Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet - Den kronede Jakobiner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
EUROPA INDTIL 1815
hans Materiel. Napoleon mindedes herved om sin første
slet udrustede italienske Hær og udbrød med
Hentydning til sin Personligheds Vægt og sit Genis
Betydning: »Jeg vil føre denne Krig ikke som Kejser,
\ men som General Bonaparte.« Og i Slaget ved
Fig. 197. General Wellington.
Lützen den 2. Maj blev han atter Generalen fra
Rivoli og Arcole; han elektriserede sine Tropper
som før og hilstes med den samme endeløse
Begejstring af sine yngste Rekrutter som af sine prøvede
Soldater.
Sejren bragte Sachsen over paa Frankrigs Side,
men den havde ikke haft en saa afgørende Virkning,
at Østerrig vilde beslutte sig til det samme. Tvært
imod. Napoleon fik snart Vished for, at Østerrig
under sin mæglende og fredstiftende Optræden i
Virkeligheden var gaaet over til hans Fjender. Han
lader straks Eugen samle en Hær i Italien for at
true Øslerrig fra denne Kant og prøver paa at
indlede Underhandlinger med Zaren for at forpurre
Øslerrigs Planer. Men Sejren ved Bautzen den 21.
Maj blev paa Grund af en Fejl af Ney lige saa lidt
ødelæggende for de Allierede som Slaget ved Lützen,
og Zaren vilde intet høre om Napoleons Tilbud,
men foreslog en Vaabenhvile. Under denne blev der
paa Kongressen i Prag forhandlet om Muligheden
for en endelig Fred; thi ogsaa Napoleon ønskede
nu, selv med store Ofre, at slutte Fred med Rusland.
Men da man fik Melding om, at Wellington den 21.
Juni ganske havde slaaet Franskmændene ved
Vit-toria og næsten helt forjaget dem fra Spanien,
sluttede Østerrig sig til Forbundet, og de Allierede lovede
hinanden kun i Fællesskab at slutte Fred med
Napoleon, og ikke før Frankrig var ført tilbage til sine
naturlige Grænser. Vaabenhvilen udløb den 16. August og
Fjendtlighederne begyndte straks. Den franske
Hær var ved Napoleons utrættelige Virksomhed
bleven bragt op til ca. 440,000 Mand.
Hovedstyrken stod i Sachsen og Schlesien, mellem Dresden
og Liegnitz. Denne By, som Napoleon havde ladet
befæste, var hans Støttepunkt i Begyndelsen af den
følgende Krig. De Allierede stillede 480,000 Mand
imod ham; deres Felttogsplan var bleven endelig
udarbejdet af Bernadotte. Allerede den 26.—27. August
kom det til Slag ved Dresden, hvor Napoleon vandt
en glimrende Sejr over sine Fjender og bragte deres
Hovedarmé i den fuldstændigste Uorden. Men han
havde ingen Anelse om, i hvilken Grad Sejren havde
lammet deres Kræfter og fik først for sent Øjet op
for dens Betydning; hans Generaler havde paa den
lange Opstilling været uheldig i forskellige
Træfninger, særlig blev Vandamme slaaet den 29.—30.
August, Ney den 5. September, og Napoleon maatte
gaa tilbage paa den venstre Elbbred.
Men medens Fjenden stadig trak Forstærkninger
til sig, smeltede den franske Hær mere og mere
sammen. Den slette Forplejning i de udpinte Lande,
hvor Kvarterene var usle og elendige^ og de stadige
Sygdomme bragte store Mængder paa Hospitalerne,
men værre var det, at Mismod og Ulyst til Krigen,
særlig hos de højere Officerer, demoraliserede hele
Hæren.
Napoleon selv var træt. Hans Ordrer adlødes
ikke som før, og hans Marskaller og Generaler tillod
sig en Optræden over for ham, som de aldrig før
havde vovet. »Man kendte ikke Napoleon igen i dette
Felttog,« hedder det hos Marmont, og en anden ved
at fortælle om, hvorledes han — den ellers altid
virksomme — laa timevis paa en Sofa eller sad ved
et Bord og tankeløs tegnede store Navnetræk paa et
Stykke Papir, medens Russere, Østerrigere, Prøjssere
og Svenskere trak sig tættere og tættere sammen
om ham.
Slaget ved Leipzig den 17.—19. Oktober 1813
blev en Sejr for de Allierede, men dog ikke en Sejr
som de med deres 180,000 Mands Overmagt over
en halvt udsultet Fjende havde Grund til al være
stolte af. Kl. 4 om Eftermiddagen den 18. Oktober
gav Kejseren Ordre til at tiltræde Tilbagetoget,
derefter satte han sig, udmattet og overanstrengt, paa
Fig. 198. General Rlücher.
en Stol ved Vagtilden og sov trygt med Hænderne
i Skødet. Generalerne stod tavse omkring ham,
nedenfor Højen marcherede Tropperne bort; et
Kvarterstid sov han, saa vaagnede han op med et Sæt.
Natten tilbragte han paa Hotel de Prusse i Leipzig.
457 485
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
