Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Ludvig Capet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KONGEN ANKLAGES
Men disse rolige Dage i Fængslet var snart forbi.
Den 6. November, samme Dag som Dumouriez
sejrede ved Jemappe, havde Udvalget, som havde faaet
det Hverv efter Flugten til Varennes at undersøge
Kongens Papirer, afgivet sin Betænkning. Alt andet,
selv den truende Nød, Brødprisernes Stigning og
Papirspengenes stadig synkende Værdi, som under
andre Omstændigheder vilde have optaget alles
Tanker, traadte nu i Skygge for de to Spørgsmaal: Skal
Kongens Uansvarlighed og Ukrænkelighed, — som
den er udtalt i Forfatningen af 1791 — respekteres,
eller skal han kunne anklages? Og hvad Dom skal
han lide?
Hele November gik hen med Forhandlinger herom.
De fleste Medlemmer var dog endnu tilbøjelige til at
betragte ham som personlig uskyldig i de
Beskyldninger, der rejstes imod ham. Girondinerne, der
ellers, naar de vilde tage sig sammen, kunde raade
over Flertallet i Salen, lagde ved denne Lejlighed
Partiets Uenighed og dets Mangel paa et bestemt
politisk Maal stærkere for Dagen end nogen Sinde
før. De havde været de ivrigste til at rive ned,
men ingen af dem var i Stand til at bygge noget
op. Et Mindretal fordrede Kongens Ukrænkelighed
overholdt, et andet, at han skulde dømmes, dog ikke
som i Betænkningen foreslaaet, af Konventet, men
derimod af hele Folket. Brissotister og Buzotister
stod skarpt over for hinanden, og inden for de to
Hovedpartier var der mange forskellige Standpunkter.
Som sædvanlig udmærkede Bjerget sig ved logisk
Klarhed og hensynsløs Fasthed i Holdningen: Om
Kongen er skyldig eller ej i de enkelte Forbrydelser,
som han beskjddes for, udtalte Robespierre og en
hidtil ukendt ung Mand, St. Just, hans begejstrede
Lærling, er i og for sig ligegyldigt. Den megen
Forhandlen om, hvorvidt han skal dømmes som Konge
eller som Borger, hvorledes eller af hvem han
skal dømmes, er ørkesløs. Er hans Død en politisk
Nødvendighed for Landet, maa han dø.
Opdagelsen af nogle skæbnesvangre Papirer i et
hemmeligt Jernskab, som først nu blev bekendte,
den derved vundne Vished for hans Forbindelse med
Prinsen af Condés Parti blandt Emigranterne, de
uomstødelige Beviser for, at Kongeparret havde
understøttet dem med Penge og underrettet Østerrigerne
om de franske Troppers Bevægelser — alt dette
sammen med Robespierres energiske Taler bragte
Forhandlingerne til Afslutning. Sagen taalte tydelig
nok ingen Opsættelse, og den 3. December vedtog
Konventet selv at dømme Kongen.
Olle Dage senere stod Ludvig Capet som anklaget
for Konventets Skranke. Der blev forelagt ham 33
Spørgsmaal angaaende hans Holdning lige fra
Revolutionens Begyndelse, og han valgte uheldigvis at
besvare dem paa en Maade, som ikke skaffede ham
Sympali. Snart anvendte han Benægtelsessj^stemet,
snart sagde han, at han ikke kunde erindre, hvad
der var foregaaet ved den eller den Lejlighed, eller
ikke kendte de Papirer, der blev ham forelagte, eller
ogsaa paaberaabte han sig Forfatningen.
Personlig var Kongen fuldstændig rolig og fattet.
Da han, efter kort at have svaret paa de ham
forelagte Spørgsmaal, forlangte at faa juridisk Bistand,
blev dette ham bevilget. Han valgte først Turgot til
sin Defensor, men da denne afslog at yde ham sin
Hjælp, henvendte han sig til to af de mest
fremragende Advokater Trouchet og Deséze, medens hans
tidligere Minister, den 70aarige Malesherbes, frivillig
bad om det ærefulde Hverv at maatte staa sin gamle
Herre bi, — et Hverv, der skulde bringe ham paa
Skafottet og Deséze saa nær til det som muligt. De
tre Herrer skulde i Forening udarbejde Forsvaret
og Deséze føre det for Konventet. Ti Dage blev
dem tilstaaede dertil.
Den 26. December holdt Deséze sin udmærkede
og dygtige Forsvarstale, som hvilede paa
Grundsætningen om Kongens Ukrænkelighed; den paahørtes i
den dybeste Tavshed. Kongen var selv til Stede og
bad — straks efter, at hans Advokat havde tait —
om Lov til at sige et Par Ord: at intet pinte ham
som Beskyldningen for at have villet udøse sine
Undersaatters Blod. Nogle Dage senere foreslog
Vergniaud, at Dommen skulde, •— hvorledes den end
kom til at lyde — godkendes af Folket i sin Helhed.
Hans Forslag blev stærkt angrebet af Barére og faldt
efter dennes Paavisning af alle de Uroligheder, som
en saadan Appel til Folket vilde give Anledning til.
Forhandlingerne herom afsluttedes den 7. Januar
1793, og otte Dage efter samledes Konventets
Medlemmer til Afstemning om de tre Spørgsmaal: 1. Er
Ludvig Capet skyldig i Sammensværgelser mod
Friheden og Folket? 2. Skal Nationalkonventets Dom
underkastes Folkets Godkendelse? 3. Hvilken Straf
skal han lide?
Af 739 Medlemmer i Konventet dømte 683 ham
skyldig. Ikke én frikendte ham. 8 Medlemmer var
fraværende paa Grund af Sygdom, 20 — blandt dem
Danton, Collot d’Herbois og Grégoire — udsendte af
Konventet i offentlige Anliggender, 5 stemte ikke, og
23 erklærede sig med forskellige Begrundelser for
inkompetente.
Saaledes var det første Spørgsmaal besvaret med
et enstemmigt: Kongen er skyldig. Det andet blev
afgjort endnu samme Dag. 424 stemte imod at
indanke hans Sag for Folket, 283 stemte for, og 10
stemte ikke. Altsaa Folkets Godkendelse af Dommen
behøvedes ikke.
Den 16. Januar begyndte Afstemningen over det
sidste og alvorligste Spørgsmaal: Straffen. Hele
Dagen, Natten og den følgende Dag gik med, thi alle
følte, at deres Stilling til dette Spørgsmaal var
bestemmende for deres egen Fremtid, og enhver
ønskede at begrunde sin Afstemning saa nøjagtigt som
muligt. 387 Medlemmer stemte for Dødsstraf og
334 for Fængsel. Kongens Defensor forlangte
Dommen indanket for Folket, men Konventet gik over til
Dagsordenen. Den 19. foreslog Buzot, at
Dødsdommens Udførelse skulde opsættes, da Kongens Død
sikkert vilde medføre Krigserklæringer fra England,
Spanien og Holland. Men ved Baréres energiske
Modstand faldt Forslaget om Opsættelse med 310
Stemmer mod 380.
Denne Afstemning over Straffen og de dertil
knyttede Forslag om Opsættelse eller øjeblikkelig
Udførelse beskrives af Øjenvidner som en af
Revolutionens mærkeligste Scener. »Forhandlingen trækker
i Langdrag, synes ingen Ende at ville tage, varer
med korte Afbrydelser fra Onsdag til Søndag Morgen.
Den lange Nat sniger sig hen, den blege Morgen
kaster sit blege Skær paa alle Ansigter; atter sænker
317
318
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
