Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Ludvig Capet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KONGEDØMMETS FALD
Med Møje rev de sig løs fra hinanden. »Lov os,
at vi skal ses i Morgen!« — »Ja, ja! I skal se mig
i Morgen tidlig — Godnat, godnat! Bed til Gud for
mig og Jer!«
Kongen sover trygt til Kl. 5 Mandag Morgen. Han
tager sin Vielsesring af sin Urkæde, prøver at sætte
den paa sin Finger — nej, det er længe siden, den
kunde passe ham. Han giver den til Cléry, som
klæder ham paa, og beder ham give den til
Dronningen som et stumt Farvel. Thi han har besluttet
ikke at se dem igen. Kl. 6^2 nød han Sakramentet
og holdt Andagt med sin Skriftefader, indtil Santerre
paa Slaget 9 træder ind. Timen er kommen. Kongen
stamper med højre Fod i Jorden og siger kort: Lad
os gaa!
Trommehvirvler; korte, skarpe Kommandoord,
Soldaters taktfaste Greb i Geværerne. En Karre
rasler hoppende og skumplende hen over den ujevne
Stenbro. »Naade! Naade!« lyder det ved
Fængselsporten i halvkvalte tilbageholdte Skrig, men ellers
ikke en Lyd. Kun Karrens hoppende Baslen. Skodder
for alle Vinduer og for alle Døre; alle Butikker er
lukkede. Paris er bleven til Sten. 80,000 væbnede
Mænd staar fra Temple-Taarnet til Place Louis XV,
Place de la Révolution, som den hedder nu. Skulder
ved Skulder, tæt som en Mur og af Sten som den.
Ikke et Ord, ikke en Bevægelse, kun Karrens Hoppen
og Baslen ned gennem disse to Bækker af Mennesker,
der er blevne til Sten.
Kl. 10 standser Karrens Baslen. Den holder
paa Place de la Révolution. Ludvig Capet ser sig
forundret om, han kender ikke Stedet igen. Hans
Bedstefaders Bytterstatue er omstyrtet — borte. Det
tomme Fodstykke staar der endnu, og lige over for
dette ser han et højt Stillads medden underlig Galge
— nej, det er den nye Henrettelsesmaskine,
Guillotinen, opfunden eller rettere forbedret af den men-
neskekærlige Læge Guillotin; thi allerede i
Middelalderen var lignende Maskiner i Brug. Og det er
ved Foden af disse uhyggelige, truende Stolper, at
Karren har gjort Holdt, og dens Raslen er hendøet
i den store Tavshed.
Tavshed omkring et Skafot. Tusinder af
Soldater med opplantede Bajonetter, sorte tavse Kanoner
og brændende Lunter — alt ubevægeligt, stivnet
som ved Trolddom. Kun ved Skafottet spores Liv.
En Mand i mørkebrun Kjole, graa Bukser og hvide
Strømper staar nu deroppe. Han kaster Frakken
og staar i Skjorteærmer. Mestermanden og hans
Svend nærmer sig for at binde hans Hænder; han
gør en afværgende Bevægelse men strækker dem
stille frem, da hans Skriftefader har hvisket ham
noget i Øret. Barhovedet, med aabent Skjortebryst
og bagbundne Hænder, gaar han hen til Skafottets
Kant. Hans Ansigt er kobberrødt.
»Franskmænd!« siger han højt i den store Stilhed.
»Fra dette Sted, umiddelbart før jeg skal staa for
Herrens Aasyn, siger jeg det: Jeg dør uskyldig. Jeg
tilgiver mine Fjender! — Gid Frankrig maa . . .«
Et Kommandoraab skærer pludselig ind: »Bør
Trommerne!«
En lang skrattende Trommehvirvel rejser sig paa
Santerres Bud og kvæler Lyden af de sidste Ord.
»Mestermand, gør Deres Pligt!«
Noget, der ser ud som en Kamp. En Mand
bunden til en Planke. Abbed Edgeworth bøjer sig
over ham:
»Ætling af Ludvig den hellige — stig op til din
Himmel!«
Et Blink af en blank Kniv i dens Fald, en Lyd,
som, én Gang hørt, aldrig glemmes. Et Hoved, der
af Mestermanden holdes højt i Vejret.
Og pludselig brydes Stilheden. Et
hundredtusind-stemmigt Raab vælder op fra Menneskehavet og
322 282
Fig. 13G. Ludvig den sekstendes Henrettelse. Efter et samtidigt Billede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
