Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Den lovgivende Forsamling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
O EN FRANSKE REVOLUTION
han og mangfoldige af Befolkningen ansaa som sande
Præster. Nu rejste Girondiner og Jakobinere i
Fællesskab voldsomme Anklager, som ikke kunde
frakendes al Begrundelse, mod dem for at ophidse
Befolkningen. Og den 27. Maj vedtog Forsamlingen
paa Forslag af Vergniaud, at enhver Præst, der ikke
havde aflagt Ed paa Forfatningen, naar blot 20
Borgere i samme Valgkreds begærede det, skulde kunne
forvises fra sit Departement.
Det var disse to bedske Love, der forelaa Kongen
til Underskrift i Begyndelsen af Juni 1792. Der var
ikke andet for ham at gøre end at vinde Tid, og
Kongen overvejede og grundede og var saa hjælpeløs
som mulig. Thi at benytte sit Veto paa ny, vidste
han, vilde kun bringe Revolutionsmændene i den
største Ophidselse. Og der var al Grund til at være
forsigtig.
Medens Ludvig XVI raadvild og ubeslutsom lod
sig paavirke snart fra den ene og snart fra den
anden Side, bragte Roland, eller rettere hans energiske
Hustru Sagen til Afgørelse. Hun nærede et
lidenskabeligt Had til Marie Antoinette, som hun snart
kaldte den moderne Messalina og snart Madame Véto,
og hun besluttede at gøre sit til, at den rænkefulde
Dronning ikke paa ny overtalte sin svage Mand til
at modsætte sig Folkets Ønske. Hun skrev et
dundrede Brev til Kongen, hvori hun paa en Maade, der
meget lignede en Befaling, raadede ham til at
underskrive begge Love. Men Ludvig XVI havde, trods
alle Ydmygelser, endnu Følelsen af sin kongelige
Værdighed og vilde ikke lade sig noget foreskrive,
naar det skete med Tilsidesættelse af den personlige
Høflighed, som han fordrede, og som hans
Omgivelser endnu viste ham.
Dumouriez, der ikke var nogen Ven af Rolands,
var til Stede, da Dronningen læste Brevet. »Hvad
skal man gøre med disse uforskammede Personer?«
udbrød hun med flammende Øjne. »Smide dem paa
Porten, Deres Majestæt!« svarede Dumouriez rolig,
og endnu samme Dag fik Roland og to af hans
Kolleger deres Afsked. Det girondinske Ministerium var
nu helt opløst. Dumouriez overtog i det nye Posten
som Krigsminister.
Men den Glæde varede ikke længe. Til
Dumouriez’ store Forbavselse og til Trods for hans
Forsikring, at de i hans Haand ikke skulde gøre nogen
Skade, nægtede Kongen at sanktionere de to Love.
Og da Ludvig XVI fastholdt sin Vægring, trak
Dumouriez sig allerede den 15. Juni fornærmet tilbage
med den Erklæring, at Kongen ikke havde holdt,
hvad han havde lovet ham.
Den 19. Juni fik Paris paa én Gang Underretning
om det girondinske Ministeriums Opløsning og om
Dannelsen af det ny, der viste sig at bestaa af
Venner og Tilhængere af la Fayette — og om, at
Kongen nedlagde sit Veto mod de to foran omtalte Love.
Det girondinske Ministeriums Fjernelse havde allerede
vakt et lignende Røre som det, der fulgte efter
Neckers Afsked i 1789 og endte med Bastillens Fald.
Folket var vant til at give hurtigt Svar, og naar der
gik et Par Dage hen i Fred og Ro efter Ministeriets
Fald, var det kun, fordi man lagde Planer om store
Bedrifter. De politiske Ledere — som Robespierre
og Danton — tilraadede indstændig at afholde sig
fra alt, hvad der kunde ligne Oprør. De vidste godt,
at der i Nationalgarden, som gennemgaaende var
meget misfornøjet med at la Fayette var gaaet af
som Chef, var saare mange konservative Mænd.
Der fandtes saaledes hele Bataljoner, der var
fuldstændig kongeligsindede, idet mange af Kongehusets
Venner og Tilhængere var traadte ind i dem. Det
Omslag, der var sket, havde givet sig Vidnesbyrd en
Dag, da nogle Gardister styrtede sig over en af de
mest fremtrædende Revolutionsmænd, Legendre, der
ikke vilde blotte Hovedet, da en kirkelig Procession
drog forbi ham paa Gaden. Skrækken fra den 17.
Juli 1791 sad de politiske Ledere i Blodet; de
frygtede for, at Tiden ikke var moden endnu, og for en
Gentagelse af hint blodige Optrin.
Men ude i Faubourg St. Antoine fandt man Tiden
moden nok. Her boede Santerre, den rige Brygger,
som med sine gode Kundskaber i Kemi havde luret
Englænderne Kunsten af, at brygge 01. En Ting til
havde han lært i England, Lidenskaben for Heste og
Hestevæddeløb, og han var en af de første, som
indførte denne ædle Sport i Paris. Hans Kærlighed
til Heste gjorde liam til en populær Figur over hele
Byen; men hans jævne Gemytlighed, Rundhaandethed
og Hjælpsomhed gjorde ham i en ualmindelig Grad
afholdt i det Kvarter, hvor hans store Bryggerier
laa, og hvor Fattigfolk, uden Vederlag kunde hente
sig en Krukke 01 eller faa lidt Korn eller en Smule
Kul med til Hjemmet. I Réveillon-Affæren havde
han været med og gjort sit for at holde igen paa
Mængden; paa Bastilledagen var han bleven haardt
saaret under sine Forsøg paa at beskytte Besætningen;
han havde været med i Versailles som Kommandant
for St. Antoines Nationalgarde; kort sagt ved alle de
store Begivenheder under Revolutionen var hans
Navn blevet nævnet.
Hos ham samledes efter Ministeriets Fald
forskellige af de Mænd, som fandt, at der burde gøres
noget. Der var Folk af mange forskellige Lag,
Slagteren Legendre, en uvidende og udannet men
fri-hedsvenlig Mand, der som ingen anden forstod at
tale til det lavere Folk og faa det til begejstret at
følge sig. Der var de to Juvelerer Rossignol,
ivrige Republikanere, og Alexander, Kommandant for
Nationalgarden i Faubourg St. Marceau. Der var
den hovedrige Fournier, som paa Grund af sit lange
Ophold i Amerika og sine store Ejendomme dér
almindelig gik under Navnet Amerikaneren. Der var
den polske Adelsmand, Lazouski, som færdedes i
Paris’s fineste Selskabsliv, og endelig møder vi ogsaa
her den forhenværende Markis St. Huruge, hvem
Santerre havde gjort Bekendtskab med hos Hertugen
af Orléans, og som pumpede den hjælpsomme
Bryg-ger ved enhver Lejlighed.
En Ting stod fast for disse Folkets Mænd:
Kongen skulde paa en eller anden Maade bringes til at
kalde det afsatte Ministerium tilbage. Han var næppe
mere uimodtagelig for Folkets Vilje nu end i 1789,
da han pænt maatte genindsætte Necker i sit
Embede. Men man maatte finde et Paaskud til at samle
saa mange Patrioter, at de kunde optræde med nogen
Vægt. Derfor blev det besluttet at indhente
Kommunalbestyrelsens Tilladelse for Beboerne af Faubourg
St. Antoine og St. Marceau til, i Anledning af
Aars-dagen for Eden i Boldhuset, i Procession at overrække
den lovgivende Forsamling og Kongen et Masseandra-
280 29(i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
