Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Rædselsherredømmet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
O EN FRANSKE REVOLUTION
han maa til det. Hans Maade at dø paa var det
eneste kongelige i hans Liv. Hans Dom lød paa den
6.November. Om han havde noget Ønske? Jo, Tak,
Frokost ; f. Eks. lad os se: Østers, en Kotelet og en god
Flaske Rødvin. Hertugen af Orléans, som ikke
længer har Brug for Égalité-Navnet, sætter sig til Bords
og nyder sit sidste Maaltid med Velbehag. Han har
næppe rejst sig, før et Medlem af Konventet
fremstiller sig og beder ham i Bepublikens Interesse
aabenbare ham et og andet, som han mulig kunde
vide Besked med. Hertugen mener med nogen Bet,
at Bepubliken egentlig ikke kan vente sig synderlig
Imødekommenhed af ham, saadan som Sagerne staar
— men, hvis der er Tid dertil, skal han gerne
besvare, hvad det maatte behage Monsieur at spørge
ham om.
Saa lænede han sig til Kaminen og underholdt
sig med den Deputerede med den største Fatning.
»Mange Tak, nu er der ikke mere. Borger Égalité,
De har Krav paa Bepublikens Taknemlighed.«
Døren gaar op. Hertug Philip træder ud med
rank, fornem, næsten bydende Holdning; han er
elegant paaklædt, grøn Frakke, hvid Piqués Vest, gule
Benklæder og langskaftede, blanke Støvler — engelsk
til det sidste. Han er fuldstændig fattet og yderst
høflig i sin Optræden. Mængdens Forbandelser synes
ikke at naa lians Øren, da han med en Lidelsesfælle,
et Medlem af Konventet, langsomt kører gennem de
menneskefyldte Gader. Uden for hans gamle Bolig,
en Gang Palais Boyal, derefter Palais Égalité og
endelig Palais National, lader man Kærren holde, —
hvorfor skulde han skaanes for at se Indskriften:
»Nationens Ejendom« paa sit gamle Palads, medens
hans Børn hjemløse flakker om i Verden? Endelig
naaede de til Stedet, og rolig steg han op ad
Trappen til Guillotinen. Bødlen vilde trække hans Støvler
af. »Vent hellere«, sagde han, »De faar dem lettere
af bagefter — lad os faa Ende paa det.« Den
6. November, Kl. 4 om Eftermiddagen, faldt
Jako-biner-IIertugens Hoved.
To Dage senere staar der en hvidklædt
Kvindeskikkelse paa samme Sted. Det er Madame Boland,
med det lange Haar ned over Skuldrene. Og nu
staar hun der, saa hvid, saa pletfri, saa ædel som en
Marmorstatue fra Frihedslandets gyldne Tid, med
sine mange sælsomme Tanker. Hun ser sig om og
faar Øje paa Frihedens Billedstøtte. »O, Frihed,«
udbryder hun, »hvilke Gerninger begaas ikke i dit
Navn!«
Ottende Dagen efter kommer Underretningen om
hendes Død til Bouen. Der er Boland skjult hos
Venner, der som saa mange andre har Mod til at
udsætte sig for Fare ved at huse en Fredløs. Sent
om Aftenen meddeler de liam skaansomt hans
Hustrus Død. Og det bæres ham for, at han ikke kan
træde paa en Jord, der har drukket det ædleste Blod.
Hvorfor skal han ligge andre til Byrde? Han sniger
sig bort. Og den næste Morgen finder Bønderne en
god Mils Vej fra Byen en sammenbøjet Mand, der
sidder ved Vejkanten, lænet mod et Træ, med en
Dolk i Hjertet. Det var den retskafne Boland.
Mange af dem, der plejede at samles i deres
gæstfrie Hus, er gaaede forud for dem. Endnu flere
vil følge efter. Babaut St. Etienne opdages af
Konventets Sporhunde i et lille Bum, lavet af Skærm-
brætter, der er slaaet op paa en Vens Loft. Hans
Broder følger snart efter paa Skafottet, hans Hustru
dræber sig ved Meddelelsen om hans Død.
