Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Europa ved Aarhundredskiftet - Den kronede Jakobiner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPA INDTII. 1815
Napoleon fik anvist den lille 0 Elba til Opholdssted,
med Titel af Kejser, en aarlig Appanage paa 2
Millioner Francs og en Livvagt paa 400 Mand. Mane
Louise skulde have Parma og Piacenza.
Medens Fredsunderhandlingerne stod paa,
arbejdede Napoleon rastløs paa at finde en Udvej, ad
hvilken han kunde bevare Tronen for sin Æt. Men
hans Tilbud om at nedlægge Kronen til Fordel for
sin Søn blev forkastet, og hans Plan, ved et
pludseligt Angreb at overvælde Fjenderne i deres uheldige
Stillinger, blev tilintetgjort, da hans Generaler forlod
ham, og — til Dels ved List — førte en stor Del
af hans Tropper ind under Fjendens Kanoner. Den
11. April maatte han da underskrive det tilbudte
Forlig, der berøvede ham Frankrigs og Italiens Kroner;
den 20. tog han i Fontainebleau Afsked med sin
Garde og rejste under Forbandelser og Trusler fra
Befolkningen, hvor han kom frem, saa han til sidst
maatte
forklæde sig for
al undgaa
O-verlast, til
Fréjus og
derfra til Elba.
Den 31.
Marts havde
de forbundne
Fyrster holdt
deres Indtog
i Paris. Ved [-Prøjsserkon-gens-]
{+Prøjsserkon-
gens+} Side red
hans
næstældste Søn
Prins
Vilhelm, der et
halvt
Aarhundrede senere
skulde blive
kronet til tysk
Kejser i den
franske
Kongeborg.
Den
endelige Fred blev
sluttet i Paris
den 30. Maj 1814. Medens de forbundne Fyrster beholdt
alt, hvad den styrtede Jakobiner havde ladet dem
faa, blev Frankrig ført tilbage til sine Grænser i
1792. Alle Vegne rykkede de afsatte Dynastier
tilbage og begyndte deres Forfølgelser mod alle
Fri-hedsrørelser. Uden Hensyn til Nordmændenes Pro
tester blev Norge givet til Bernadotte som Løn for
hans Optræden mod hans tidligere Krigsherre. Men
Ordningen af de indre Forhold i Tj^skland samt af
Forholdet i Neapel, hvor Murat endnu holdt sig,
tillige med Afgørelsen af det polske og sachsiske
Spørgsmaal opsattes til Kongressen i Wien.
Med stor Pomp og Pragt og med en ustandselig
Række Festligheder modtog Kejser Frans og hans
Minister, Fyrst Metternich, de mange kronede Hoveder
— blandt dem ogsaa Frederik VI af Danmark —
som med deres Statsmænd stævnede til Møde i
den gamle Kejserstad. Talleyrand repræsenterede
Frankrig og Lord Castlereagh England. Fyrst Met-
Fig. 200. Napoleon bringes fra »Bellerophon« om Bord paa »Northumberland«.
ternich optraadte som Vært paa sin kejserlige
Herres Vegne og undlod intet for at underholde sine
Gæster. Og Underholdning kunde nok gøres nødig,
thi hvert Øjeblik truede Uenigheden med at slaa ud
i Lue. Rusland vilde have de Lande, der havde
hørt til Storhertugdømmet Varschau, thi
Alexander I paatænkte at genoprette det polske Kongerige,
give det en fri Forfatning og gøre sig selv til Konge
af Polen. Men Prøjssen kunde ikke unde Rusland
de omhandlede Landsdele uden at faa Erstatning i
Sachsen, hvad hverken Østerrig eller Frankrig kunde
tillade; i Begyndelsen af 1815 sluttedes der et
hemmeligt Forbund mellem Frankrig, Østerrig og
England mod Rusland og Prøjssen. Spændingen voksede
mellem Magterne fra Dag til Dag, men netop som
den stod paa Højdepunktet, kom der en Meddelelse,
som pludselig dæmpede alle Lidenskaber og bragte
Enighed til Veje: »Napoleon har forladt Elba og
eiden 1. Marts
gaaet i Land
paa Frankrigs
Kyst.«
Fra sin
Klippeø
havde han holdt
skarpt Udkig
med
Forholdenes Udvikling paa
Fastlandet. Ilan
var
underrettet baade om [-Stormagternes-]
{+Stormagter-
nes+} Uenighed
paa
Kongressen og om [-Franskmændenes Misfornøjelse-]
{+Franskmæn-
denes Misfor-
nøjelse+} med
Bourbonerne.
Ludvig XVIII
havde den 3.
Maj holdt sit
Indtog i Paris
og var af
Royalisterne bleven hilst med samme Begejstring som de forenede
Fyrster, der havde styrtet Napoleon. Det store Folk,
trættet af de evige Krige og de trykkende Byrder,
modtog ham i Reglen med Ligegyldighed. Det var
kun faa, der kendte noget til den for over 20 Aar
siden emigrerede Ludvig af Provence, og han og hele
hans Slægt kom som fremmede tilbage til deres
Fædreland. Men Franskmændene skulde snart lære
dem at kende. Alene det, at Ludvig d. XVIII gav
den Grundlov, eller la charte, som han fandt det
rettest at udstede, Paategnelsen: Givet i det 19. Aar af
vor Regering, var tilstrækkeligt til at vise, at
Revolutionens, Republikens og Napoleonstidens stolte
Minder og store Resultater skulde være for intet at
regne. Det franske Folks Fædrelandsfølelse, der
havde udvirket Mirakler under Revolutionen, følte
sig saaret paa det dybeste ved at se Landets Konge
indrette sig efter Behag ved Hjælp af fremmede
Bajonetter, og dets tabte Indflydelse i Europa føltes
■180
490
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
