Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Kongedømmets fald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
O EN FRANSKE REVOLUTION
Søndagen den 2. September skulde de Frivillige,
som havde ladet sig hverve til Hæren, naar
Klokkerne begyndte at ringe, stille paa Marsmarken til
Afmarch. Da Klokkerne begyndte at lyde, stod
Danton netop paa Talerstolen i den lovgivende
Forsamling. »Hør!« raabte han, idet han afbrød sin
Tale. »Disse Klokker ringer til Storm mod vort
Fædrelands Fjender. Slaa dem ned! Dristighed er
det, vi trænger til — Dristighed og atter Dristighed,
og Frankrig er reddet!« Forsamlingen blev revet
med af hans Begejstring og tiljublede ham sit
Bifald.
Men Stormklokkerne kaldte ikke blot de unge
Frivillige til Fanerne. Pariserne havde denne Dag
kun én Tanke: Hvorledes kan vi lade vore
Sønner, uøvede og slet bevæbnede, drage mod en
overmægtig Fjende, naar der herhjemme gaar Tusinder
og atter Tusinder, rede til at falde dem i Ryggen og
gøre fælles Sag med de fremtrængende, sejrrige
Fjender? Fængslerne er overfyldte, vi formaar ikke
at spærre alle dem inde, som pønser paa Forræderi
imod os, der er kun ét Middel til at gøre dem
uskadelige og til at indjage alle ildesindede den nødvendige
Frygt . . . Hvad er det for et Rygte, der løber som
et Lyn fra Hus til Hus, springer fra Gade til Gade:
Verdun er faldet! Fæstningen Verdun er tagen af
Prøjsserne!
Ja, der er kun ét Middel mod alle Forrædere —
Døden. Nu gør vi Regnskabet op med det gamle
Regimente.
De fleste af dem, der tænkte saaledes, vilde vel
næppe selv tage Del i Myrderierne; men de lukkede
Øjnene og tillod, at de gik for sig. Det franske Folk
har altid, lige fra Rigets tidligste Dage, udmærket
sig ved et nervøst, hævngerrigt Instinkt, der skaffede
sig Udtryk som et vildt Raseri efter Blod.
Prøjsserne er over os! Ned med Forræderne!
Nogle Præster blev, paa Grund af deres Modstand
mod at aflægge den forlangte Ed, ved Middagstid
førte til Fængslet i Abbediet. Med dem skete
Begyndelsen. En Skare Mænd banede sig Vej gennem
Mængden, som hylende og bandende fulgte efter de
ulykkelige Gejstlige, og begyndte at slaa dem ned
med Økser og Spyd. Enkelte flygtede tilbage til
Sektionsudvalget, hvorfra de kom, og fik Lov til at
sætte sig ved Bordet mellem Dommerne og bjærgede
Livet ved at blive antagne for at høre til dem. Men
de fleste blev huggede ned.
Efter denne blodige Indledning styrtede Morderne,
til hvilke der hurtig sluttede sig en Mængde
rov-lysfne Banditer, til Carmeliter-Klosteret, hvor de
vidste, at halvandet Hundrede edvægrende Præster
sad indespærrede, Her gik man mere metodisk til
Værks. Fangerne blev først drevne ud i
Kloster-gaarden, hvor de blev modtagne med en Salve fra
de bøssebevæbnede Mordere. Derefter blev deres
Navne raabte op efter Fangelisten, og en efter en
traadte de frem og blev slaaet ned, Ærkebispen af
Arles som Nr. 1. Herfra gik det til Abbediet, og
her saa man en mærkelig Scene. Stanislas Maillard,
som havde spillet en Hovedrolle paa alle
Revolutionens store Dage, var ogsaa dukket op her. Han
kendte sine Landsmænd til Bunds og vidste, at de,
naar Vilddyret først var bleven vakt i dem, uden
at spørge om hvem eller hvorfor, vilde slaa ned for
Fode. Stolende paa sin grundfæstede Popularitet fik
han Morderne overtalt til at gaa frem med et Slags
Lovlighed og fik dem til at vælge ham selv til
Dommer. Og selv om han dømte 170 Fanger til Døden,
reddede han dog over 200, som uden hans Hjælp
vilde have været haabløst fortabte.
I alle Fængsler dannede der sig lignende
Domstole, der med stor Hurtighed afgjorde Spørgsmaalet:
Skyldig eller ikke skyldig. Blev en Mand dømt, lød
Ordren: Før ham til la Force eller til la
Concier-gerie. Saa vidste man Besked. Tre Mand greb ham,
førte ham til Fængselsdøren, aabnede den og puffede
ham udenfor med Raabet: Til la Force, eller hvilket
Navn de nu fandt paa, og straks løftedes Økser,
Sabler og Spyd imod ham, og han faldt død om,
inden han havde gjort et Par Skridt. Snart voksede
Dyngen af Lig uden for Fængselsdørene;
Mordergruppen maatte rykke længere bort, og Rendestenene
flød med Blod, saa Folk i lang Afstand fik ondt og
besvimede. Men blev en Mand frikendt, førtes han
uden for Døren med Raabet: Vive la Nation! og
blodige Hænder raktes ud imod ham for at trykke
hans under Jubelraab over, at dog ikke alle var
Forrædere.
Alle Vegne gik det først ud over Præsterne og
Assignatforfalskerne, af hvilke der fandtes en Mængde.
Dernæst kom Turen til dem, der havde spillet en
særlig fremtrædende Rolle paa Kongens Side den 10.
August.
Og saa kom alle de, der havde den Ulykke at
bære et Navn, der i den almindelige Bevidsthed var
nær knyttet til Kongefamilien eller til Hoffet og dets
Politik. Deres Liv var fuldstændig i den
selvbestaltede Dommers Haand, og hvor Hébert eller Rossignol
afsagde Dommen, var der kun liden Naade at vente.
Men det maa dog fremhæves, at mange bleve
frikendte, som med nogen Aandsnærværelse forstod at
læmpe sig lidt efter de folkelige Anskuelser og
undlod at trodse Folkets Hævnere ved en altfor stærk
Fastholden ved den personlige Overbevisning.
Dog for én Person var der ingen Redning, om
hun saa havde været en Engel fra Himlen.
Dronningen selv sad i Sikkerhed, strengt bevogtet til
senere Tider, men om hendes trofaste Veninde,
Prinsesse Lamballe, synes Folkets hele Raseri at have
samlet sig. Hun blev af sin Dommer, Hébert,
opfordret til at sværge paa, at hun hadede Konge,
Dronning og Kongedømmet. Og da hun nægtede
det, lod Ordren »å l’Abbaye!« Fængselsporten
aabnedes, hun fo’r sammen ved at se de løftede
blodige Vaaben, — hun puffedes frem, og i et blodtørstigt,
Jack-the-Ripperagtigt Delirium styrtede de vilde
Kannibaler over hende. Hendes Legeme blev mishandlet
og revet i Stykker. En Time senere drog en Skare
Mennesker omkring, hujende og raabende, bærende
hendes Hoved paa en Stage rundt om Temple-Taarnet,
hvor Dronningen sad ved Vinduet og stirrede ud og
tænkte, og tænkte, og tænkte.
Alle de andre Hofdamer og adelige Damer, der
havde siddet fængslede sammen med hende i La
Force, blev frigivne, og hun var i det hele taget den
eneste Dame af Stand, som blev dræbt i disse
grufulde Dage.
Kommuneraadet, paa hvilket Ansvaret for dette
Blodbad først og fremmest maa falde, udsendte
308
29(i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
