Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DET NITTENDE AARHUNDREDE
og at der hist og her udbrød IVfytteri, som kun
vanskelig lod sig dæmpe.
Washington følte, at det vilde være umuligt at
holde Arméen sammen i længere Tid endnu, om der
ikke indtraf en Forandring. Og den franske Admiral
Ternay skrev hjem til Udenrigsministeriet, at de
forenede Staters Skæbne var meget usikker, og at det
egentlig stod grumme smaat med Revolutionens Sag.
Det var tydeligt for alle, at Amerika ikke med
egen Kraft paa én Gang kunde organisere sig som
Ståt og afryste Englands Aag. I Frankrig filt man
nu, — især ved et Besøg, som Lafayette aflagde i
Paris i 1779 — Øjnene op for, at man maatte gribe
kraftigere ind end før, og den 10. Juli 1780 ankrede
Admiral Ternay udenfor Newton med en Flaade paa
7 Linieskibe og 3 Fregatter, der medførte en
Und-sætningshær paa 6000 Mand under Grev de
Rocham-beau (Portræt Sp. 88) og bragte Løfte om, at der
snart skulde komme 6000 til. Rochambeau skulde
straks stille sig under Washingtons Kommando.
Den franske Hær og Flaade blev modtaget med
Begejstring; nu viste der sig da endelig en Lysning.
Men endnu næsten et helt Aar skulde man blive
skuffet. Englands Overmagt til Søs var stor nok til,
at én Eskadre kunde spærre Transportflaaden med
de næste 6000 Mand inde i Brests Havn, medens en
anden kunde blokere den franske Flaade ved Rhode
Island, saa Rochambeau ikke turde føre sine Tropper
bort derfra. Og hyppigere og hyppigere spurgte Folk
sig selv: Hvad kan det nytte? Det med saa store
Forventninger imødesete Forbund med Frankrig havde
ikke bragt den mindste Fremgang. Det var en
almindelig Følelse i Folkets brede Lag, at Landet var
ved at gaa i Hundene.
Og til det Tryk, som knugede Amerikanerne, kom
saa i September 1780 den pinlige, forfærdende
Meddelelse , at General Arnold var blevet Forræder
mod sit Land og havde villet spille det vigtigste af
alle Forterne, West Point, i Hænderne paa
Englænderne. Arnold, den dygtige, kloge, eventyrlig-dristige
Arnold, hvis Navn havde lyst med en saadan Glans
i Canada og i Højlandene, Soldaternes Afgud og
Folkets Ideal af en Helt! Saa skulde man da skuffes i
sine bedste Følelser, — hvem kunde man nu stole
paa ! —
Ingen gik det dog til Hjerte som Washington.
Han havde altid staaet ved Siden af Arnold og følt
med ham i hans Græmmelse over Kongressens
uretfærdige Behandling. For at bøde derpaa havde han
altid søgt at imødekomme Arnolds Ønsker. Han var
blesten saaret ved Saratoga, hvor Sejren væsentlig
skyldtes ham, og havde efter Philadelphias Rømning
ønsket at blive Kommandant her, hvor han kunde
holde sig i Ro og komme til Kræfter. Men
Yppigheden i den velhavende By viste sig at være farligere
for ham end Savn og Farer i Urskovene. Han
begyndte at leve paa en stor Fod, kom i Gæld og —
hvad der var langt mere forkasteligt i de puritanske
Fædrelandsvenners Øjne — han kom ved Giftermaal
og Venskab i Forbindelse med de indflydelsesrigeste
kongeligsindede Familier i Byen. Der blev fra
Fædrelandsvennerne ført forskellige Klager over ham, af
hvilke nogle var nærgaaende nok for hans
Hæderlighed. Arnold nedlagde i Forbitrelse sin Kommando,
men blev frikendt af et Kongresudvalg, som havde
undersøgt Klagerne over ham. Men Raadet i
Pensyl-vanien vilde ham imidlertid til Livs og forlangte i April
1779 Sagen rejst igen , da der var kommet nye
Oplysninger til.
Hele denne Forfølgelse opbragte den opfarende
og selvbevidste Mand, ikke blot mod Kongressen, men
mod hele det Parti, som hans Forfølgere tilhørte, og
i April 1779 skrev han med fordrejet Haand et Brev
til Clinton om, at en højtstaaende amerikansk Officer
paa Grund af Alliancen med Frankrig, som han altid
havde været imod, og paa Grund af Kongressens
Fremfærd imod ham i den sidste Tid, ikke var
utilbøjelig til at gaa over til Englænderne, naar han
kunde blive holdt skadesløs for de Tab, han maatte
lide.
Sir Henry Clinton lod sin Adjutant, Major André,
besvare Arnolds Breve, og da det gik op for ham,
at det var den berømte amerikanske General, der
stod bagved, lod han ham i sine Svarbreve forstaa,
at hvor megen Pris man end satte paa hans Person,
vilde den engelske Overkommando dog sætte endnu
mere Pris paa, at han tillige overgav den det
vigtigste af Forterne mod Nord, nemlig West Point.
Hvad Arnold havde opnaaet ved sit Mod og
sin Dristighed, ved den straalende Sejr ved Saratoga,
skulde han nu selv tilintetgøre ved en skummel
Forbrydelse, ved et Forræderi mod sit Folk og
først og fremmest mod Washington, der altid havde
hædret og stedse hædrede ham med sin Tillid.
Da Arnold i Juli 1780 under Paaskud af, at hans
saarede Ben endnu trængte til Ro, bad om at
maatte faa Posten som Kommandant over West Point,
opfyldte Washington straks hans Ønske med en
ærefuld Udtalelse om, at ingen var mere berettiget til
denne vigtige Post end den tapre og altid aarvaagne
General Arnold.
Den 18. September, medens Washington var et
Par Dage borte, mødtes Arnold i al Hemmelighed
med Major André. Alt blev nu aftalt, hvorledes
Englænderne skulde rykke frem og levere en
Skinfægtning o. s. v., og André modtog seks Dokumenter af
Arnold, alle skrevne med hans egen Haand, om
Bemandingen og Bestykningen af Forterne ved
Hudson-floden og af West Point især samt med andre
Oplysninger af Værdi for Fjenden.
Men paa Tilbagevejen til New-York blev André
opsnappet af nogle Amerikanere; Dokumenterne blev
fundet og straks sendt til Washington. Det
lykkedes Arnold at slippe bort. Faa Timer efter hans
Flugt modtog Washington i hans egen Spisestue et
Brev fra ham, skrevet om Bord i en engelsk
Orlogs-brig, der havde optaget ham, og hvori han erklærede,
at hans Hustru var uvidende om hans Planer. »Gaa
op til Fru Arnold,« sagde Washington til sin
Adjutant, »og sig hende fra mig, at om end jeg vil gøre
alt for at faa General Arnold i min Vold, er det mig
en Glæde at kunne underrette hende om, at han nu
er i Sikkerhed.«
Med Major André gjorde man kort Proces; han
blev hængt som Spion.
Natten er aldrig saa mørk, som netop lige før
Dagen begynder at gry. 1780 havde været et
Modgangens Aar, fuldt af Ulykker og Tab; det Aar, som
103
116
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
