Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Kongedømmets fald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
STORMEN PAA TUILERIERNE
Tuilerihaven over til Ridehuset. Kongen gi-k med
Dauphinen ved Haanden umiddelbart efter Roederer,
og den sorgløse Dreng, som ikke fattede Rækkevidden
af hvad der foregik, morede sig med at sparke til det
visne Løv og høre dets Hvislen henad Gangene. »Se,
hvor Løvet ligger tæt,« sagde Kongen til sin lille
Søn, »det falder tidligere i Aar end ellers.«
s Den lovgivende Forsamling modtog Kongen med
blandede Følelser, men dog med ydre Høflighed.
»Jeg er kommen for at hindre en stor Forbrydelse,«
sagde han med stor Ro, og Forsamlingen erklærede,
at han var sikker i dens Midte. Man vilde nu
fortsætte Forhandlingerne, men et Medlem rejste sig og
udtalte, at Forsamlingen ikke kunde forhandle i
Kongens Nærværelse, og nu maatte man altsaa først
finde et Værelse, hvor Flygtningene kunde opholde
sig. Endelig fandt man det, en lille Referentloge
bag Formandens Stol. Og her sad Kongen af
Frankrig og Navarra indespærret med sit kongelige Hus
i 2 Gange 24 Timer.
Længe havde de ikke siddet her, før de hørte
Skud ovre fra Slottet, og Ludvig XVI kom nu først
til at tænke paa sin trofaste Schweizergarde, som
stod paa Post paa Slottets Trapper, i Gange og
Forstuer; han sendte straks Grev d’Hervilly over til den
med Ordre til at holde inde med Skydningen og
trække sig tilbage til dens Kaserne. Men da var
Kampen alt begyndt, og Kongens Sendebud beholdt
paa eget Ansvar sin Ordre i Lommen for at se, til
hvilken Side Sejren vilde hælde. Schweizerne talte
i alt omtrent 800 Mand; af dem havde 150 ledsaget
Kongeparret over til den lovgivende Forsamling.
Resten var fordelt omkring i Slottet. En større
Afdeling holdt under Kaptajn Durler den store Trappe
besat, og Kaptajnen havde Ordre af sin Major til at
holde sin Post. Uden for hylede Tusinder af
Angribere, og endelig tiltvang Vestermann og
Marseil-lanerne sig Adgang gennem Hovedporten. De stormede
nu ind over Slotsgaarden og ind i Bygningen, men
standsedes her af Schweizerne ved Hovedtrappen,
medens andre fra Vinduerne i Stueetagen
fraterni-serede med dem og kastede deres faa Patroner ud
til dem som Tegn paa deres forsonlige Sindelag.
Ved Hovedtrappen udspandt sig imidlertid en
Samtale mellem Vestermann, der som Elsasser talte tysk,
og Kaptajn Durler samt Kommandanten i Paris, Ge
neral de Boissieu, og under denne Samtale faldt,
uvist fra hvilken Side, pludselig et Skud.
Schweizerne, som stod ved Vinduerne paa første Sal
betragtede det som Signal til Kamp og fyrede paa den
tæt sammenstuvede Mængde i Gaarden, medens deres
Kammerater paa den store Trappe samtidig gjorde
Udfald, tog et Par Kanoner, som Angriberne havde
bragt med sig, og rensede Slotsgaarden i en
Haandevending, hvorpaa de trak sig tilbage til deres Post
ved Indgangen.
Medens Vestermann, dækket af den tætte
Krudtrøg, der fyldte Slotsgaardene og skjulte Ligene af
omtrent 100 faldne Angribere, samlede sine Folk,
der rasende raabte paa Forræderi af de troløse
Schweizere, til et nyt Stormløb, afleverede d’Hervilly
Kongens skriftlige Ordre til Kaptajn Durler.
