Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - 1789
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
AARET 1789
sine Synder, blot fordi det havde nævnt Ordet
Rigsstænderne og fordret deres Sammenkaldelse. Ingen
vidste egentlig, hvad Rigsstænderne var — de havde
ikke været samlet siden 1614 — men alle var enig
om, at de og de alene kunde frelse Landet fra
Ødelæggelse.
Og alle ventede sig noget af Rigsstænderne. Adel
og Gejstlighed betragtede sig som de eneste Rigets
Stænder, der kunde faa noget at sige; tredje Stand
haabede — i Følelsen af sin Styrke og
Overlegenhed — at- faa nogen Indflydelse paa Fordelingen af
Skattebyrden og paa Forvaltningen af Landets Penge;
Regeringen ventede at finde mere Medgørlighed i
Stænderforsamlingen end i Parlamentet, og dette
stolede sikkert paa, at Rigsstænderne vilde staa lige
saa fast over for Regeringen, som Herredagen havde
staaet. Kongen glædede sig til at faa de finansielle
Vanskeligheder klaret og til at kunne lægge
Byrderne og Ansvaret over paa denne Institution, som
der blev raabt paa fra alle Kanter. Dronningen og
Hofpartiet endelig betragtede Rigsstændernes
Sammenkaldelse som en topmaalt Latterlighed og lovede sig
selv at berede tredje Stand en saadan Modtagelse, at
den skulde blive klog paa, hvad den var.
Om end Necker alter viste sit Finans-Talent ved
paa ny at bringe Penge i den tømte Statskasse, viste
han lige saa tydelig sin Mangel paa Statsmandsevner
ved ganske at overse tredje Stands Styrke og
Sammenhold. Og denne var dog bleven ret iøjnefaldende
ved Provinsen Dauphinés aabenbare og sejrrige Trods
over for Regeringen. I Stedet for at gribe Tøjlerne
og under den voksende Uro selv bestemme
Udviklingens Gang havde Regeringen derimod med sin
sædvanlige Mangel paa Energi udstedt en
Opfordring til alle offentlige Institutioner, særlig til lærde
Mænd og lærde Selskaber, om at gennemsløve deres
Arkiver og Optegnelser og oplede alt, hvad der kunde
tjene til Oplysning om Rigsstænderne, deres Dannelse,
Sammensætning og Forretningsgang, hvilket altsammen
var gaaet i Glemme i den lange Tid, der var
henrunden siden deres sidste Sammenkaldelse 1614.
Det var Regeringens Mening, at disse Oplysninger
skulde tilstilles den, og at den selv vilde nyde godt
af dem; men delte blev fuldstændig misforstaaet, og
under den umaadelige Interesse, hvormed
Rigsstændernes Sammentræden blev imødeset, og de
Forhaabninger, som særlig tredje Stand knyttede dertil, blev
Frankrig i Vinteren 1788—1789 oversvømmet af en
Syndflod af politiske Smaaskrifter, hvis Forfattere —
hyppigst unge Stuelærde, teoretiske Politikere af
alle Stænder, af hvilke senere mange vandt sig et
Navn i Revolutionen — i det voldsomste Sprog
fremsatte Oplysningsfilosofiens radikale Anskuelser. Det
mest bekendte af disse Smaaskrifter er Abbed Sieyes
berømte: »Hvad er tredje Stand? Alt. — Hvad
har den hidtil været i Staten? Intet.« Dette og
andre Stridsskrifter blev trykt og omdelt paa
Hertugen af Orléans’ Bekostning.
Disse Masser af politiske Skrifter bidrog ikke saa
meget til Regeringens Oplysning i den ønskede
Retning som til i en hidtil ukendt Grad at vække og
interessere Befolkningen for de politiske Spørgsmaal.
Og først og fremmest blandt disse stod de tre
Stænders indbyrdes Styrkeforhold paa Stænderforsamlingen.
Parlamentet havde sat al sin vundne Folkegunst
over Styr ved at erklære, at Stænderne skulde
mødes under de samme Former som i 1614, o: i
lige Antal. Men dermed var de privilegerede
Stænders Overmagt altid givet, og med Dauphinés
sejrrige Rejsning for Øje fandt tredje Stand sig endnu
mindre end ellers beføjet til at rette sig efter saa
middelalderlige Forhold, men fordrede med stigende
Styrke ikke blot, at tredje Stand skulde sende lige
saa mange Deputerede til Stænderforsamlingen som
de to andre Stænder tilsammen, men ogsaa — som
en naturlig Følge deraf — at Afstemningen skulde
foregaa par tete o: efter Medlemsantal og ikke par
ordre o: efter Stand, hvorved de to privilegerede
Stænder altid vilde være i Stand til at overstemme tredje
Stand.
I November 1788 var Notablerne atter bleven
sammenkaldte for at vejlede Regeringen med Hensyn
til disse vigtige Spørgsmaal; men det havde vist sig,
at de kun havde Tanke for at værne om sine
Privilegier. Kun Greven af Provence, det eneste af
Kongehusets Medlemmer, der udmærkede sig ved
virkeligt Statsmandsblik, foreslog tredje Stands
Fordobling. Alle ventede nu, at Necker vilde sige det
bestemmende Ord, men han nøjedes med at udtale
sig for tredje Stands Fordobling uden at berøre det
afgørende Spørgsmaal: Afstemning par tele eller
par ordre.
Og dog hørte der ikke stor Statsmandskløgt til
at indse — særlig med Provinserne Bretagne og
Franche-Comté for Øje, hvor der i den Anledning
forefaldt blodige Optrin mellem tredje Stand og de
privilegerede Stænder — at der straks paa
Stænderforsamlingen vilde blive rejst Strid om dette
Hovedpunkt, en Strid, som maatte blive skæbnesvanger,
og hvis Følger vilde være fuldstændig uberegnelige.
Men medens Plakaterne med Bekendtgørelsen af
Neckers Afgørelse og senere med Forskrifter for
Udøvelsen af Valgene blev slaaet op i alle Frankrigs
Byer og Landsbyer, begyndte det at se ilde ud for
Størsteparten af tredje Stand. For alle de mange
nemlig, som hverken havde Forstand eller Indsigt
til at glæde sig over tredje Stands Fordobling
paa Stænderforsamlingen eller til at frygte
Afstemning par ordre, som ikke kendte noget som helst til
Politik, men for hvem det kun gjaldt at skaffe den
knappe Føde til sig selv og sine og Midler til at
betale de forhadte Afgifter med. Høsten 1788 var
paa mange Steder bleven ødelagt af voldsomme
Hagelbyger, der havde pisket Sæden af paa Roden,
— nu kom i 1788—89 en Vinter saa haard som
ingen siden 1709. Den 26. November var Seinen
tillagt, saa man kunde færdes overalt paa Isen med
Heste og Vogne. Kort efter fryser Floderne Loire,
Garonne og Rhönc til. I Provence gaar Oliventræerne
til Grunde paa Grund af Kulde, og Marseilles samt
Brests og Calais’ Havne er stoppede af Is, og al
Sejlads er standset.
Nytaarsnat 1789 frøs det i Paris 18 72 0 R., og
Vand var kun at faa mod Betaling, 6 Sous for et
Par Spande.
Folk dør af Kulde, og Folk dør af Sult. Der er
maaske endnu Korn at faa til høje Priser, men
Melet er sluppet op. Vejrmøllerne arbejder langsomt
og kan langtfra tilfredsstille Behovet, Vandmøllerne
kan ikke gaa, først paa Grunde af Frosten, siden
157
158
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
