Følgen kunde blive, om de ikke gjorde
det. I tre af Byerne rettede disse Mænd sig efter
Folkestemningen, men i Boston sagde de nej. Her
vilde altsaa Slaget komme til at staa. Thi Amerikanerne
vilde ikke have Kong Georgs Te ind i deres Land.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>