Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XLIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
259
ned over Øjnene og som ligeledes gik og stirrede
ned i Stenbroen.
De saa’ et Øjeblik paa hinanden, men sagde
Ingenting.
— Naa, hvad siger De nu? spurgte endelig
Lavretzky.
— Hvad skal jeg sige? svarede Lemm med en
mørk Mine: —jeg siger Ingenting. Alt er dødt, og
vi er døde. Deres Vej gaar tilhøjre?
— Tilhøjre?
— Min gaar tilvenstre. Farvel!
Næste Morgen fulgte Fedor Ivanitsch sin Kone
ud til Lavriky. Hun kjørte iforvejen i en Kareth,
sammen med Ada og Justine; han kom bagefter —
i en Tarantasz. Det smukke Barn stod undervejs
hele Tiden og saa’ ud ad Vinduet. Alt, hvad der
mødte hendes Blik, fik hende til at studse: Bønderne,
Fruentimmerne, Hytterne, Brøndene, Hestenes
Stavseletøj, Bjælderne og de mange Krager. Justine var
ligesaa forbavset. Varvara Pavlovna sad og lo af
deres Bemærkninger og Udbrud. Hun var i godt
Humør; før de kjørte fra O . . ., havde hun havt
en Samtale med sin Mand.
— Jeg forstaar, hvordan De er stillet, havde
hun sagt til ham, og efter Udtrykket i hendes kloge
Øjne at dømme turde han anse sig for overbevist
om, at hun var fuldstændig inde i hans Situation: —
men De maa idetmindste lade mig vederfares den
Retfærdighed, at man har let ved at leve sammen
med mig; jeg skal ikke trænge mig ind paa Dem
13*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
