Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Direktoriet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN FRA.NSKE REVOLUTION
380 368
I Marts og Åpril 1795 udbryder der den ene
Opstand i Paris efter den anden. Folket raaber paa
Brød og paa Forfatningen af 1793, der aldrig var
traadt ud i Livet. De vilde og blodige Scener fra
Revolutionens første Tid syntes at skulle gentage sig.
Men Konventsgeneralen Pichegru nedslog med Lethed
al Modstand. Det voldsomste Angreb fandt Sted den
1. Prairial, da Konventet blev belejret af St. Antoines
Befolkning, da Medlemmerne truedes paa Livet og en
af dem, Fréraud, blev dræbt. Her var det
Nationalgarden, der nu blev rekruteret fra de velstaaende
Borgerklasser ligesom i la Fayettes Dage og derfor
dannede en Militærmagt for Borgerstanden, der endte
Oprøret.
Konventet tog en blodig Hævn, »De tre store
Forbrydere« var alt blevne deporterede; nu førtes de
Fig. 153. Stormen paa Broen ved Arcole. Bonaparte griber Fanen og fører personlig det
sidste Stormangreb.
sidste af Jakobinerne, blandt dem flere af
Robespierres ivrigste Fjender, som nu atter havde sluttet
sig til Bjerget af Frygt for den voksende Reaktion,
for en Krigsret. Mange dømtes til Deportation, 7 af
dem til Døden. Prieur de la Marne undslap, de 6
førtes til Guillotinen, men forsøgte forinden at
dræbe sig med samme Kniv, som gik fra Haand til
Haand! Kun for de tre lykkedes Forsøget.
Men ude i Provinserne var det ikke saa let en
Sag at faa Urolighederne dæmpede. Hele det sydlige
Frankrig stod i Oprør, og nu var det
Revolutionsmændene, det til en Forandring gik ud over. De
Kongeligsindede og Præstevennerne samlede sig i store
Forbund — som Solkompagniet eller Jesusbrødrene —
og rasede med en Vildhed, som end ikke
Rædsels-herredømmet havde set Mage til. Og der var ude
paa Landet ikke Tropper som i Paris til at kue Op-
rørerne. Om nu de Kongeligsindede havde haft en
Fører, som kunde samle sine Tilhængere om sig og
samle det store Folk til Kamp for Kongedømmet!
Men Kongedømmets Sag led netop i Foraaret 1795
et stort Tab, da Dauphinen, Ludvig XVI’s Søn og
Arving, af Naturen et svageligt Barn og yderligere
svækket ved Indespærring og Sygdom, den 8. Juni
udløstes af sin Elendighed.
Imidlertid var de franske Hære over alt gaaet
sejrrigt frem i Kampen mod de udenrigske Fjender.
Pichegru havde i Vinterfelttoget 1794—95 erobret
Holland. Befolkningen plantede Frihedstræer og
modtog Franskmændene som Befriere, og Holland og
Belgien blev omdannede til den bataviske Republik. I
Pyrenæerne havde Franskmændene kastet Spanierne
ud af deres Lejr ved Ceret og truede Catalonien, i
Italien havde General
Bonapartes Kanoner forjaget
Pie-monteserne fra deres
Stillinger, hvorpaa de Franske
havde besat de vigtigste
Alpepasser. I 1795 sluttede
Prøjssen og Spanien Fred
med Republiken. Kun til
Søs var det ikke gaaet efter
Ønske; Korsika var bleven
erobret af England og de
engelske Admiraler ødelagde
den ene franske
Flaadekon-voj efter den anden.
I Juni 1795 ankrede en
stor engelsk Flaade ud for
Bretagnes K}rst. Hele
Befolkningen paa Halvøen
havde rejst sig til Kamp for
Kongedømmet og flokkede
sig omkring den berømte
Cadoudal. Den store
Emigranthær, som var om Bord
paa den engelske Flaade,
gik i Land, udraabte
Greven af Provence, Ludvig
XVIII, til Konge og erobrede
Fæstningen Penthiévre. I
Vendée vakte Underretningen
om Emigranthærens Ankomst
de gamle Følelser; Oprøret
flammede op paa ny; lige
saa paa Normandiets Kyst. Men det udygtige gamle
Samfunds adelige Officerer formaaede intet over for
Revolutionsarméens Generaler. Emigranthæren blev
slaaet og fuldstændig oprevet af Hoche, der
ligeledes paa ny kuede Opstanden i Vendée, medens
Greven af Artois, der med en ny Undsætning af
Emigranter krydsede uden for Kysten paa engelske
Skibe, ikke havde Mod til at gaa i Land, men
overlod sin Æts trofaste Tilhængere at udkæmpe
den fortvivlede Kamp mod hans og deres Fjender.
De Farer, der alle Vegne fra truede Republiken,
bragte Konventet til at fremskynde Arbejdet paa
Forfatningen, der endelig den 22. August blev færdig.
Dens nærmeste Maal var at sikre den nye
Samfundsorden og den bestaaende Ejendomsfordeling ved at
opretholde Republiken og gøre Front mod
Emigranterne og Royalisterne. Den højeste Magt skulde ligge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
