Det nittende Aarhundrede : Aarhundredets store Forspil 1776-1815 / 229-230 (1899) Author: H. C. Bering Liisberg Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Officerernes Fest — Oktoberdagene i Versailles

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

OFFICERERNES FEST — OKTOBERDAGENE I VERSAILLES.

Midt i September var man begyndt at hviske om
en ny Plan, som Dronningen havde udklækket,
nemlig at formaa Kongen til at flygte til en Fæstning
ved Grænsen for derfra at tage alle sine
Indrøm-mejser tilbage og med østerrigske Tropper i Ryggen
indføre den gamle Tingenes Orden. Det var i
Virkeligheden Marie Antoinettes Hensigt saa snart som
muligt at komme bort fra Nationalforsamlingens
ubehagelige og Hovedstadens farlige Naboskab. Under
et eller andet Paaskud skulde Kongen føres til et af
Slottene Compiégne eller Fontainebleau og derfra til
Metz. Her kommanderede Markis de Bouillé en
betydelig Troppestyrke, der udmærkede sig ved en
ellers i Frankrig ukendt Disciplin, og paa hvis
Troskab man endnu troede at kunne stole.

Partiet Palais Royal forstod straks, at der maatte
passes paa, og at man maatte se at skaffe sig
paalidelige Folk i selve de kongelige Gemakker. Et Par
Dage efter at disse Rygter begyndte at dukke op,
meldte en Afdeling af den gamle franske Garde, som
tidligere havde gjort nogen Vagttjeneste i Versailles,
men som havde forladt sine Poster den 31. Juli, at
den agtede atter at overtage sin Tjeneste paa Slottet.
Dette vakte megen Uro hos Kongefamilien og dens
Venner, thi den franske Garde var altfor nær
forbunden med Palais Royal og havde taget en altfor
ivrig Del i Urolighederne, til at man turde stole
paa den. Og paa given Foranledning erklærede
Kommandanten for Nationalgarden i Versailles, at
han ikke følte sig stærk nok til at modstaa et
Angreb af 1800 Gardister, som altid vilde kunne regne
paa virksom Understøttelse af Urostifterne i Paris.
Han anbefalede, støttet af Hovedstadens og Versailles’
Borgerraad, som begge indsaa Nødvendigheden af at
kunne forsvare Versailles mod et Angreb fra Paris,
at tilkalde det flanderske Regiment som
Forstærkning. Dette Raad blev straks fulgt, og den 23.
September marcherede Regimentet Flandern ind i
Versailles.

Med denne Forstærkning og med Kongens
Livvagt, Schweizergarden og en Eskadron Jægere troede
Hoffet nu at have Tropper nok til at kunne sætte
Kongens Rejse til Metz igennem og dække den mod
ethvert Angreb under Vejs.

Men i Palais Royal vidste man, hvilke
Lokkemidler der med Held kunde anvendes over for
Soldaterne. Franske Gardister blev, velforsynede med
Penge, sendte ud til Versailles for at virke paa deres
nys ankomne Kammerater ved at traktere dem paa
Kaféer og i Værtshuse, og kom Flandrerne ind til
Paris, blev der gjorl Stads af dem og stukket Penge
til dem, saa de i en Fart stod paa den bedste Fod
med Befolkningen.

Medens Pariserne bearbejdede Soldaterne, søgte
Hoffet at vinde Officererne. Og her gik man frem
med en Letsindighed og en Ubetænksomhed, der
viste, hvor utaalmodigt man ventede paa Befrielse,
samt hvor nær man troede sig ved Maalet. Den 1.
Oktober blev de endelig af Livgardens Officerer
inviterede til en stor Banket, der skulde holdes i
Slottets Teatersal, som ellers kun blev taget i Brug
ved meget store Fester, da den var overordentlig

kostbar at lyse op. Bordet, med 300 Kuverter, var
dækket i Hesteskoform paa Scenen; Logerne og
Gulvet var fulde af Tilskuere. Fra Orkestret spillede
et stort militært Musikkorps.

Under Paavirkning af Vinen, Musiken, Salens
straalende Belysning og Damerne i Logerne kom
Gæster og Værter snart i Stemning. Denne Fest var
som et Pust fra svundne herlige Dage. Kongens Skaal
drikkes under stormende Jubel; men da en Officer af
Versailles’ Nationalgarde foreslog, som det i de senere
Aar var blevet Skik og Brug, at drikke Nationens
Skaal, blev det modtaget med Hyssen og Modsigelse.
Pludselig viser Kongen og Dronningen med Prinsen
ved Haanden sig i en Loge. Musiken falder ind
med den gribende Melodi af Grétrys Opera »Bichard
Løvehjerte«: O Richard, ö mon Roi, l’univers
t’abandonne! (O, Rikard, o min Konge, Alverden
svigter dig!)

Fra Logen gaar Kongen og hans Familie op paa
Scenen, hvor Officererne modtager dem i vild
Begejstring, med Glasset i den ene Haand og dragen
Kaarde i den anden, syngende af fuldt Hjerte: O,
Bichard, ö mon Roi! medens de kongelige gaar over
Scenen. Saa snart de er forsvundne, slaar Musiken
over i Uhlanernes krigerske March, hvor Trompeterne
stadig lader deres vækkende, opflammende Toner
høre. Vinen flyder i Strømme, Musiken bruser, og
Blodet stiger til Hovedet. De unge Officerer maa
gøre noget, maa øve deres Kræfter paa en eller
anden Maade. De stormer fra Gulvet Logerækkerne,
hvor Damerne sidder. Disse modtager dem med
Bravoraab og Klap, uddeler under larmende
Jubel-raab hvide Baand til de tapre Marssønner og fæster
hvide Kokarder paa Brystet af dem. Den trefarvede
Kokarde kastes paa Gulvet og trædes under Fødder,
og under Hurraraab for Kongen og Dronningen samt
Trusler og Haansord mod Nationalforsamlingen og"
Folket styrter de halvdrukne Mennesker ud paa
Slottets Terrasser og i Forgaardene og begaar
forskellige Taabeligheder og Ubesindigheder.

Den følgende Dag fortsattes Gildet i Bidehuset
for endnu flere indbudne og med endnu større Jubel
for den hvide Kokarde.

Det varede naturligvis ikke mange Timer, før alt
det foregaaede, udpyntet og overdrevet, blev bekendt
i Paris og straks satte Befolkningen i Fyr og Flamme.
Der var ingen Tvivl mulig. Denne Fest havde været
det første af de Skridt, der skulde lede til Kongens
Bortfjernelse fra Hovedstadens Nærhed og hans
Tilbagekomst i Spidsen for fremmede Tropper. Og
dette kunde Paris’ velstaaende Borgerstand lige saa
lidt se rolig paa som den fattige Befolkning. »Har
vi ikke Bet?« udbrød de sidste med Hentydning til
det overdaadige Gilde i Versailles. »Har vi ikke
Bet? Der er altid Overflødighed, hvor Kongen er
til Stede. Lad os faa ham og den søvnige
Nationalforsamling til Paris, saa skal vi nok faa det til
at gaa!«

Og i sit Inderste gentog la Fayette de samme Ord.
Han havde sine egne Planer med at faa
Nationalforsamlingen ind til Hovedstaden. Og han saa klart,
at det vilde blive nødvendigt at være rede til at
skride ind med Vaabenmagt for at beskytte Kongen,
naar Folkesværmen stod truende uden for eller
maaske inde i Slottet i Versailles. Han haabede da

229

230

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>