Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DET NITTENDE AARHUNDREDE
og tog Saarede og Sunde om Bord fra »Bon Homme
Richard«, der sank den næste Morgen tidlig.
Kaptajn Landais’ hele Deltagelse i Kampen havde
indskrænket sig til, at han var løbet ned tværs for
de to kæmpende Skibe, havde sendt et Par Lag
ind paa maa og faa mellem Venner og Fjender og
var derefter løbet sin Vej igen.
Poul Jones gik med sine Fanger og Saarede til
Holland, hvor han blev modtaget med stor Jubel.
Men da Kaptajn Pearson fra »Serapis« kom hjem til
England, blev han gjort til Ridder for sin udviste
Tapperhed. Da Poul Jones hørte det, sagde han
med Sømands Lune: »Næste Gang jeg møder ham,
skal jeg gøre en Lord af ham.«
Til Lands havde Stjernebanneret i den senere
Tid ikke været fulgt af samme Held som til Søs.
Kong Georgs brændende Ønske, at tvinge i alt Fald
de sydlige Stater tilbage i det gamle
Afhængighedsforhold, syntes virkelig at skulle gaa i Opfyldelse.
Den sydligste af de 13 Stater, Georgia, var i alle
Henseender den svageste og let at angribe fra de
engelske Besiddelser i Florida. I Syd-Carolina var
Befolkningen mere blandet end andetsteds, og
Forholdet mellem de herskende hvide Mænd og deres
Slaver saa lidet venligt, at Englænderne med Føje
kunde gøre Regning paa de sidstes Bistand i en
Kamp mod de første. Ogsaa den store Del af
Befolkningen, som var af engelsk og skotsk Afstamning,
stod langt skarpere over for hinanden, end Tilfældet
var Nord paa.
I to Aar, lige siden den engelske Flaade var
bleven ødelagt ved Charleston (se Sp. 60), havde der
hersket Fred og Ro hernede. Men i Efteraaret 1778
brød Borgerkrigen ud i Georgia, en fuldstændig
Guerillakrig, mellem Fædrelandsvennerne og Regeringens
Tilhængere. Engelske Tropper brød ind fra Florida,
brændte Amerikanernes Plantager og plyndrede deres
Huse, og den amerikanske General i Savannah
besluttede at sætte en Stopper for disse Strejftog ved
at gøre et Angreb paa Florida. Men paa Grund af
Sygdom blandt sit Mandskab maatte han trække sig
tilbage til Savannah og saa’ sig nu snart belejret
dér af en tredobbelt engelsk Overmagt, som var
kommen ad Søvejen fra New York. Ved Forræderi
af en Neger blev Byen Savannah erobret. Ogsaa Byen
Augusta blev tagen, og Georgia var nu fuldstændig i
Englændernes Hænder. Den kgl. Guvernør, Sir James
Wright (rejt), blev genindsat, og hele det tidligere
Regeringsmaskineri blev indrettet paa ny.
Krigen var allerede bleven ført ind i Syd-Carolina.
Englænderne var ganske vist blevet slaaet tilbage ved
Port Royal, og de amerikanske Generaler Lincoln og
Moultrie holdt Grænselloden Savannah besat. Men
det var en saa alvorlig Sag for Amerikanerne, at det
engelske Herredømme fuldt ud var bleven genoprettet
i en af Staterne, at Lincoln overlod Forsvaret af
Sa-vannah-Floden til Moultrie og selv med en ringe Styrke
drog imod Augusta for at tage denne By tilbage og
atter genindsætte Georgias lovgivende Forsamling.
Saa snart han var borte, gik den engelske General
Prévost, hvis Ødelæggelseslyst og Grusomhed gav
Krigen Syd paa sit barbariske Præg, over Savannah
med en tredobbelt Overmagt og tvang Moultrie til at
trække sig tilbage til Charleston, som han derpaa
begyndte at belejre. Men Lincoln havde i Tide faaet
Nys om Englændernes Fremrykken og kom tidsnok
til at jage Prévost bort fra Charleston igen.
Englænderne sad imidlertid vedblivende urokket
fast ikke blot i Georgia, men de holdt tillige en lille
Fæstning besat i Syd-Carolina. Det var derfor med
Jubel, at Amerikanerne i September 1779 saa’ en
fransk Flaade paa 22 Linjeskibe og 11 Fregatter
ankre paa Charlestons Red. Et fælles Angreb paa
Savannah blev nu aftalt mellem Admiralen, Grev
d’Estaing, og General Lincoln, og den 23. September
begyndte den sidste Belejringen til Lands, medens
d’Estaing spærrede Vejen til Søs og bombarderede
Byen.
Det var imidlertid saa langt ud paa Efteraaret,
at de franske Søofficerer begyndte at frygte for
Ef-teraarsstormene, og da Belejringen truede med at
blive langvarig, besluttede man den 9. Oktober at
tage Byen med Storm. Men Stormen blev efter en
hidsig Kamp afslaaet med store Tab for
Amerikanerne og Franskmændene — deres Tab beløb sig til
1000 Mand, medens Englænderne kun mistede 55. —
D’Estaing, der selv var bleven alvorlig saaret, havde
nu faaet nok af det og ståk Dagen efter til Søs.
Først ind i det næste Aar naaede han under
voldsomme Storme tilbage til Frankrig.
Udfaldet af Samarbejdet mellem den franske
Flaade og den amerikanske Hær ved Charleston var
bleven fulgt med stor Spænding af Washington og
Sir Henry Clinton, der endnu stadig holdt hinanden
i Skåk oppe Nord paa. Ved de foran omtalte
røverske Strejftog ind i Virginia, New Jersey og
Connecticut havde den engelske Overgeneral nærmest
haft til Hensigt at lokke Washington ned for at
forsvare de amerikanske Borgere, som det gik ud over.
Men »den gamle Ræv« var ikke saaledes at faa i
Fælden. Han havde taget Stilling tværs over
Manhattan Halvøen, fra Danbury i Connecticut ind i det
nordlige af New Jersey, for at forhindre, at
Englænderne satte sig i Besiddelse af Hudson. West Point
Fortet, som laa ved Floden lige ved Grænsen af
Højlandene, var gjort til en meget stærk Fæstning
og dannede Midtpunktet i Washingtons Forsvarslinje.
For yderligere at styrke denne anlagde han to mindre
Forter længere ned ad Floden, Stony Point og" lige
over for dette Verpläncks Point. Her saa’ Clinton
endelig en Lejlighed til med større Virkning end ved
Plyndringerne i New Jersey at friste Washington til
at forlade sin stærke Stilling, og den 31. Maj 1779,
medens Ston}r Point endnu var under Bygning,
marcherede han derop og" bemægtigede sig det ufuldendte
Fort. Det havde en udmærket Beliggenhed paa en
fremspringende Knude i Hudsonfioden og var kun
tilgængeligt fra Landsiden ad en smal Dæmning over
et bredt Morads. Det blev nu betydelig udvidet og
forsynet med svært Skyts, saa det maatte antages for
næsten uindtageligt.
Men Oberst Anton Wayne, almindelig kendt under
Navnet: Gale Anton, som lian havde faaet paa Grund
af sit dumdristige Mod, lod alle Hunde i en Mils
Omkreds dræbe, for at ingen ubetimelig Gøen skulde
forraade ham, og med 1200 Mand overrumplede han
om Natten den 15. Juli det stærke Fort, tog det
med Bajonetten og gjorde hele Besætningen til
Fanger. Det var ikke, hvad Clinton havde tænkt sig;
han samlede nu hele sin Styrke for at tage Stony
100
116
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
