Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet - Konsulatet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FRANKRIGS KAMP MED EUROPA
Slag maa vi saa tage Østerrigernes.« Marmont fandt
imidlertid paa at belægge Gaden i Landsbyen lige
under Fæstningen med Gødning, lod Hjulene omvikle
med Halm og saaledes trak Soldaterne i Løbet af et
( Par Nætter Størstedelen af deres Artilleri forbi
Fortet, før det blev opdaget der oppe fra. Den 24de
tog Lannes med Storm Ivrea ved Mundingen af Dora
Balteas Dal, og hele den lombardiske Slette laa nu
aaben for Franskmændene. Den 2den Juni holdt
Bonaparte sit Indtog i Milano. Her stødte en
Reservehær til, som Moreau havde afsendt over St.
Gotthard, efter at han havde slaaet Rhinarmeen og
trængt den tilbage til Ulm. Bonapartes Styrke
beløb sig nu til c. 60,000 Mand. Selv gik han med
Halvdelen under stadig Fægtning med østerrigske
Tropper ned til Piacenza og over paa den højre
Po-Bred. Melas, der stod i Piemont og derfra vilde
falde ind i Frankrig, saa’ sig paa en Gang afskaaret
fra Tilbagetoget.
Det var Bonaparte af største Vigtighed at
tilendebringe Felttoget saa hurtig som muligt, thi hans
Nærværelse i Paris var uundgaaelig nødvendig, om
ikke hele hans Politik, hele hans kolossale Arbejde
skulde kuldkastes i dets Vorden. For derfor ikke
at spilde Tiden med frugtesløse Marcher efter den
vigende Fjende, sendte han den ene Troppeafdeling
efter den anden ud for at spærre ham alle Veje og
— ved saaledes at trække Nettet sammen om ham —
hurtigst tvinge ham til Slag eller Overgivelse. Men
dermed fraveg Bonaparte et ellers af ham selv altid
fulgt strategisk Princip: at koncentrere sine Kræfter
og virke paa én Gang med den størst mulige Masse.
Endnu den 13. frygtede han for, at Melas skulde
trække sig tilbage over Novi til Genua, der efter et
tappert Forsvar var overgivet af Masséna, og mulig
slippe bort derfra paa den engelske Flaade. For at
forhindre dette sendte han om Aftenen Desaix Syd
paa over Novi og svækkede derved i sidste Øjeblik
yderligere sin Styrke.
Med sine matematisk nøjagtige Beregninger havde
Bonaparte alt 4 Maaneder i Forvejen betegnet St.
Juliano — 1 Mil fra Marengo — som det Sted, hvor
Kampen vilde komme til at staa mellem ham og
Melas. Men hvis Melas nu, ganske imod Sædvane,
skulde forsøge at slaa sig igennem den underlegne
franske Styrke ved Marengo, kunde det se galt nok
ud. Og dette skete netop. Om Morgenen d. 14. Juni
gik Melas over Bormida og tvang Lannes og Victor,
der stod ved Marengo, til at vige efter 6 Timers
haard Kamp. Straks sendtes Ordonnanser til Desaix
om hurtig at vende om, og Bonaparte selv med sin
Garde og sine faa Reserver rykkede frem for at
støtte Lannes. Men et Par Timer efter Middag kunde
Franskmændene ikke holde Stand længere over for
Overmagten. Bonaparte sad ved Grøftekanten paa
Vejen til Alessandria og holdt sin Hest ved Tøjlen,
medens han slog i Vejen med sin Ridepisk, saa Støv
og Smaasten hvirvledes op. Kugler slog ned og rullede
hen ad Vejen, han agtede dem ikke. Snart nynnede
han en populær Melodi af Operaen »Fangen, eller
den mærkelige Lighed«, snart skældte han sine Folk
ud, der i større og større Masser flygtede forbi ham.
