Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 41-42 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

det hele var ingen Ting. Med fire Regimenter skulde
han hurtig faa Bugt med alle Banditerne. »De er
kun rasende Løver, saa længe vi er saa fromme
som Lam. Men tager vi lidt alvorligt paa dem,
skal vi ret snart faa at se, hvor medgørlige
de er«. Og Lord North tog alvorligt fat. Paa
hans Forslag vedtog Parlamentet den saakaldte
Bostoner-Havneplakat, hvorved Havnen i den
oprørske By skulde spærres, indtil denne havde erstattet
Ostindisk Kompagni dets Tab — Teen havde en
Værdi af 18,000 Pd. Sterling (c. 324,000 Kroner) —
og tilkendegivet Kongen, at den herefter vilde være
artig og lydig. Derefter vedtoges den saakaldte
»Regulerings-Akt«, ved hvilken Koloniens Frihedsbrev blev
kendt dødt og magtesløst og dens frie Selvstyre
tilintetgjort. Koloniens 28 Senatsmedlemmer, som
tidligere var blevet valgt af Forsamlingen, skulde
herefter vælges af Kronen, og de gamle Borgermøder
blev forbudte. Al Magt blev lagt i Guvernørens Haand;
han indsatte og afsatte alle Embedsmænd, og
Regeringen blev forlagt til Byen Salem. Enhver
Embedsmand, Skatteopkræver eller Soldat, som blev anklaget
for Mord, skulde dømmes i England, — hvilket
gjorde alle disse Mennesker mindre nøjeregnende
med Brug af Vaaben, — Bostons Indkvarteringsfrihed
blev ophævet, en Bestemmelse, som ogsaa gjaldt alle
andre Byer i Kolonien, og endelig blev Massachusetts
Grænser forandrede.

Fig. 33. Lord Cornwallis. Efter Maleri af Copley i Guildhall i London.

Alle disse strenge Forholdsregler, som skulde
træde i Kraft den 1ste Juni 1774, gik ikke igennem
uden Modstand i Parlamentet. Ingen Englænder,
erklærede Fox, har nogen Sinde levet under et
saadant Despoti som det, Regeringen her opretter. Den
eneste Maade, hvorpaa fredelige Forhold kan
genoprettes, er at ophæve Te-Tolden uden Betingelser.
Burke paaviste, at Regeringens Politik kun vilde
bringe Ulykker og Fortræd, selv om det lykkedes
Ministrene at føre den igennem, og Oppositionen sagde
Regeringen mange Ubehageligheder. Selv i Overhuset
faldt der skarpe Ord. En saadan Myndighed, sagde
Lord Rockingham, som Regeringen lægger i
Guvernørens Haand, har England aldrig turdet betro nogen
Konge. Det er stridende mod Forfatningen. »Jeg
haaber og ønsker af mit hele Hjerte,« udbrød
Hertugen af Richmond, »at Amerikanerne vil gøre
Modstand og banke de Tropper af, som Regeringen
sender dem paa Halsen.« Paa alt havde Lord North
kun ét Svar: at ophæve Te-Tolden vilde være et
Tegn paa Frygt.

Og det vilde være at gaa Englands Ære for nær.
Saa hellere føje ny Uret til den gamle.

Dette troede man i England saa meget lettere at
kunne gøre, som man var overbevist om, at
Amerikanerne ikke vilde kunne staa sig mod øvede Tropper.
Og tillige stolede man paa, at Massachusetts vilde
blive ladt i Stikken af de andre Kolonier, saa snart
det gjaldt. Her gjorde Regeringen nærmest Regning
paa Kolonien New York, hvis meget blandede,
højkirkelige Befolkning stod skarpt over for Puritanerne
i Ny-England (se Sp. 3), og som ved forskellige
administrative og kommercielle Forhold var langt mere
knyttet til de herskende Krese i England end de
nordlige Kolonier, som med saa stor Nidkærhed
vaagede over deres Rettigheder. Kvækerne i
Pennsylvania og New Jersey var naturligvis imod enhver
Bevægelse, der kunde lede til Blodsudgydelse, og
Hutchinson og Gage troede med god Grund at kunne
forsikre Regeringen, at den ikke behøvede at frygte
noget Sammenhold mellem Kolonierne.

Men allerede Modtagelsen af Nyheden om
Bostoner-Havneplakaten (Maj 1774) viste, at disse to Mænd
ikke kendte Forholdene til Bunds. Den 1ste Juni
var en Sorgens Dag i alle Kolonierne, og paa et
Opraab fra et Borgermøde i Boston om Hjælp og
Samvirken lød der fra saa godt som alle Kolonierne det
enstemmige Svar, »at de betragtede Boston som
lidende for den fælles Sag.« Alle Vegne fra, selv
fra det fjerne Syd Carolina, blev der sendt Proviant
til den truede By. Om at rette sig efter Regeringens
Forlangende og erstatte Ostindisk Kompagni den
ødelagte Te, var der ikke Tale, og Boston maatte
belave sig paa at blive sat i Belejringstilstand. »Skulde
det vise sig at være nødvendigt,« skrev Washington,
»vil jeg paa egen Bekostning stille et Tusind Mand
paa Benene og i Spidsen for dem befri Boston.«

Da Reguleringsakten i August 1774 og med den
Ophævelsen af Massachusetts Frihedsbrev var bleven
bekendt i Kolonierne, stod det klart for alle, at
Afgørelsen nærmede sig. Men Rejsningens Ledere i
Boston forstod at holde sig selv og Folkemasserne
paa Lovens Grund. Imod Regeringens Overgreb
satte de den mest gennemførte Modstand. De paa
ulovlig Maade valgte Dommere og Raadsherrer rundt
omkring i Byerne fandt det raadeligst at efterkomme
Befolkningens Opfordringer til dem om at nedlægge deres
Embeder. Et Sted var en Degn bleven valgt til
Raadsherre. Da han begyndte at synge for i Kirken, var
der ikke én af Menigheden, der sang med, og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>