Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gansevoort bad ham ikke tænke paa sligt, og Belejringen
begyndte.
Blandt Befolkningen heroppe, der for en stor Del
bestod af Tyskere, Efterkommere af Folk, som
Ludvig XIV’s Hærgninger i den pfalziske Arvefølgekrig
havde forjaget fra Rhinegnene, havde der, lige fra
det Øjeblik St. Leger havde forladt Oswego, hersket
Frygt for, at Fort Stanvix ikke skulde kunne holde
sig mod den tredobbelte Overmagt, og den gamle
General Nicholas Herkimer, Veteran fra sidste Krig,
fik i Løbet af faa Dage 800 Mand stillet paa Benene
og drog af Sted for at undsætte Fortet. Den 5.
August var han naaet til Oriskany, 2 Mil derfra, og
fik her Underretning om, at han var kommen for
sent, og at St. Leger alt laa foran Fortet. »Saa meget
des bedre,« sagde han, da han havde tænkt sig om,
»saa bringer vi ham mellem dobbelt Ild.« Og tidlig
paa Natten sendte han tre Mænd af Sted med Ilbud
til Oberst Gansevoort, at denne, straks efter at have
modtaget det overbragte Budskab, skulde afskyde tre
Kanonskud som Signal for Herkimer om, at han havde
faaet hans Bud og gik ind paa hans Plan. Saa snart
Herkimer hørte de tre Skud, vilde han forlade Oriskany
og gaa imod Stanvix; og tre Timer efter at have
affyret Skuddene skulde Gansevoort gøre et voldsomt
Udfald og ganske fængsle St. Legers Opmærksomhed.
Til den Tid vilde Herkimer kunne naa frem, falde
Englænderne i Ryggen og ganske gøre det af med dem.
Herkimer havde beregnet, at hans Bud maatte
kunne være i Fort Stanvix Kl. 3 om Morgenen den
6. August, og fra dette Tidspunkt begyndte han og
hans Mænd at lytte efter Signalet. Men Time efter
Time sneg sig hen, og der hørtes intet Skud.
Herkimers Folk begyndte at blive utaalmodige og sagde
tilsidst i deres Uretfærdighed, at den gamle General
i sit Hjerte holdt med Englænderne, og at det var
Gavtyvestreger, at han opholdt dem her. Da
Herkimer hørte det, sagde han kort og godt: I er nogle
Fæhoveder, men I skal faa det, som I vil have det,
og Kl. 9 brød han op uden at have hørt
Signalskuddene.
Vejen fra Oriskany til Fort Stanvix førte gennem
en dyb, hesteskoformet Kløft, paa de stejle og høje
Klippesider bevokset med tæt Krat og Underskov.
Bunden af Kløften var et fuldstændigt Morads, over
hvilket det kun var muligt at komme frem ad en
lang og smal Bro, der bestod af runde Træstammer,
lagt paa tværs ved Siden af hinanden paa en Vase
af Græstørv. Kløftens brede Aabning vendte mod
Oriskany, den smalle i Bunden af Kløften imod Fort
Stanvix.
Hvis noget Sted var egnet til et Baghold, var det
dette. Men hvem skulde kunne komme bag paa os,
tænkte Herkimer, intet Menneske aner jo, at vi er her.
Men heri tog han fejl. Thayandenegea havde —
selv af en Indianer at være — en meget fin Næse
og vidste god Besked med, at han havde været i
Skænderi med sine Folk tidlig om Morgenen
angaaende Afmarschen til Stanvix.
Da Hovedstyrken af Herkimers Korps med
Vognene og Tros var kommen ned i Kløften og ud paa
Broen, medens Bagtroppen var i hurtig Marsch ned
ad Skaaningen, væltede paa én Gang den hvide
Krudtrøg frem, og Skuddene knaldede imod dem fra Krattet
paa begge Sider; samtidig stormede Englænderne
imod dem over Broen, og en stor Skare Indianere
styrtede med vilde Hyl mod Bagtroppen og afskar
dem Tilbagevejen.
Herkimers Hest blev skudt under ham, i det
Øjeblik han vilde ride ud paa Broen, og en anden Kugle
knuste i det samme hans venstre Ben under Knæet.
Med stor Ro lod han Sadlen tage af Hesten og satte
sig paa den bløde Jord, under et stort Træ, tændte
sin korte Pibe og gav sine Ordrer med sin klare,
klangfulde Stemme.
Oppe paa Skrænten og ude paa Broen sloges
man paa Liv og Død. 1500 Mennesker rasede imod
hinanden nede i den dybe Kløft, trængende hinanden
frem og tilbage paa Broen og ud til Siderne. Og
dem, der faldt ud, slugte Mosen — Mænd, to og to,
krystende hinanden i dødeligt Favntag, stundom med
Knivene stødt i Brystet paa hinanden, Heste med og
uden Ryttere eller Vogne. Her stak endnu et Hoved
op med vilde fordrejede Øjne, her en krampagtig
knyttet Haand, dér prøvede en herreløs Hest,
skummende Angstens Sved, at arbejde sig op af Dyndet,
her lukkede det sig over en forvirret Gruppe af
kæmpende Mennesker og Dyr. Paa Broen saas
Geværkolber, Bøssepiber, Bajonetter og Sabler hæves
og hugges ned. Skrig, rasende Brøl, Stønnen og
Dødsrallen hørtes mellem Skud, Vaabens Raslen og
Indianernes skingrende Hvin. Og overalt som en
Flok Aadselgribbe sværmede de hæslige røde Vilde
omkring med funklende Øjne og svingende Knive og
Tomahawker.
Pludselig sænkede Mørket sig ned over de
kæmpende, saa kun de nærmeste kunde se hinanden. Et
Øjeblik efter brød Tordenen løs med knitrende Lyn; en
vældig Plaskregn styrtede ned, og orkanagtige Vindstød,
der bøjede Træernes Kroner mod Jorden, jog med
Vælde gennem den dybe Kløft. Mørket blev tættere
og tættere, kun Lynene lyste op over den vilde Kamp,
— da vendte paa én Gang Indianerne om og flygtede
op af Kløften, rivende Englænderne med sig i deres
Flugt. Herkimers Korps, der nu var svundet ind til
en lille Flok, — over en Tredjedel af Styrken laa
døde paa Broen eller i Moradset — havde som
Sejrherrer beholdt den dyrekøbte Valplads.
Just som Solen brød frem efter Uvejret og lod
sine Straaler spille i det vaade friske Løv, hørtes
der tre Skud fra Fort Stanvix. Herkimer forstod
straks, at hans Bud var kommet Peter Gansevoort
for sent i Hænde. Men nu var hans Folk for
medtagne til at gaa paa igen. Og deres Kammerater i
Fortet klarede sig stolt alene. De gjorde et voldsomt
Udfald, erobrede en stor Del af Englændernes Lejr,
en Mængde Proviant og Vaaben samt endelig den
engelske Regerings Marschtabeller og hele Plan for
Felttoget.
Men Maalet, at jage St. Leger tilbage til Canada,
var ikke bleven naaet. Belejringen af Fort Stanvix
fortsattes, trods de store Tab, Korpset havde lidt,
og Peter Gansevoort sendte Bud til Shuylers
Hovedkvarter og bad om Undsætning.
Den altid parate Arnold paatog sig frivillig dette
yderst farefulde Hverv til Trods for Kongressens
vedvarende Forurettelser. Trommen gik i Schuylers Lejr
for »Frivillige til General Arnold«, og den næste
Morgen havde 1200 Mand meldt sig. Arnold brød straks
op og marcherede af Sted gennem Mohawk Dalen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
