Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- I. Den Nordamerikanske frihedskrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vuggede i Maanens Skin. Et højt Punkt ragede inde
i Byen op over Husenes mørke Masser; det var
Kirketaarnet ved Nord-Kirken; paa det stirrede han
ufravendt, thi der skulde Signalet vises. Da saas
pludselig en Lygte højt deroppe — det betød, at
Soldaterne gik ad Landvejen. Poul Revere svang sig i
Sadlen og stirrede, foroverbøjet, mod Taarnet — en
Lygte til, altsaa gik de over Floden! Han satte
Sporerne i Siden, gav Hesten Tøjlen og jog af Sted:
Med drønende Hovslag over Mark, gennem Skov
Jager han frem, forbi Gaard, forbi Hus,
En Skygge i Maan’skin, i Mørket et Sus,
Mens Gnister flyver fra Gangerens Hov.
Det var alt! Og dog over Vej, over Bro
Red hele Nationens Skæbne hin Nat.
Gnisten, som Hesten slog med sin Sko,
Tændte Landet i Brand med sin Flamme.
(Longfellow: Poul Reveres Ridt.)
Lidt over Midnat standsede han sin skummende
Hest uden for Præstens Hus, hvor de to Mænd boede,
sikkert bevogtede af otte Minutmænd. »De kommer,«
raabte han her, som han havde raabt det i hver
Landsby, han var kommet igennem, »de kommer!«
 |
Fig. 38. Washingtons Hovedkvarter i Cambridge under Bostons
Belejring. Senere, fra 1837, tilhørte det Digteren Longfellow. |
Og de Regulære, som de hvervede engelske Tropper
blev kaldt i Modsætning til Amerikanernes Landeværn,
kom. Men ikke, som de havde tænkt sig, tyst og
stille i Nattens Mørke. Nej, Poul Revere havde røgtet
sit Ærinde godt, og Tropperne saa’ Bavnerne lyse og
hørte Klokkerne ringe en halv Mil foran sig som
Melding om deres Komme. Da Fortroppen under
Major Pitcairn lidt efter Solopgang rykkede frem til
Lexington, saa’ den sig pludselig Ansigt til Ansigt med
et halvhundrede Minutmænd under Anførsel af gamle
John Parker, der havde udmærket sig under General
Wolfe i Krigen mod Frankrig. »I viger ikke en
Fodsbred,« sagde han til sine Folk da han saa’ de
Regulære, »skyd ikke, før der bliver skudt paa Jer, men
vil de have Krig, saa lad den begynde her!« — »Gaa
fra hinanden og gaa hjem, I Slyngler!« raabte Major
Pitcairn. »For Fanden, hvorfor gaar I ikke fra
hinanden? — Læg an, — Fyr!«
Men hans Soldater trykkede sig ved at skyde paa
de rolige, tavse Mænd, der stod lige over for dem,
og først da Pitcairn havde gentaget Ordren og skudt
sine Pistoler af imod dem, først da faldt der en
Salve, som dræbte otte af Minutmændene og saarede
ti. En af disse, Jonathan Harrington, var lige i
Stand til at slæbe sig over Vejen og dø paa
Tærskelen til sit eget Hus.
Minutmændene begyndte nu at besvare Ilden, men
da Parker saa’ Hovedstyrken af de engelske Tropper
komme op over Bakken, indsaa han, at yderligere
Modstand var unyttig, og gav Ordre til at trække sig
tilbage. Englænderne rykkede nu frem og
gennemsøgte forgæves alle Huse. Thi de to efterstræbte
Mænd havde straks efter Poul Reveres Melding
forladt Lexington og var alt nu langt borte i Retning af
Philadelphia.
Saaledes var det ene af Ekspeditionens Formaal
mislykket, og med det andet gik det ikke stort bedre.
Da Tropperne naaede til Concord, var Størstedelen
af de derværende Forraad bragt i Sikkerhed, og
kun nogle faa Fade Krudt og et Par Kanoner faldt
i Englændernes Hænder.
 |
Fig 39. Indianerhøvdingen Thayendanegen.
Efter Portræt af Catlin. |
Men medens de alle Vegne vimsede om for at
lede efter mere, og til Adspredelse brændte et Par
Huse af og huggede det gamle Majtræ om, havde
Minutmændene paa den anden Side Floden faaet saadanne
Forstærkninger, at de med en Styrke paa 400 Mand
pludselig kunde falde over Englænderne og kaste dem
ud af Byen. Det gik paa én Gang op for den
engelske Chef, Oberst Smith, at det var en slem Knibe,
han var kommen i. Hans Folk havde marcheret
hele Natten, havde i 12—14 Timer intet faaet at spise
og var nu med ét omgivne af Fjender, foran og paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 01:01:53 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/aarforspil/0030.html
