Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Den lovgivende Forsamling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
O EN FRANSKE REVOLUTION
endelig blev fængslet og ført til Paris for at dømmes,
blev han frikendt af den lovgivende Forsamling, der
fandt, at han havde handlet af patriotisk Iver.
Emigranternes Raab om Hævn og deres Trusler
om at vende tilbage med fremmede Tropper bidrog
kun til at gøre Kongeparrets Stilling mere og mere
vanskelig. Ved sit ulykkelige Forsøg paa Flugt og
ved den fortvivlede Tilbagekaldelse af alle de
Indrømmelser, som han havde bekræftet ved sin Ed og
sit kongelige Ord, havde Kongen stillet sig i Række
med de forhadte Emigranter og erklæret sig for
Revolutionens Fjende. Tilliden til ham var
uigenkaldelig borte; og selv om han nu af fuldt Hjerte bad og
besvor sine Brødre i den ene Skrivelse efter den
anden at holde op med de truende Rustninger og
de krigerske Proklamationer og atter vende tilbage
til Fædrelandet og stille sig ved hans Side, troede
Folket dog, — og hvor kunde det andet! — at han
spillede under Dække med dem. Og hans Brødre
lo ad hans Bønner og betragtede dem som
Komediespil. Han er i Parisernes Vold, sagde de, han er
nødt til at skrive saadan. Han kan ikke tro, at vi
er saa taabelige at vende tilbage til disse Mennesker,
uden at være stærke nok til at slaa dem ned.
Emigranternes Politik var ganske modsat
Kongeparrets eller rettere Marie Antoinettes. Denne
ønskede de europæiske Fyrsters væbnede
Sammentræ-den, for ved det moralske Tryk, som en saadan vilde
udøve paa den lovgivende Forsamling, at bane Vej
for en fredelig Genindsættelse af den franske Konge
i sin fulde Myndighed og med Undertrykkelse af
Hofadelen, der havde sveget sin Konge i Nødens
Stund. Emigranterne vilde have Europas Hjælp til
Genoprettelsen af Vanden régime med Udvidelse af
Adelens Magt. Og alle Vegne, hvor Emigranterne
ved Europas Hoffer mødtes med Marie Antoinettes
Gesandter, søgte de at krydse hendes Planer.
Den franske Hofadel var bleven sig selv lig i sin
Landflygtighed. Der skulde skarp Lud til disse
Hoveder. Det var dens udfordrende og upatriotiske
Optræden, dens aabne Stræben efter at føre det gamle
System tilbage og dens stadige Trusler, der gjorde
Navnet Emigrant forhadt og foragtet. Men det var dog ikke
fra den letsindige og nydelseslystne Kreds, der havde
samlet sig i Koblenz, at Faren virkelig truede. Den kom
fra den anden Lejr, fra Worms, hvor en stor Hær af
Emigranter blev samlet under Anførsel af Prinsen af
Condé, den eneste af Bourbonerne, der havde lagt
militære Evner for Dagen, og som havde vundet sine
Sporer i Syvaarskrigen. I Slutningen af 1791 havde
han omtrent 23,000 Mand under Vaaben, Bester af
de gamle lejede Regimenter, Boyal-Allemand o. s. v.
Men saavel i den lovgivende Forsamling som
rundt om i Landet var der en Følelse af
Skamfuldhed over, at saa mange Franskmænd, næsten alle
Bærere af højadelige Navne, for Europas Øjne skulde
staa med Vaaben i Haand mod Fædrelandet og
lydelig udtrykke Had og Hævnlyst mod egne
Landsmænd. Allerede før August havde Kongen paa
Bar-naves indstændige Forestillinger tilskrevet sine Brødre
for at søge at overtale dem til at vende tilbage.
Men Kongens Ønske havde mødt et rent Afslag, og
i Oktober begyndte Forsamlingen at behandle
Spørgsmaalet om Emigranterne. Den 31. Oktober vedtog
den en Lovbestemmelse, der gik ud paa, at, hvis
Kongens Broder, Greven af Provence ikke vendte
tilbage til Frankrig inden Aarets Udgang, skulde han
have forbrudt alle sine fyrstelige Bettigheder. Denne
Lov gav Ludvig XVI sin Underskrift uden Modstand;
men da Forsamlingen den 9. November vedtog, at
enhver Emigrant, som ikke inden den 1. Januar
1792 var vendt tilbage, skulde erklæres fredløs som
Landsforræder og hans Gods konfiskeres, nægtede
han at underskrive den, til Trods for at Loven var
bleven vedtagen næsten med Enstemmighed, idet selv
Royalisterne i Forsamlingen ansaa Emigranternes
Tilbagevenden for en Nødvendighed.
Kongens Veto forhindrede saaledes Loven i at
træde i Kraft i Øjeblikket; men Stemningen mod
Emigranterne var for stærk til, at Girondisterne skulde
lade Tiden gaa unyttet hen; og ved Ihærdighed
lykkedes det dem at bevæge Kongen til at protestere
mod, at de tyske Fyrster gav Emigranterne
Tilflugtssted. Kejseren, til hvem Protesten var stilet,
hævdede imidlertid sin Ret til for sit egen og Fyr.
sternes Vedkommende at yde Beskyttelse til hvem,
de fandt for godt, men opfordrede dog alligevel
Prinsen af Condé til at trække sig tilbage fra
Grænsen. Girondisterne, der følte, at de i
Spørgsmaalet om Emigranterne havde Stemningen med sig,
gik hurtig videre, og den 27. December vedtog
Forsamlingen at opfordre Kongen til at meddele sin
Svoger Kejseren, at Frankrig vilde erklære det tyske
Rige Krig, saafremt Emigranterne ikke øjeblikkelig
blev viste ud af Riget. Girondisterne satte nu alle
Kræfter ind paa at fremkalde en Krig af patriotiske
Grunde, thi ved en saadan vilde den Smule Magt,
som Kongen endnu sad inde med, ganske gaa tabt,
og Republikens Indførelse være saa meget nærmere
ved Haanden. Desuden sagde de, er Krig mod
Østerrig ensbetydende med »Kamp mod alle Konger og
Frihed for alle Nationer«.
Ogsaa Royalisterne ønskede Krig, men af ganske
andre Grunde: En Krig er altid for et saa ærelystent
Folk som det franske en populær Sag. Og Kongen
vilde vinde dobbelt ved at stille sig i Spidsen for
Krigspartiet, thi derved vilde han gøre godt igen,
hvad han havde forbrudt ved Flugten til Varennes,
og paa den mest overbevisende Maade lægge sin
Misfornøjelse med Emigranterne for Dagen. Og for
hvert vundet Slag vilde Kongens Magt stige, han
vilde have Arméer til sin Raadighed, og Disciplinen
vilde skabes af sig selv, naar Hæren stod over for
Fjenden. Skulde det endelig gaa galt, vilde Folket
saa meget mere føie Nødvendigheden af at udruste
Regeringen med den størst mulige Myndighed.
Hvordan det saa gik, kunde Kongedømmet kun vinde.
Krigen vilde være et Genfødelsens Bad, af hvilket et
nyt Frankrig skulde dukke op med en stærk og
uafhængig Kongemagt.
Det eneste Parti, som ikke yndede Tanken om en
Krig, var det radikale. Den passede ikke ind i dets
rousseauske System. »Hvem gaar det ud over i en
Krig?« skrev Marat i »Folkevennen«. »Ikke over den
Bige, men over den Fattige, ikke over de fine
Officerer, men over de stakkels Bønder.« Baade
Bobes-pierre og Danton betragtede Krigen som et taabeligt
276 29(i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
