Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Kongedømmets fald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
O EN FRANSKE REVOLUTION
lade den fæste for megen Rod. I den lovgivende
Forsamling aabnede Verginaud et voldsomt Angreb
paa ham ved i en af sine mest glimrende Taler, der
blev trykt og udbredt over hele Landet, at minde
Folket om Kongens formodede forræderske
Forbindelser med Landets Fjender og endte med at betegne
ham som »den Mand, hvem det franske Folks
Ædelmodighed ej havde været i Stand til at røre.«
Skylden for Krigen og dens uheldige Begyndelse blev
nu — ganske imod det virkelige Forhold — lagt
paa Kongens Skuldre, og paa Hérault de Séchelles
Forslag vedtoges det at stille en Hær paa 85,000
Mand paa Benene og at udstede en Erklæring om,
at »Fædrelandet var i Fare«, d. v. s. at erklære hele
Riget i
Belejringstilstand.
Men midt under
al den Larm og
Ophidselse, som fulgte
med Behandlingen af
disse store og
alvorlige Spørgsmaal, rejste
Biskoppen fra Lyon,
Lamourette, sig og
holdt en rørende Tale,
hvori han prækede
Fred og Forsoning og
opfordrede alle til
Enighed. »Lad os nu
rejse os og sværge at
afsky Republiken i
lige saa høj Grad
som
To-Kammersystemet.« Og vante til
at lade sig rive med
af fagre, følsomme
Ord, sprang
Medlemmerne op, bevægede
af de skønneste
Følelser. Man
omfavnede og kyssede
hinanden; selv de
ivrigste Modstandere faldt
hinanden om Halsen
med Kys og Taarer,
og Kongen, hvem man
straks sendte Bud om
den rørende Enighed,
som »Lamourettes
Fredskys« havde bragt til Veje, gav øjeblikkelig Møde
og hilstes med Jubelraab. Dette foregik den 7. Juli;
men den 9. anklagede Brissot i den samme
Forsamling »Hoffet«, d. v. s. Kongeparret, for Forræderi! Og
den 13. Juli tilføjede Forsamlingen Ludvig XVI en
dyb Krænkelse ved at erklære Pétions Afsættelse for
ugyldig, til Trods for at den havde faaet Kongens
Underskrift.
Dette Overgreb havde den skæbnesvangre Følge,
at det monarkisksindede Departementsraad trak sig
krænket tilbage og veg Pladsen for yderlig
revolutionære Mænd. Det Ministerium, som Kongen havde
dannet efter Rolands og Dumouriez’s Fald, havde
bestaaet af la Fayettes Venner og Tilhængere. Efter
det Nederlag, som deres Fører havde lidt ved
Kongeparrets Uvilje til at lytte til hans Raad og lade
sig frelse af ham, fandt de det uforeneligt med sine
Principer at blive siddende som Ministre, og den 10.
Juli forlangte de Afsked. Den forladte Konge havde
Møje nok med at finde nogle faa kongetro, men
ubetydelige Mænd til at erstatte dem.
Bastilledagen var atter for Haanden, og den
lovgivende Forsamling havde besluttet, at Dagen ligesom
to Aar i Forvejen skulde fejres ved en stor
For-bundsfest, til hvilken alle Departementer skulde sende
Repræsentanter. Under dette Paaskud vilde den
væbnede Styrke paa 20,000 Mand, som tidligere var
foreslaaet lagt i Lejr uden for Paris, kunne samles
til Trods for Kongens derimod nedlagte Veto. I
Følelsen af den stærke Støtte, som de Konstitutionelle
kunde paaregne hos
en stor Del af Paris’
Nationalgarde, og lige
over for det
pludselige Udbrud af
Sympati for Kongen, som
havde fulgt efter den
20. Juni og en kort
Tid gjort la Fayette
til en farlig Mand,
havde Girondinerne
skrevet et flammende
Brev til Marseille og
anraabt denne
revolutionære By om at
komme den betrængte
Frihed til Hjælp og
sende 500 væbnede
Mænd op til Paris,
»men Mænd, som
forstaar at dø!«
Lignende Opraab havde
andre Deputerede
sendt til deres
Hjemsteder , og i Paris
imødesaa man med
Spænding
Bastilledagen, thi nu, ventede
man, vilde det vise
sig, hvem der var
det stærkeste Parti,
det konstitutionelle
eller det radikale.
Ogsaa Ludvig XVI
forstod dette og
gjorde alt, hvad han formaaede, for at lægge »les
Fédérés«, O: de forbundne Byers Afsendinge,
Hindringer i Vejen for deres March. Det synes virkelig,
som om han har haft noget Held med sig, thi da
den 14. Juli oprandt, var der kun kommet ca. 3000
Mand. Korpserne fra det sydlige Frankrig,
Marseil-lanerne f. Eks. var endnu ikke mødte. Festen paa
Marsmarken forløb imidlertid i fuldstændig Ro, saa
roligt, at Kongen næsten skammede sig over sin
Forsigtighed, at have taget et Harnisk paa under sin
Vest for at være forberedt paa alt. Han sad alene
og forladt. Ingen tog Hensyn til ham, ingen talte
til ham; ikke et eneste Hurraraab lød for ham.
Han betragtedes allerede som en ganske overflødig
Person.
Der var en uhyggelig, nervøs Spænding over Paris
288 29(i
Fig. 125. Madame Roland. Født 1754, henrettet 1793.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
