Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredie Bog (1043–1072) - Adelbert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
ved at udlove, hvad —der ikke var hans, saa tilkjobte han
ikkun sin tomme Forfængelighed en ussel Navnkundighed,
som voldte ham et ikke ringe Tab, baade .i timelig og aan-
delig Henseende. Saaledes begyndte hos Erkebispen den
Sædernes Fordærvelse, som tog til med Tiden og var værre
sidst end forst. ·
Opblaest som han dengang var af den megen Ære, han
nod ved Hove, og en næsten utaalelig Byrde for sit fattige
Stift, kom han til Bremen, ledsaget af sit sædvanlige tal-
rige og nævnede Følge, og tyngende Folk og Land med nye
Fordringer. Da opfortes de Borge, der især opflammede
vore Hermgers Vrede ; derimod var det forbi med den for-
dnms Iver sor at oprette gudelige Samfund. Forbausende var
Mandens Dristighed, der aldrig tillod ham at være ledig,
aldrig trættedes, hvormange Forretninger den end optoges af,
baade hjemme og ude. Allerede tidligere havde det ulykkelige
Vispedomme ofte lnok maattet sukke under Byrden af de
kostbare Reiser og Bestræbelser for at tilfredsstille det
umættelige Hof; men nu blev det uden mindsie Barm-
hjertighed odelagt i Bund og Grund ved de Domprovstier
« og Borge, som da byggedes. Hvor der var gold Jordbnnd,
anlagde han Haver og Viingaarde, og tiltrods for de mange
srugteslose Forsøg i denne Retning skulde dog alle de, der
smigrede hans Ønsker, have deres Uleilighed betalt i dyre
Domme. Det var en ordentlig Krig , Mandens hoie Aand
sorte med den sædrene Jordbnnds Natur, fordi han ikke
kunde finde sig i, at han ikke ogsaa skulde have, hvad han
andetsteds havde lært at kjende som Noget, der tog sig godt
ud. Ved længe og noie at eftertænke Aarsagerne til denne
Sygdom har jeg fundet, at det var en overvættes Attraa
efter verdslig Ære, der sorledte den ellers sorstandige Mand
til denne Blodagtighed, hvormed han, naar Verdens Lykke
soiede ham, hovmodede sig og glemte aldeles at lægge Baand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