Condorcet, Filosofen og Matematikeren, har et sikkert
Skjul hos en Veninde, Madame Verney, hvor han
var gemt i otte Maaneder. Af Frygt for at drage
Ulykken ned over hendes Hoved, forlader han sit
Skjulested, flakker rundt i Paris’ Omegn, skjuler sig
i Skovene og i Stenkister under Vejene, men
genkendes en Dag i et Værtshus, hvor Sulten havde
drevet ham hen, og findes Dagen efter død i sit
Fængsel. En stærk Gift, som hans Svoger Cabanis
havde forsynet ham med, havde sparet ham den
sidste Vandring.
Og de fem i Stenbruddene ved St. Emilion?
Da Vandet om Efteraaret begyndte at stige i deres
dybe Huler, var der ingen Bedning mere her. De
maatte op til Jordens Overflade igen, hvad det saa
skulde koste. Guadet og Salle fandt et Skjul hos
den førstes Fader, oppe paa Loftet, helt henne i
Vinklen under Taget. Store Kister blev sat for, saa
der fremkom et lille Rum, hvor de kun kunde ligge
ned eller sidde paa Hug, og hvor alt det Lys, de
fik, var det, der kom ind mellem Tagstenene.
Bar-baroux, Buzot og Pétion — den forgudede Pétion,
der var bleven baaren i Triumf sammen med
Bobes-pierre! — blev anbragt hos en lille Frisør, hvor
de forfattede sine Memoirer, medens Salle i sin
snevre Krog skrev en Tragedie: Charlotte Corday.
Først midt i Juli 1794, faa Uger før Bobespierres
Fald vilde have bragt dem Friheden, blev Guadet
og Salle opsnusede og et Par Dage senere henrettede
i Bordeaux. Da ’de tre andre hørte dette, forlod
de Skjulestedet og flygtede ned til den spanske
Grænse. Da de saa sig opdagede, forsøgte Barbaroux
at skyde sig, men naaede kun at tilføje sig et Saar,
blev fanget og henrettet i Bordeaux den 25. Juli.
Buzot og Pétion undgik dog Forfølgerne og fik en,
kort Tid endnu at friste Livet i. Men nogle Uger
senere hørtes der Hylen af Hunde og Ulve i en
Fyrreskov i Nærheden af Castillon; Bønderne, som
skyndte sig derhen, fandt de halvt fortærede Lig af
Madame Bolands ridderlige Tilbeder og den fordums
Borgmester i Paris.
Ak, stakkels, brave Bailly, om du var bleven hos
dine Stjerner og havde holdt dig som en fast Mand
over for din kære Hustrus brændende Ønsker om at
blive Borgmesterfrue! Saa var du aldrig kommen
til hin 17. Juli at oplæse Oprørsloven paa
Mars-marken og lade Nationalgarden give Ild paa det
suveræne Folk. Det er Tanken om denne Dag, der
den 11. November 1793 — da Bailly alt staar paa
Skafottet — slaar ned hos Pariserne og bringer dem
til at udbryde: »Stands! Han skal dø paa det Sted,
hvor han forbrød sig!« Og Bailly føres ned igen,
medens travle Hænder straks tager fat paa at skille
Guillotinen ad og flytte den fra Bevolutionspladsen
til Marsmarken. Regnen strømmer ned; det er koldt
og blæsende. Og den stakkels gamle Stjernekigger,
tyndt paaklædt, ryster i den kolde Regn. »Du
skælver som et Espeløv, Borger Bailly,« raaber en
Sansculot, »du er bange for Bagekniven!« »Nej,
min Ven,« svarede den gamle Mand, høflig og venlig
som altid, »det er af Kulde.«
En broget Samling af Mennesker, der efterhaanden
347
29(i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
