Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Bastillens fald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN FRANSKE REVOLUTION
igennem, blev de overvældede nu af Regeringens
Tropper, saa vilde de kort og godt blive skudt ned
som Oprørere.
Det var da ogsaa dem, som var de ivrigste ved
Bastillens Erobring. Mængden havde de første Par
Timer indskrænket sig til Skrigen og Raaben, plaffet
nogle Geværskud af, der paa de tykke Mure havde
samme Virkning som Vand paa en Gaas. Man viste
sin Forbitrelse ved at bombardere Fæstningen med
Flasker og Sten, man truede ad den med knyttede
Næver, hørte paa de ophidsende Talere og skar
Tænder af afmægtig Harme og Raseri. Det ene
vanvittige Forslag til en ufejlbarlig Maade at vinde
Fæstningen paa dukkede op efter det andet. F. Eks. at
man ved Hjælp af Sprøjter skulde overdænge
Bygningerne inde i Fæstningsgaarden med Olje og
derefter stikke Ild paa denne med brændende Fosfor,
som af Kastemaskiner skulde slynges op over Murene.
Disse barnagtige Fantasier har kun Interesse som
Udtryk for den Haabløshed, hvormed man saa’ paa
det hele Foretagende.
Lidt ud paa Formiddagen, da Skaren fra
Invalidehotellet var kommen til, begyndte der at komme
mere Plan i Angrebet. Soldaterne af den franske
Garde valgte Hulin og Elie, Løjtnant ved Dronningens
Regiment, til at lede det. Der var efterhaanden
samlet en umaadelig Skare paa Pladsen foran og i
de tilstødende Gader, thi en Mængde nysgerrige var
strømmet til for at nyde det sjældne Skuespil af en
Belejring midt i Paris. Man saa’ endog elegante
Damer, som havde ladet deres Vogne holde i
Nærheden, trippe forsigtig om for at tage alt i Øjesyn.
Indtil nu var der ikke ftydt Blod.
Kommandanten mente, at Folk til sidst vilde blive kede af at løbe
Panden itu paa denne faste Murstensmasse, og havde
ladet dem more sig, som de vilde. Men Kl. 10—11,
da en Deputation, som atter havde opfordret ham til
at fjerne Kanonerne, skulde ud igen over den yderste
Vindebro, benyttede nogle af Angriberne sig hurtig
af Lejligheden, sprang ned paa Broklappen og
forhindrede den ved deres Vægt i at gaa op igen. En
Hob Mennesker styrtede over den nedladte Bro ind
i »KommandantensGaard« med Raabet: Vaaben! Giv
os Vaaben! men i samme Øjeblik lader de Launay
give Ild fra Murenes og Taarnenes Skydehuller, saa
de indtrængende skyndsomst flygter tilbage. Lyden af
Skuddene og af de saaredes Skrig vakte en
umaadelig Harme hos Menneskemassen udenfor; alle Vegne
lyder Raabet! Forræderi! Forræderi! Kanoner køres
op ; snart drøner Skuddene, og Krudtrøgen bølger i
tykke, rullende Skyer ud over Pladsen. Men
Bastillen lader sig ikke rokke.
Den yderste Vindebro var bleven halet op igen
efter det første Anfald, og de krigskyndige forstod,
at det var her, Hovedangrebet maatte foretages. Er
Fæstningen selv utilgængelig, er dog dens
Udenværker let tagne. Det lykkes et Par Soldater at komme
op paa Porten og overhugge Bro-Kæderne, der
holder Broklappen oppe. Mængden styrter ind og
udbryder i et sandt Raseri ved Synet af Ligene af de
før nedskudte Borgere, som er slæbte sammen her
og lagte paa Rad. I sin Hævntørst griber man en
ung Pige i Kommandantens Bolig, en Frøken de
Monsigny, som antages for at være de Launaj^s
Datter. Hun bliver straks dømt til at kastes paa et
Baal og brændes og har kun en af Gardisternes
behjertede Optræden at takke for sit Liv.
Skydningen er nu i fuld Gang over det hele, og
ingen bryder sig om en Deputation fra Komitéen
paa Raadhuset, som ført af en Præst i Ornat, søger
at skaffe Ro et Øjeblik. Komitéen vilde nemlig nu
gøre Forsøg paa at faa Bastillen i sin Magt ved
Underhandlinger, inden Folket har taget den med Vold.
Thi da de Besenvals Tropper forholder sig
fuldstændig rolige og lader de Launay klare sig, som han
kan, begynder man at tænke sig en saadan
Mulighed. Og de Launay begynder at frygte den.
Den faatallige Besætning, der ikke ser sig undsat
af de kongelige Tropper, bliver nervøs over denne
urolige, bølgende Menneskemængde, som omringer
den paa alle Sider og stadig synes at vokse; den
ser fra et af Taarnene nye Masser vælte imod sig,
og da Disciplinen ikke er bedre i Bastillen end
andre Steder i Frankrig, fristes endelig nogle enkelte
Ubesindige i deres Ophidselse til, uden at indhente
Kommandantens Ordre, at gøre Brug af en af
Kanonerne. Næppe er Knaldet af Skuddet hendøet,
før Folkets Raseri vokser til en Storm, der
fuldstændig lammer de belejrede, som ingen Udvej ser til
Redning fra dette brølende, oprørte Hav.
Udenomsbygningerne stod alt i Brand, og en tyk, kvælende
Røg kastedes af Vinden ind over Fæstningen.
Angriberne stod nu foran den indre Vindebro,
kun skilte fra den tillukkede Port ved en bred og
dyb Grav. De havde ingen Anelse om, hvor nær de
var ved Maalet, før en Lem i Porten blev aabnet,
og der blev viftet indefra med et Stykke Papir. Det
kunde kun forstaas paa én Maade: Besætningen havde
tabt Modet og tilbød at overgive sig. En lang,
smækker Planke blev skudt frem over Graven fra
Angribernes Side, og en behændig og kraftig Fyr
vover sig ud paa den, men bliver svimmel og
styrter ned. Uden at lade sig afskrække løber Stanislas
Maillard ud paa Planken og snapper Papiret, der
viser sig at indeholde Tilbud om Overgivelse mod
fri Afmarch. Nægtes dette, truer man med at sætte Ild
paa Krudtkammeret, der indeholder 20,000 Pund
Krudt, og sprænge Fæstningen og hele Kvarteret i
Luften.
»Vi gaar ind paa eders Betingelser!« raaber
Elie. »Lad Broen gaa ned!«
Da var Kl. 53/4. Angrebet var begyndt omtrent
Kl. 11 om Formiddagen og havde paa begge Sider
kostet over 100 Mennesker Livet. Vindebroen blev
sænket, og Mængden strømmede ind med Hulin, Elie
og Præsidenten for Pariser-Parlamentet i Spidsen.
Det var ganske i Tidens Smag for det opstyltede,
at disse og Bastillens Forsvarere faldt hinanden
om Halsen i Fæstningens store Gaard; men der
fulgte Mænd bagefter, der ikke var anlagte for det
teatralske, og som med Hevngerrighed og Mordlyst
trængte ind i Borgen. Og for dem var det ikke saa
lige en Sag i deres febrilske Ophidselse at skelne
Venner fra Fjender. Schweizerne, som havde skudt
paa Folkesværmen i Kommandantens Gaard, lod de
uantastede, da de paa Grund af deres blaa Kitler
antog dem for Fanger, men plaffede deres Bøsser af
paa maa og faa midt ind i Skaren af deres egne
Medkæmpere. Saa snart der høres Skud inde i
Fæstningens Gaard, opstaar der atter en frygtelig
235
204
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
