Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hakker nede ved Floden, marcherede hele Styrken
allerede inden Midnat tyst og stille ud af Lejren,
gik over Floden længere nede, og stod, inden Solen
viste sig den 3. Januar, i Ryggen paa Lord
Cornwallis, mellem ham og Princeton.
Den Forstærkning, som skulde støde til Cornwallis
for at gøre det endelige og afgørende Angreb paa
Washington, forstod ikke straks, hvad det var for en
Styrke, der spærrede Vejen for den. Men da de paa
en Gang saa’ sig udsat for en velrettet, morderisk Ild,
gik det op for dem, med hvem de havde at gøre,
og 20 Minutter efter var de i vild Flugt tilbage til
Princeton.
Det var først denne Skydning, som vækkede Lord
Cornwallis af hans Morgensøvn og af hans Illusioner.
Den gamle Ræv havde narret ham, og der var ikke
andet for end hurtigst muligt at søge Nord paa til
New Brunswick.
Washington havde i Løbet af tre Uger med sin
sammensmeltede Hær afværget Angrebet paa
Philadelphia, vundet to Sejre og taget 2000 Fanger samt en
Mængde Kanoner og Forraad af forskellige Slags.
Nu stod han selv med Centrum af sin Hær ved
Morristown, medens General Putnam i Princeton
dannede højre Fløj og General Heath ved
Hudsonfloden dannede venstre.
Men vigtigere end alt dette var det dog, at
Washington havde gengivet sine Landsmænd Haabet og
Troen paa Fremtiden. Ingen af de flere Tusinde
Soldater, hvis Tjenestetid var udløbet den 1. Januar
1777, tænkte nu paa at drage hjem. Og selv paa
Steder, hvor Befolkningen tidligere havde været
tilbøjelig til at tage Parti for Englænderne, havde
disses og de tyske Lejetroppers Udsugelser frembragt
et saadant Had, at Overgeneralen fremtidig kunde
gøre Regning paa langt større Støtte, end han før
havde fundet.
Men Befolkningens Støtte og Sympati kunde dog
ikke raade Bod paa de Mangler, som Washingtons
Hær led af, og som havde lagt ham større
Hindringer i Vejen end Fjendens hele Overmagt. De
amerikanske Tropper dannede ikke nogen fast Enhed.
Hver af Staterne havde stillet sit Mandskab, der var
hvervet paa et Fjerdingaar eller et halvt Aar, med
sine egne Officerer, over hvilke kun Kongressen men
ikke Overgeneralen havde nogen Myndighed.
Staternes indbyrdes Skinsyge gav sig Udslag i Officerernes
Forhold over for hinanden og over for deres
Overordnede og skulde blive i højeste Grad skæbnesvanger
for Amerikanerne. Med Disciplinen saa’ det kun
sørgeligt ud. Og saa elendige var Staternes
Pengeforhold, at Washington selv og enkelte Rigmænd maatte
sætte deres Ejendomme og Papirer i Pant for at faa
Penge til at udbetale Lønningerne med.
Og de 13 Kolonier, der kæmpede for deres
Uafhængighed, og som endnu ikke havde vedtaget nogen
Forfatning, ja ikke en Gang samlet sig under et
Overhovede, kunde ikke som andre bestaaende, anerkendte
Stater gøre noget Statslaan. Det skulde være en
ualmindelig god Ven, der turde betro det unge
ubefæstede Firma Penge under saadanne Forhold. Thi
hvem kunde borge for, at ikke Kong Georg fik Bugt
med sine oprørske Undersaatter, og saa var Pengene
fløjten.
Men til alt Held for Kolonierne havde de en
saadan god Ven, ikke aabenlys, men hemmelig.
Frankrig kunde ikke glemme Tabet af Canada, som
England havde beholdt ved Freden i 1763, og fulgte
med spændt Opmærksomhed Striden mellem
Kolonierne og Moderlandet. Den franske Regering saa’
saaledes med gunstige Øjne paa Koloniernes Rejsning,
og de toneangivende Krese i Frankrig var begejstrede
over Amerikanernes Kamp for den gamle engelske
Frihed mod selve den engelske Regering.
Regeringen opmuntrede dem i al Hemmelighed og sendte
dem allerede i Foraaret 1776 fire Millioner Kroner,
og Franskmændene modtog Franklin, da han i
Oktober 1776 kom til Frankrig for at søge at udvirke et
Forbund mellem Kolonierne og den franske Krone,
med en Begejstring og Henrykkelse, som kun
Franskmænd kan lægge for Dagen.
Men den franske Regering turde endnu ikke
lægge sig ud med England ved aabenlyst at træde i
Forbund med Kolonierne. Den maatte fornuftigvis
først have nogen Tiltro til, at de vilde være i Stand
til at modstaa England. Først naar den saa’, at der
ikke blot var alvorlig Vilje, men ogsaa Ihærdighed
og Dygtighed til at gennemføre og forsvare deres
Uafhængighed, kunde den staa sig ved at slutte
aabent Forbund med Kolonierne og lade det komme
til Krig med England. Foreløbig gik Frankrig ind
paa at understøtte Kolonierne med to Millioner Franks
om Aaret, at betale kvartalsvis, samt at sende dem
tre Skibe med Ammunition og Krigsmateriel.
Desuden skulde Amerikanerne have Lov til at udruste
Kaperskibe i franske Havne og føre deres Priser ind
til saadanne og sælge dem der.
Medens Regeringen, som naturligt var, lod sig
lede af politiske Hensyn over for Amerikanerne, lod
Privatmænd i Frankrig sig lede alene af deres
Begejstring. Det mest storartede Udslag af denne var
Lafayettes Togt (Portr. Sp. 23). Denne unge Mand, 19
Aar gammel, af en af Frankrigs rigeste og mest ansete
Familier — Marie Paul Jean Roch Yves Gilbert
Mottier, Markis de Lafayette hed han — besluttede,
meget forfængelig og meget ærgerrig, som han var,
at udføre noget hidtil uhørt. Han købte og
udrustede paa egen Regning en Fregat, ladede den med
Vaaben og Ammunition, og sejlede om Bord paa den
og med 12 ligesindede franske Officerer den 12. April
1777 fra Bordeaux til Amerika for at stille sig til
Washingtons Tjeneste. Ogsaa fra andre Lande kom
der Frivillige for at gøre Tjeneste under det unge
Stjernebanner; saaledes fra Polen den ædle
Kosciuszko (Portr. Sp. 53).
Kongressen havde imidlertid ved Washingtons
ihærdige Forestillinger faaet Øjnene op for
Nødvendigheden af at danne en staaende Armé, der ikke
— saaledes som Hæren ved Delaware havde truet
med det foregaaende Aar — kunde gaa hjem, naar
dens Tjenestetid var omme. Det var i Virkeligheden
alene Washingtons Geni og Sejren ved Trenton, der
holdt Soldaterne under Fanerne efter Nytaar. Nu
besluttede Kongressen at danne en Armé paa omtr.
80,000 Mand, der skulde tjene, saa længe Krigen
varede. Hver af Staterne skulde stille og
underholde sin bestemte Del af Mandskabet og vælge dets
Befalingsmænd, men disses Valg skulde bekræftes af
Kongressen; og denne forpligtede sig til, naar Freden
var sluttet, at give hver Soldat som endelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