Han kunde ikke skjule for sig selv, at Slaget næppe
stod til at redde, thi Desaix kunde ikke ventes at
naa op med sine friske Tropper før Kl. 4—5. Dog,
han var ikke den Mand, der tabte Modet. Kom han
ogsaa til i Dag at bøde for den Uforsigtighed,
hvormed han havde spredt sine Kræfter, saa vilde dette
den næste eller de følgende Dage rigelig kunne
genoprettes, naar han havde samlet sine Kræfter. »Jeg
var ganske særlig stillet,« sagde Bonaparte til
Forklaring af sin Handlemaade, »og vovede lidet for at
vinde meget.«
Ogsaa Melas, der var bleven let saaret, betragtede
Slaget som vundet, havde overgivet Befalingen til en
af sine Generaler og var selv redet tilbage til
Alessandria.
Den brave Desaix havde imidlertid straks om
Morgenen ved Lyden af den stærke Kanontorden
Nord fra ladet gøre omkring uden at oppebie Ordrer
og naaede nu ned paa Sletten ved Marengo i sidste
Øjeblik. »Jeg vil bande paa, at du er banket af,«
var de første Ord, han henvendte til sin Chef. »Banke
af og blive banket af, det er nu en Gang Krigens
Gang,« sagde Bonaparte rolig og bad ham sige sin
Mening. Desaix overskuede et Øjeblik Valpladsen,
saa’ paa sit Ur og sagde de berømte Ord: »Ja, Slaget
er tabt! Men Klokken er kun 3, der Tid til at vinde
et nyt.« Overalt standses Tilbagetoget, og Rækkerne
ordnes paa ny; den første østerrigske Kolonne, som
rykker frem, modtages med voldsom Ild; den faar
kun Tid til at aflevere én Salve, men den gjorde
Virkning nok, idet Desaix, den trofaste Hjælper,
dødelig saaret styrter ned af sin Hest. f
Med Reservens Ankomst vendte Lykken sig
fuldstændig til de Franske. Ved den unge General
Keller-manns glimrende Angreb kastedes Østerrigerne ganske
tilbage, og Dagen efter undertegnede Melas en
Vaaben-tilstand, der overlod hele Landet Vest for Mincio til
Frankrig. I Begyndelsen af Juli var Bonaparte
atter i Paris, hvor hans »Venner«, Talleyrand, Sieyes
o. a., alt var i Begreb med at overveje, hvem der
skulde indtage hans Plads som Første-Konsul, hvis
han ikke havde Lykken med sig i Italien. Den
Mulighed, at et Felttog, maaske et enkelt uheldigt Slag,
kunde ryste hans Stilling, ønskede han snarest bragt
ud af Verden, men først maatte dog Freden, den
ærefulde Fred, afsluttes med Østerrig.
Fredsunder-handlingerne trak imidlertid ud; Kejseren vilde kun
slutte en Separatfred, — hvilket England ved store
Ydelser havde forpligtet ham til ikke at gøre —
mod at faa særlige Indrømmelser i Italien.
Bonaparte, som længtes efter at faa en Ende derpaa,
opsagde sidst i November 1800 den flere Gange
fornyede Vaabentilstand. Østerrigerne skyndte sig nu
at gaa over til Angreb. Rhinhæren, der af Moreau
var bleven trængt tilbage paa den anden Side Floden
Inn, forlod sin stærke Stilling bag Floden og rykkede
frem mod General Moreau, der stod med sin Hær
Nord for München ved Isar. Følgen af denne
Ubesindighed var Nederlaget den 3. December ved
Hohen-linden. Vejen til Wien var fri, og Moreau forfulgte
Fjenden ind i Østerrig til Steyer, hvor en
Vaabenstil-stand blev afsluttet den 25. December. Samtidig
foretog General Macdonald en heltemodig Overgang over
Splügen under Snestorme og mellem rullende
Laviner og drog ned langs Adige, og i Italien selv gik
General Brune over Mincio frem mod Øst og kastede
Østerrigerne tilbage langt paa den anden Side Adige.
Nu formaaede Kejseren ikke længere at holde Stand og
433
434
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
