Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Direktoriet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DIREKTO RIET
sendt denne vor eneste dygtige General til Ægypten,
blot for at blive af med ham.
Virkningen af hans Drilleri var en ganske anden,
end Sidney Smith havde ventet. Fjorten Dage efter
at Bonaparte havde faaet Aviserne tilsendt, havde
han paa Fregatten »Muiron«, trods de krydsende
Englændere, forladt Ægypten og sin Hær og var paa
Vejen hjem til Frankrig.
Tilstanden her var i Virkeligheden nok saa
haab-løs og forvirret som skildret i Sidney Smiths Aviser.
Oprettelsen af de forskellige Republiker i Italien, i
Schweiz og Holland, Toget mod Ægypten og endelig
Erobringen af Malta, ved hvilken der var tilføjet
Malteser-Ordenens Stormester, den russiske Czar
Paul I, den dybeste Fornærmelse, bragte Østerrig
og Rusland til at slutte sig sammen med Neapel,
hvis Dronning var en
Søster til Marie Antoinette,
samt med Tyrkiet og
England, og i November 1798
begyndte Krigen.
Franskmændene havde straks Lykken
med sig i Neapel, jog
Kongeparret over til Sicilien og
grundlagde »den
partenopæi-ske Republik«. Men dette
Held varede ikke længe.
Frankrig var aldeles ikke
forberedt paa en Krig. Den
dygtige Carnot var i
Landflygtighed, den eneste
Overgeneral, der havde vundet
sig et Navn, var i Ægypten,
og imellem de mange
Undergeneraler herskede der
Uenighed saa vel med
Magthaverne som indbyrdes.
Følgen var en Række
Nederlag i Foraaret og
Sommeren 1799 mod
Russerne under Suvarov og
Østerrigerne under
Erkeher-tug Carl, Nederlag, der
gjorde en hurtig Ende paa
de italienske Republiker og
tilintetgjorde Frugterne af
Bonapartes Sejre.
Direktoriets Stilling blev mere og mere vanskelig.
Kun Bonapartes Sejre havde holdt det oppe; hvert
Nederlag svækkede det, og for at gøre dets Ulykke
fuldstændig, blev ved Valgene i Foraaret 1799, der
ganske gik Regeringen imod, Abbed Sieyes valgt ind
i Direktoriet. Han havde i Konventet været en
udpræget Modstander af Forfatningen af Aar V, som
havde sat Direktoriet i Højsædet, og som saadan fik
han Flertal i de Ældres Raad og traadte straks op
med nogen Kraft. Jakobinerklubben blev lukket, og
Folk begyndte alt at haabe, at Sieyes vilde skaffe
Landet Fred med de udenlandske Magter, den Fred,
hvortil det saa haardt trængte.
Thi inden der blev Fred, var det ikke til at
tænke paa al skaffe Ro og Orden i Landet. Folket
havde nu efter 10 Aars Oprør og Omstyrteiser, efter
10 Aars Usikkerhed for Liv og Gods, efter 10 Aars
Trostvang og politisk Forfølgelse kun ét Ønske: at
373 389
komme til Ro, en Gang igen at faa Lov til at dyrke
sin Jord og passe sit Værksted eller sin Forretning
i Fred. Emigranternes Slægtninge føjede til: igen at
faa Lov at samles med vore Frænder, selv om de
kommer tilbage berøvede alt deres Gods, og hele det
store Folk, der var og blev rettroende katolsk, længtes
— i lønlig Frygt for Skærsilden — efter
Sakramenterne og Messen, som Regeringen nu paa niende Aar
forholdt det.
Thi vil man høre Messe, maa det ske i Løndom,
og baade Præst og Tilhører dømmes til Deportation,
om saadant bliver aabenbaret. Er det en Præst, der
i Forvejen i Følge Lov er erklæret landflygtig, bliver
han skudt i Løbet af 24 Timer. Hvem der af gammel
Vane fejrer Søndagen, men glemmer de republikanske
Dekader, idømmes en Røde paa Stedet. Og det er
ikke længer nok, at Emigranternes i Frankrig
efterladte Børn tages bort fra de Slægtninge, der har
taget sig af dem, og henvises til offentlig Opdragelse
paa Republikens Bekostning. Alt, hvad
Rædselsherre-dømmet har levnet af Adel og fremragende Rorgere,
jages ud af Landet ved Regeringens haarde
Bestemmelser.
I 45 Departementer hersker der aabenbart Oprør.
De udskrevne Værnepligtige modsætter sig med væbnet
Magt Myndighederne, som skal indkalde dem. Røvere
gennemstrejfer Landet i Bander paa 300 — 800 Mand,
sprænger Fængslerne og befrier Fangerne.
Skatte-betjente og kommunale Embedsmænd bliver myrdede
og lemlæstede. I fire Departementer i Syd-Frankrig
er der i Aar VII (September 1798 til Oktober 1799)
begaaet 53 Mord, og 44 Huse er blevne plyndrede.
I samme Tidsrum blev der samme Steds skudt 66
Banditer, som blev overraskede paa fersk Gerning,
Fig. 157. Bonaparte i Ægyptens Ørken som Kamelrytter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