Yderligere Modstand vilde sikkert være unyttig over for
den overvældende Overmagt; men alene det at trække
sig bort fra Slottet var en mislig Sag. Durler lod
dog straks Trommerne røre og tiltraadte Tilbagetoget,
langsomt og i god Orden til Trods for den
voldsomme Ild, som Angriberne, der nu rykkede ind paa
Slottet, aabnede paa ham. Det var hans Hensigt at
søge Tilflugt for sig og sin Deling hos den lovgivende
Forsamling, der havde modtaget Kongefamilien og
de omtrent 150 Schweizere, der havde ledsaget den
derover; men nu skete der det mærkelige, at Kongen
befalede dem at gaa til deres Kaserne. Nogle af
Forsamlingens Medlemmer forstod dog bedre end
han, at det var ganske at prisgive dem, og aabnede
dem et Tilflugtssted i Feuillanterklosteret, hvor de
straks maatte afgive deres Vaaben.
Men det var kun Kaptajn Durlers Deling, som
samlet havde trukket sig tilbage, medens det endnu
var Tid. De mangfoldige andre Soldater af Livvagten,
der stod paa Post rundt omkring i det vidtløftige
Slots mange Bum, havde ikke modtaget nogen Ordre
til at standse Ilden og havde ikke hørt
Trommesignalet til Afmarch. Men da de saa Angriberne
uden nogen Modstand fra Hovedtrappen styrte ind i
Slottet, forstod de, at Forsvaret var opgivet; det
lykkedes de fleste af dem at samle sig og bane sig
Vej ud af Slottet og gennem Tuilerihaven, hvor
mange af dem faldt for Forfølgernes Skud. Stadig
kæmpende trak de sig tilbage til Place Louis XV,
og omkring Statuen for den elendige Monark, der
havde gjort mere end nogen anden for at styrte
Kongedømmet i Støvet, sluttede dets sidste Forsvarere
sig sammen, en Haandfuld tyske Lejetropper, der
ikke havde glemt gamle Dages Troskab, og faldt til
sidste Mand.
Da Kaptajn Durlers Afdeling rykkede ud af Slottet,
benyttede en stor Del af alle de mange Menneker,
som havde Beskæftigelse her, Lejligheden til at slippe
ubemærket ud af Florapavillonen, der laa ud mod
Seinen. Den Del af Angriberne, som bestod af
Soldater, betragtede naturligvis enhver, hvem de traf
med Vaaben i Haand, som en Fjende, og Efternølerne
af Schweizerne var snart skudte ned trods tapper
Modstand. Men efter Soldaterne trængte en
mord-og rovlysten Folkeskare ind, myrdende og plyndrende,
hvor den drog frem. Schweizerne i Portene, som
ikke havde andet end Navnet fælles med Livvagten,
blev huggede ned ligesom Kokkene i Køkkenet. Dog
var ikke alle lige blodtørstige, og der er mere end
ét Eksempel paa, at Folk, der — som Kongens
Livlæge — bevarede deres Koldblodighed og ikke viste
noget Tegn paa Frygt, blev skaanede. Ingen af
Slottets Damer eller kvindelige Betjening led nogen
Overlast; der blev forkyndt dem »Benaadning i
Folkets Navn.«
Efter almindelig Hærgning og Plyndring, — mange
Kostbarheder blev dog straks af Oprørerne selv
bragt over til den lovgivende Forsamling, ståk
Pøbelen Ild paa Staldbygningerne og modsatte sig længe
alle Brandvæsenets Forsøg paa at slukke den. Først
da den populære Murmester Palloy var kommen til,
fik han Lov til at overtage Ledelsen af
Slukningsarbejdet.
Dagen kostede c. 5000 Mennesker Livet, af hvilke
omtrent en Fjerdedel gik paa Forsvarerne og tre
Fjerdedele paa Angriberne. Der vilde sikkert være
flydt endnu mere Blod, om ikke de to ivrige
Jakobinere, Bazire og Bruat, med Fare for deres eget
297
298
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
