Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution - Republiken - Direktoriet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DEN FRA.NSKE REVOLUTION
Har nogen Sinde en Regerings Chef som Landets
første, utrættelige Arbejder kastet Idealets Lysglimt
over Vejen, har det været Napoleon Bonaparte. Ingen
personlige Tilbøjeligheder optog ham, ingen
Lidenskaber stjal hans Kraft. Han levede kun i Arbejdet
for det rige Land og det højtbegavede Folk, som
han følte, kunde blive et enestaaende Redskab i hans
Haand.
Det ene betydningsfulde Lovforslag kom frem
efter det andet som Resultat af dette store
Samarbejde mellem Første-Konsul, Statsraadet og de
mange forskellige Kommissioner, der blev nedsatte
til Undersøgelse saa af dette, saa af hint
Spørgsmaal. Bonaparte havde straks standset de
fordærvelige Tvangslaan og ophævet den ildesete Lov om
Garantier for de Emigrerede. Den 25. December
afsluttedes Emigrantlisterne ved Lov; franske Borgere
kunde nu atter frit begive sig uden for Landets
Grænser. Noget imod sin Vilje gik han ind paa uden
Dom at lade deportere henved 100 yderliggaaende
Revolutionsmænd — gamle Jakobinere — og blandt
dem General Jourdan. Kort efter tog han dog denne
Bestemmelse tilbage og lod dem stille under
Politiopsyn. De deporterede Præster fik Lov at vende
tilbage, og den sidste Dag i Aaret blev endelig paa
Første-Konsulens Befaling Pave Pius VI, som var
død i Valence, hvor han havde opholdt sig, siden
han bortførtes fra Rom, begravet med stor
Højtidelighed; for første Gang efter Revolutionen kunde
F’olk i Sikkerhed overvære en kirkelig Handling. De
fortvivlede finansielle Forhold blev lidt efter lidt
afhjulpne ved en Række kloge Foranstaltninger;
Skatte-og Toldvæsenet ordnedes, og Resten af de
konfiskerede Godser, som endnu var i Regeringens Haand,
bragtes op i betydelig højere Værdi.
Statsgældskontorets Oprettelse styrkede den offentlige Kredit,
og den 18. Januar grundedes Frankrigs Bank til
Støtte og Udvikling af Industri og Handel. I Løbet
af de følgende to Maaneder udgik Loven om
Domstolenes Ordning samt den store Forvaltningslov;
Revolutionens Inddelinger i Departementer beholdtes,
disse deltes atter i Arrondissementer og Kommuner.
Men medens tidligere Embedsmændene, der stod i
Spidsen for disse Inddelinger — Præfekt,
Underpræfekt og Maire — var blevne valgte til disse
Embeder, blev det nu forbeholdt Regeringens Chef at
udnævne depi, og Traadene fra alle Landets Dele
samledes saaledes hos Første-Konsul i Paris. Ogsaa
ved Udnævnelsen af disse Mænd gik Bonaparte frem
med den største Upartiskhed uden Hensyn til politisk
Farve eller Fortid.
Det største og mest grundlæggende af alle
Bonapartes Reformarbejder var uden Tvivl den store
Lovsamling Code Napoléon, der tillige med de efterhaanden
udkommende Straffe-, Kriminal-, Proces- og
Handelsretter endnu benyttes i Frankrig og mange andre af
Europas Lande. Til det gamle Kongeriges
Sønder-delthed i Stænder og Korporationer med forskellige
Privilegier og i Provinser, skilte ved Toldgrænser,
svarede en fuldstændig Uensartethed i Lovgivningen.
I enkelte Landsdele herskede den skrevne Ret o:
Romerretten, i andre Sædvaneretten. Allerede før
Revolutionen havde man begyndt at gøre Udkast til
en Forandring heri; baade den lovgivende
Forsamling, Konventet og Direktoriet havde lovet at udar-
bejde en fælles Lov, der sammen med den nye
De-partementsinddeling, Ophævelsen af alle Privilegier,
og Principet: Lige Ret for alle, skulde danne
Grundlaget for det nye Frankrig. Dog, den Sten havde
været dem for tung at løfte; men atter her satte i
Løbet af kort Tid Bonaparte med sin Jærnvilje
igennem, hvad de andre ikke havde formaaet i Aaringer.
Over Halvdelen af Lovgivningskommissionens Møder
lededes af Bonaparte selv. Hans skarpe Blik,
sønderlemmende Kritik og strenge Logik gjorde sig atter
her gældende ved Siden af hans praktiske Sans, og
i mange af Lovparagraferne spores endnu hans
direkte Indgriben. Med Gennemførelsen af
Ligheds-principet, der hørte til det oprindelige i hele
Re-volutionsideen, havde Bonaparte ikke skyet at beholde
af det gamle alt, hvad han ansaa for fornuftigt og
nyttigt. Her som over alt i det store
Genopbyggelses-arbejde gælder hans Udtalelse til en af hans Hjælpere
i Værket: »Jeg er ikke bange for at søge Eksempler
og Forbilleder i den svundne Tid; ved at bevare det
nye, som Revolutionen har frembragt af godt, giver
jeg ikke Afkald paa de gode Institutioner, som den’
har haft Uret i at tilintetgøre.«
Det var imidlertid ikke blot dette Fredens
borgerlige Arbejde, som lagde Reslag paa Bonapartes Tid.
Ogsaa i militær Henseende var der mangfoldige Ting
at gøre; Vendée var endnu i Oprør, og mod de ydre
Fjender havde Krigen — der først lige i de sidste
Dage af September havde taget en lidt gunstigere
Vending for Frankrig — kun lidt en Standsning ved
Ruslands Skinsyge over for Østerrig og ved disse
Staters indbyrdes Uenighed. Ogsaa de forbundne
russisk-engelske Troppers mislykkede Forsøg paa
Landgang paa Hollands Kyst i September havde
gjort Zaren misfornøjet; han trak sine Tropper
tilbage og traadte ud af Koalitionen. Den
Troppestyrke, som derved blev fri i Holland, besluttede
Ronaparte at anvende til fuldstændig at dæmpe
Oprøret i Vendée. Da den urolige Refolkning her saa’,
at der bag hans Opraab til dem om — mod fuld
Amnesti — at nedlægge Vaabnene, stod en Hær paa
30,000 Mand, faldt største Delen straks til Føje; kun
et Par væbnede Bander maatte bekæmpes med Magt,
og i Februar 1800 var den indre Fred genoprettet
i hele Landet for første Gang i lange Tider.
Men Fred med Udlandet formaaede Bonaparte
ikke at skaffe sit Folk, hvor meget det end sukkede
derefter. Og her var det ham selv i Egenskab af
Revolutionens Arvtager, der stod i Vejen for
Freds-værket; England erklærede alt i 1799, at paa Fred
var der ikke at tænke, før Huset Bourbon var
genindsat paa Tronen og Frankrig ført tilbage til sine
Grænser før Revolutionen.
Som om Bonaparte et Øjeblik ønskede Fred paa
anden Maade end som en Vaabenhvile, under
hvilken han kunde samle Kræfter for at slaa løs med
fornyet Kraft! Det var ikke blot hans Mission at
genopbj’gge Frankrig; nej, det var hans Gerning at
vække Verden af Chaos, som han selv udtalte det i
1800, at skabe Orden, Retfærdighed og Lighed, ikke
blot i Frankrig, men i hele Europa, der mere eller
mindre led under de samme Brøst som Frankrig
under det gamle Regimente.
Men Europa maa erobres for at faa Del i de
samme Goder, som Frankrig kan glæde sig ved.
403
368
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
